Der er ikke mange formildende omstændigheder i Jonas T. Bengtssons debutroman Aminas breve, som netop er udkommet på People's Press.
Det er en dyster sag fortalt fra samfundets vrangside. Hovedpersonen er den unge skizofren paranoide Janus, der netop er sluppet ud fra den lukkede psykiatriske afdeling, hvor han har tilbragt fire år. På afdelingen har han haft venner, trygge rammer, veljusteret medicinering og en psykiater med indfølende stemme og en ny kuglepen, der har cyklet med rundt i de terapeutisk rolige håndbevægelser.
Efter forholdene er det alt sammen så nogenlunde udmærket, men ikke nok for den unge Janus. Hans drivkraft i livet henter næring fra en stor bunke breve fra gymnasie-veninden Amina. Man behøver ikke at være erklæret jungianer for at omskrive dette søde, eksotiske pigenavn til den kvindelige urkraft Anima. Og det er netop som en sådan, at den tyrkisk-kurdiske veninde fungerer for Janus (hvis navn også ligger meget nær forfatterens eget).
Sagen er den, at Janus har mistet kontakten til Amina; strømmen af breve fra hende er ebbet ud. Og da hun har været hans forbindelseslinje til det normale liv uden for den psykiatriske afdeling og til livet før han blev syg, har han svært ved at leve uden kontakten og brevene.
Nuanceret billede
Da hovedpersonen ved romanens begyndelse er blevet udskrevet fra afdelingen, er hans vigtigste mål at opsøge Amina. Janus indkvarterer sig i broderens trendy Østerbro-lejlighed, som han modvilligt har fået lov til at låne, mens broderen er udenlands.
Lejlighedens Bo Bedre-rammer er hans eneste overfladiske forbindelse til det, man kunne kalde et almindeligt liv. Ellers kommer han i kontakt med narkomaner og de, der ellers hænger ud i krogene på Hovedbanegården og de dele af Vesterbro, der ikke er poleret og bysaneret endnu.
En gammel veninde, Anna, fra afdelingen er tæt på at tilbyde ham et liv, et parforhold og kærlighed, men det bliver alligevel for meget af det gode. Janus må lede videre efter Amina, og hvordan den rejse forløber, skal ikke afsløres her.
Bengtsson giver rå og intense beskrivelser af, hvordan Janus kæmper med at holde afstand til sygdommen og den gamle skræmmende mand med cerutterne, som hele tiden figurerer i periferien af Janus' verden og hans bevidsthed.
Stilen er rå og ligefrem, og man bliver ikke skånet for detaljerne. Hverken for opkast, blod eller den uendeligt deprimerende måde, som den skizofrene hovedperson er lukket ude af verden og er til stede i den på samme tid. Hvis ikke han var syg i forvejen, ville han angiveligt hurtigt blive det i den verdensorden.
Bengtsson forstår samtidig med den upolerede stil at nuancere billedet af den i grunden temmelig stakkels Janus. Humoren er nøglen, som for eksempel her: "Smøger er den eneste form for medicin, os skizoer selv kan dosere. Vi ryger for at få tiden til at gå, vi ryger for at have noget at lave, for at have noget at bruge hænderne til, for at trøste os selv. Og for at vide hvem vi er: Jeg er ham for enden af cigaretten."
Bengtsson fortæller godt og medrivende, men den deprimerende fortælling om Janus formår alligevel aldrig rigtig at hæve sig over den demonstrative udstilling af samfundets tabere.
Jonas T. Bengtsson: Aminas breve. Roman. People’s Press. 264 sider, 279 kr.
