Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

De fortjener kærligheden

Der er både humor og skrøbelighed i Pernille Fischer Christensens Berlin-vinder 'En soap', som er en modig lille film om store følelser
Kultur
7. april 2006

Kvinde møder mand. Det er den klassiske kærlighedshistorie. Men hvad nu hvis kvinden er mere mand end kvinde, og manden allerhelst vil være en kvinde, hvis han selv kunne vælge? Kan de to mennesker så elske hinanden, og hvad er det egentlig for en kærlighed?

Det handler om kønsroller og kærlighed i Pernille Fischer Christensens debutspillefilm En soap, der til manges - inklusive instruktørens - overraskelse løb med to priser ved årets Berlin-festival, deriblandt Sølvbjørnen.

Charlotte (Trine Dyrholm) har forladt sin kæreste (Frank Thiel) og er flyttet ind i en toværelses lejlighed i Københavns nordvest-kvarter. De var ellers ved at købe hus og etablere en familie, men nu står Charlotte alene imellem flyttekasserne og famler febrilsk med en genstridig standerlampe. Hvad har hun gang i? Hun ved det knapt nok selv.

I lejligheden ovenpå bor den transseksuelle Ulrik (David Dencik), som kalder sig Veronica. Han bor alene med puddelhunden Miss Daisy og venter utålmodigt på en kønsskifteoperation. Fremmede mænd kommer på besøg og får sex & spank mod betaling, moderen (Elsebeth Steentoft) dukker jævnligt op med pylret omsorg, men mest tryg er Veronica, når han sidder i sin brune lædersofa og drømmer sig ind i en romantisk, amerikansk soap-serie - Days With Love - der kører hver dag i tv.

Den nøgne form

Det kunne være oplægget til et kulørt kitsch-melodrama af Pedro Almodovar, men Pernille Fischer Christensen har valgt en anderledes afdæmpet og spartansk tilgang til sine eksalterede karakterer.

Hele filmen udspiller sig i de to lejligheder, og virkemidlerne er minimale. Lyset - og mørket! - er naturalistisk, Erik Molberg Hansens kamera følger karaktererne på tæt hold uden at overdrive den håndholdte effekt, mens Sebastian Øberg (cellisten fra svenske Flæskkvartetten) sammen med Magnus Jarlbo leverer en stille poetisk underlægningsmusik, som anslår en stemning, men heller ikke mere.

Den nøgne form er betinget af filmens skrabede budget på seks millioner kroner, men den er også et modigt valg, der stiller store krav til instruktionen og skuespillerne, som skal improvisere og gøre sig hudløse.

Og begge hovedskuespillere gør det glimrende - Trine Dyrholm som den snotforvirrede Charlotte, der dækker over sin indre usikkerhed med en udfarende råhed, som hyler selv de mest hardcore af hendes one-night-stands ud af den. Og David Dencik som den feminine, generte og skrøbelige Veronica, der rummer kræfter, han ikke selv ved af. Disse to skæbner krydser hinandens liv, de tiltrækkes og frastødes, de giver gaver og gør hinanden tjenester, de skændes og sårer og forsøger at gøre det hele godt igen.

Friske Fupz

Det handler banalt sagt om at turde give sig hen til et andet menneske med alt, hvad det indebærer. Og det er ofte både rørende og morsomt skildret, som da et hæfteplaster - der skal skjule Veronicas ædlere dele - kommer på tværs i en intim situation!

Der er store følelser på spil, og manuskriptet danser bevidst på klicheerne. Med jævne mellemrum afbrydes 'filmen' af en myndig fortællerstemme, der i bedste soap-stil opsumerer handlingen og forsøger at spænde vore forventninger, mens vi ser sort-hvide stills fra En soap. Disse meta-fiktive indslag har en afvæbnende karakter og virker dynamiske, men man kan diskutere, hvor meget de egentlig tilfører selve dramaet.

Kim Fupz Aakeson har skrevet manuskriptet. Ingen kan herhjemme skrive fængende og underholdende replikker som Fupz, men han har sværere ved at skabe karakterer med en ægte menneskelig klangbund. Det ved han selv bedre end nogen anden, og derfor søger han sammen med instruktører, der kan udfordre ham til at arbejde dybere med stoffet.

Pernille Fischer Christensen er en interessant ny udfordring, men Fupz' hang til one-liners spænder flere steder ben for troværdigheden og ambitionen om at ramme følelserne lige så rent, som Antony and the Johnsons gør det i titeltracket.

"Har du overhovedet prøvet at røre ved nogen (bryster)," spørger Charlotte. "Måske kan jeg prøve at mærke på dine. De sidder bare der til ingen verdens nytte," svarer Veronica. Det er sjovt, men også en anelse out of character, og jeg vil gætte på, at det mere er friske Fupz end blufærdige Veronica, der taler her.

Zonen mellem kønnene

En soap er den første film fra Talentudvikling, som afløser Dansk Novellefilm, der især i begyndelsen var en succes. Priserne i Berlin er et scoop for den nye støtteordning, men de har også skabt urealistisk høje forventninger til En Soap, som i sin sjæl er et lille kammerspil.

Pernille Fischer Christensen udforsker zonen mellem kønnene og forsøger at gå på tværs af traditionelle opfattelser af maskulint og feminint. Hun viser, at identitet er en skrøbelig størrelse. Man kunne efterlyse mere vildskab og flere scener, som har den der filmiske larger than life-kvalitet, men at En Soap i Berlin og andre steder har fået folk til at udvandre i afsky viser, at filmen ikke er uden brod.

Hos denne anmelder skabte filmen forståelse og sympati for karaktererne, også når de er mest umulige og handler mest selvdestruktivt. De fortjener kærligheden i lige så høj grad, som 36-årige Pernille Fischer Christensen fortjener en filmkarriere. Her er lyst og vilje til en følsomhed - kald den feminin, maskulin eller tvekønnet - som dansk film godt kan bruge. Drengestreger har vi rigeligt af.

En soap. Instruktion: Pernille Fischer Christensen. Manuskript: Kim Fupz Aakeson. (Dagmar, Palads og Empire i København samt i tolv biografer i provinsen)

20060406-213503-pic-711750963.jpg

Trine viser en snotforvirret kvinde og David Dencik en skrøbelig firgur med kræfter han ikke aner, han har
Foto: Lars Wahl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her