Læsetid: 2 min.

I den gamle stil

Kirsten Lehfeldt er komisk og elegant gribende i Becketts absurde klassiker 'Glade Dage'. Men Grønnegårds Teatrets teksttro opsætning bliver en smule for klassisk kedelig
I Odd Fellow Palæets have er det Kirsten Lehfeldts ubesværede bemestring af hele følelsesregistret, der fænger.

I Odd Fellow Palæets have er det Kirsten Lehfeldts ubesværede bemestring af hele følelsesregistret, der fænger.

Bjarne Stæhr

28. juli 2007

Der sidder hun. Damen begravet fra livet og ned. Hun er 'stucked' i en jordbunke og kan ingen vegne komme. Hun taler og taler med en pistol i tasken. Men holder krampagtigt og absurd fast i, at "det er en glad dag i dag!".

Så enkelt og skrabet er set-up'et i Becketts klassiker Glade Dage fra 1961 om det moderne menneskes golde liv og verden. Dramaet byder ikke på andet end kvinden Winnie i jordbunken og hendes næsten replikløse mand Willie. Underholdningsremedierne er altså meget knappe.

Det er ordstrømmen, der flyder mod sin egen opløsning, fra Winnies mund, der er central. Og i Jan Maagaards meget tekstro opsætning i Odd Fellow Palæets have er det Kirsten Lehfeldts ubesværede bemestring af he-le følelsesregistret, der fænger.

Man gribes af klassikeren om det modernes menneskes symbolske ørkenvandring, fordi Lehfeldts Winnie, der kækt klædt i rødt og med fjer i hatten, bevæger med sin komiske timing, stilfærdige desperation og overlevelseskamp.

Winnie tager ting op fra tasken, glæder sig rørende, mens hun smukkeserer sig i det absolut afsvedne landskab og rabler løs om alt og ingenting, som om ordene kan holde døden lidt fra døren.

Døden, hun bare venter på, skal komme.

Livlinen

Pointen i Glade Dage er dog, at der er en livline, der kan holde et menneske i oppe. Og Winnies livline er Willie. Henrik Larsen giver Willie krop, vilde øjne og gamle anstrengte bevægelser, mens han hundses rundt med.

Hans kontakt til Winnie og publikum er yderst sparsom. Han sidder med ryggen til og læser mekanisk højt op fra stillingsannoncer: "Foretagsom ung mand søges!" Og han svarer kort - gemt bag jordbunken - usynlig for publikum på Winnies mange spørgsmål. "Hvad er en galt?" - "Et kastreret hansvin klar til slagtning."

Hans rå efterfølgende latter taler for sig selv.

Men han er der stadig, da Winnie er gået endnu mere i opløsning og er sunket så dybt ned i jorden, at kun hendes hoved er frit. "Der er stadig nogen, der holder øje med mig," siger hun. Og hun beder ham som det sidste også indtrængende om at kravle frem og se på hende inden, det hele er forbi.

Opsætningen er som den frase Winnie gentager igen og igen "som i den gamle stil". Man kunne savne en aktualitet og en ny ide med iscenesættelsen udover at sætte den ud i det fri med picnicstemning. Klassikeren kan i sig selv ikke længere ryste nogen.

*

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu