THESSALONIKI - Den amerikanske dokumentarist Micha Peled har som den første fået adgang til med et filmhold at følge hverdagen på en af de nye privatejede fabrikker i Kina, en regulær sweatshop, der producerer jeans til Vesten.
Tilladelsen til at filme blev ikke givet af myndighederne, naturligvis - udstyret måtte splittes ad og smugles ind i landet i indkøbsposer - men af den stolte fabriksejer, Mr. Lam, der lod sig overtale af filmmagernes smiger og forsikringer om, at målet var at tegne et portræt af en typisk ny kinesisk entreprenør.
Resultatet af tre års strabadserende optagelser, hvor medlemmer af filmholdet flere gange blev arresteret og fik deres råbånd konfiskeret, blev den halvanden time lange dokumentarfilm China Blue, ikke om Mr. Lam, men om den 16-årige Jasmine, en af de mange hundrede anonyme piger på fabrikken Lifeng.
Efter visningen ved den årlige dokumentarfilmfestival i Thessaloniki i Grækenland (10.-19. marts) bad Micha Peled de personer i salen, der bar jeans, om at rejse sig. Mere end halvdelen rejste sig. Så bad han de personer, hvis jeans var fremstillet i Kina, om at række hånden i vejret. Forvirring og spredte protester. Produktionslandet fremgår jo som regel ikke af mærkaterne.
Og dermed var pointen allerede i hus. Det er de færreste af os, der bekymrer sig om, under hvilke forhold de varer, vi køber, er fremstillet. Og efter i Peleds film at have fået et indblik i vilkårene for de mange teenagepiger, der er rejst fra fjerne provinser ind til storbyen for at arbejde syv dage om ugen for 35 øre i timen (minus kost og logi), bredte der sig en eftertænksom stemning i salen.
Hvorfor er det nu, at et par cowboybukser koster, hvad de koster, her i Vesten, når udgifterne til deres fremstilling beløber sig til cirka seks kroner?
Det er præcis den slags spørgsmål, lederen af Thessaloniki Documentary Festival gennem alle årene, Dimitri Eipides, gerne vil rejse. Og når festivalen siden starten i 1999 er vokset til at være et af de vigtige internationale mødesteder for dokumentarfilm, hænger det ikke mindst sammen med Eipides- målrettede fokusering på dokumentarfilm med et aktuelt socialt og politisk indhold - film, der både indholds- og formmæssigt udgør et reelt alternativ til mediernes hovedstrøm.
Blandt årets mere end 180 film kunne man således se titler om Irakkrigen, Abu Ghraib, Guantanamo, et portræt af en tidligere terrorist (Leila Khaled), efterdønningerne af et selvmordsangreb i Jerusalem i 2002, krigen i Tjetjenien, børnearbejde, AIDS i Afrika, etc. Og typisk for festivalens profil var fra Danmark valgt film som Ove Nyholms Ondskabens Anatomi og Magnus Bejmar og Simone Aaberg Kærns Smiling in a War Zone.
Markedsdiktatur
Løb der en rød tråd gennem mange af festivalens indslag, kunne det være globaliseringen og dens konsekvenser for det enkelte individ.
Og for at sætte filmene ind i en ramme var der arrangeret en paneldiskussion, hvortil man foruden Micha Peled (instruktøren af China Blue) bl.a. havde inviteret så prominente navne som den amerikanskfødte og i Frankrig bosatte forfatter og aktivist Susan George og den indiske kernefysiker, forfatter og aktivist Vandana Shiva (hvis arbejde i øvrigt er emnet for en ny svensk film, Bullshit).
Mens Susan George med vanlig harme langede ud efter det, hun betegner som de multinationale selskaber og WTO's nyliberalistiske markedsdiktatur, fokuserede Vandana Shiva på en af sine kæpheste, nemlig det urimelige i at transnationale corporationer som Monsanta kan tage patent på kornsorter, som indiske bønder har dyrket i århundreder.
"Indtil videre er der mere end 40.000 indiske bønder, der har begået selvmord på grund af de fortvivlende forhold," oplyste Shiva, der betragter den økonomiske globalisering som det største folkemord nogensinde. "Et sundt samfund har brug for små virksomheder og bønder. At forhindre deres overlevelse er at nægte os retten til at leve. Snarere end at globalisere økonomien bør vi globalisere værdier som frihed, mangfoldighed samt adgangen til mad og anstændige levevilkår." I sit oplæg nævnte Shiva den amerikanske forretningskæde Wal-Marts aktuelle forsøg på at komme ind på det indiske marked.
"De har lovet os to millioner nye jobs," sagde hun, "men de har glemt at fortælle, at prisen formodentlig vil være et tab af 200 millioner andre lokale arbejdspladser."
Roser uden duft
Hvilket spillede bolden tilbage til Micha Peled, hvis første film i en planlagt trilogi om globalisering (hvoraf China Blue udgør anden del) netop handler om Wal-Mart. I Store Wars: When Wal-Mart Comes to Town (2001) skildrer Peled lokale borgeres kamp imod Wal-Marts indtog i den lille by Ashland, Virginia. Wal-Mart er med sine 1,3 millioner ansatte USA's største arbejdsgiver efter staten, og selskabet, der har gjort en række medlemmer af Walton-familien til milliardærer, er et ekstremt eksempel på, hvad der kan ske, hvis man lader de rå markedskræfter agere helt uden begrænsninger. En del af strategien bag kædens økonomiske succes er at styre alt centralt og at forhindre medarbejderne i at organisere sig.
Hertil kommer, at man betaler de ansatte så lidt i løn, at de teknisk set lever under fattigdomsgrænsen. Mange ansatte i de amerikanske Wal-Marts er således berettigede til hjælp fra det offentlige (madkuponer), hvilket betyder, at kæden indirekte er statssubsidieret og dermed en belastning for skatteyderne - plus at mange lokale butikker bukker under i de byer, hvor Wal-Mart etablerer sig. Hvilket er årsagen til, at en del lokalsamfund nu er begyndt at lægge pres på myndighederne for ikke at give Wal-Mart tilladelse til at bygge nye forretninger.
Som svar på et afsluttende spørgsmål om, hvorfor Micha Peled for nogle år siden besluttede fremover kun at lave film om globaliseringens konsekvenser, fortalte han om sin opvækst i en lille by i Israel, som var kendt for sine mange forskellige typer roser med hver deres duft og farve.
"På et tidspunkt fandt man ud af, at det bedre kunne betale sig at importere roser fra Sydamerika. I dag er der ikke længere nogen, der dyrker roser i min fødeby. Man kan kun købe én type roser, og de er importerede og har ikke nogen duft. Det er for mig at se et billede på globaliseringens bagside."
Micha Peleds China Blue vil til efteråret blive vist på cph:dox.
