Læsetid: 4 min.

Grønne fingre og landskabsformer

To bøger om havekunstens nulevende emeritusser rejser vigtige spørgsmål om planter og landskabsfaconer
To bøger om havekunstens nulevende emeritusser rejser vigtige spørgsmål om planter og landskabsfaconer
23. juli 2007

Landskabsarkitekten Jørn Palle Schmidt har fået sine drivhushøns med i bogen, fotograferet af fag- og familiefællen Agnete Muusfeldt. Saglige, kønne billeder af forsøg med bevoksning og afskærmede inde-uderum for mennesker, planter og dyr. Grøn form - Grønt modspil hedder værket, og scenerierne på hjemmefronten er markhegn, frugtlund, køkkenhave, bærplantage, hække, græsmark, plæne, blomsterhave og skovplantning med henblik på Vestskoven, da den skulle have en bedst mulig start tilbage i 1970'erne.

Schmidt har som landskabsarkitekt brugt sin eventyrlige landejendom i Ulkerup som forsøgsfelt med dyrkning og trævækst, for at bruge erfaringerne i større landskabsopgaver. Og begrebet 'større' rækker vidt, for han har været konsulent og projekterende på både gårdhaver, motorvejsudfletninger og offentlige områder i almennyttige boligbyggerier.

Grundlag og virkemidler

Bogen lægger ud med et programmæssigt afsnit om betydningen af det konkrete landskabelige grundlag - klima og jordbundsforhold. For det skifter fra lokalitet til lokalitet og bliver ikke altid fagligt respekteret. Men det er nødvendigt, hvis forestillingen om paradisisk frodighed skal kunne virkeliggøres.

Næste tema i bogen er eksempler på Jørn Palle Schmidts produktion - blandt andre landskabsområdet mellem Kingohusene i Helsingør, uden om Blaagaard Statsseminarium, Nordre Kirkegaard i Herning og Dansk Folkeferies bebyggelse i Vigsø. Og landskaberne er ikke kun et spørgsmål om høje træer eller blomsterbede. Det er lige så vel arbejdet med bløde træk og skarpe kanter i bearbejdningen af terrænets små og større højdeforskelle.

Her oveni bliver bogens pædagogiske spørgsmål så: Hvad kan man gøre med planter som kompositorisk virkemiddel? Med skovbryn, søjleskove og trægrupper? Med alleer, markhegn og klippede hække, eller græseng og blomsterbund? Værket viser fotografier af det hele, først og fremmest med Agnete Muusfeldts blik på Schmidts arbejder. Det er både en øjenlyst og en saglig øjenåbner.

Generationsforskel

Bogen er ikke fugtig lyrik i skyggen af grønne nuancer, men et sprødt livs erfaringer fastholdt, nedfældet og redigeret af Annemarie Lund, som selv er landskabsarkitekt.

Der er foruden billeder og beskrivelser megen saglig botanik i teksten, og der er også et planteregister bag i bogen. Mellem linjerne ligger en bekymring for, om dansk have- og landskabsarkitektur er ved at miste sit naturlige udgangspunkt - den nøje sammenhæng mellem jord og vækst.

En vis skepsis vendt mod nyere generationers mere billeddannende interesser og større åbenhed over for et bredere eller mere kunstfærdigt spektrum af materialer og plantetyper. Måske er konflikten mere af temperaments- eller generationsmæssig art - en slags parallel til uenigheden i sin tid mellem tømmer-og-tegl-arkitekterne over for dem med glas og stål på programmet. Men måske er der også en forskel i orienteringen på spil, mellem uddannelsen på den nu universitære Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, hvor Jørn Palle Schmidt var professor i mange år, og så Kunstakademiets Arkitektskoles landskabsuddannelse på Kongens Nytorv i sin tid, (nu Holmen).

Dér fungerede Sven-Ingvar Andersson som professor. Og han er mere artistisk gearet end sin jordbundne landskabskollega på Frederiksberg. Sådan var fordelingen frem til omkring 1990.

Nymfe og nisser

Anderssons og to andre svenske professorers haver har journalisten Lotte Möller skrevet en bog om. Tre mästare - Tre trädgårdar hedder den. Hun er givetvis bevidst om faren for at komme til at betragte ældre landskabsarkitekter som havenisser. Men hun gør alligevel, hvad hun kan for at få de tre svenske professorer til at fremstå sådan. Underligt - i betragtning af deres livslange hæderkronede indsats for faget. For fauner er og var de snarere, her lystigt agerende i deres egne haver, og hun så nymfe eller huldre i bogens beretning.

De tre er optaget af deres nærmeste grønne omgivelser og resignerer, selv lidt overraskede ved det kønne resultat, over det alt for store arbejde med at følge plejeniveauet op som førhen. Til gengæld kan SIA, som han konsekvent bliver kaldt i fagkredse, glæde sig over, at gulvbrædderne i barnebarnets hule i træet nærmest er blevet ét med stamme og grene. Og så mindes d'herrer gamle skrøner fra ungdommens tegnestuer og taler seriøst om fagets udvikling i løbet af deres menneskealder - fra gartner til havearkitekt eller ligefrem landskabsarkitekt. Og om hvorvidt begrebet modernisme giver mening, når det drejer sig om skandinavisk landskabspleje.

Men fokus i den charmerende havebog ligger på deres egne nære grønne omgivelser, og der er meget at se på og høre om. Til gengæld får vi ikke meget at vide om Svenn-Ingvar Anderssons Karlsplatz i Wien eller hans område nedenfor den nye triumfbue i Paris, Gunnar Martinssons byfornyelse i Ludwigshafen, mens han var professor i Karlsruhe, eller Alnarp-professor Per Fribergs svenske kirkegårde og Barsebäck-omgivelser.

- Annemarie Lund: Grøn form - Grønt modspil. En biografi om landskabsarkitekten Jørn Palle Schmidt. Arkitektens Forlag. 176 s. ill. Kr. 375.

- Lotte Møller: Tre mästare - Tre trädgårdar. Bokförlag Natur och kultur. 256 s. ill. Sv.kr. 465.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu