Læsetid: 6 min.

Houellebecqs ’Muligheden af en ø’ er menneskehedens foreløbige testamente

Den franske forfatter Michel Houellebecq har gjort det igen: Han har skrevet en roman om menneskelige tragedier, der bliver til hele vores kulturs undergang. Morsomt alligevel og uimodståeligt kynisk, men efterhånden også en sentimental grimasse
15. september 2005

Det var en af de stille sensationer, hvor man ikke kunne finde en forbryder, men bare sige: Det kan vi ikke gøre noget ved, men vi kan heller ikke acceptere det.

Det er for meget, og det er især for meget, at vi alle sammen gør for lidt: 10.000 franskmænd døde under hedebølgen i 2003. Det var en ekstraordinært varm sommer, men det var nu ikke derfor, de døde.

Som den franske forfatter Michel Houellebecq skriver i sin nye roman La possibilité d'une île (Muligheden af en ø, red.): De døde, fordi der ikke var nogen, der ville tage sig af dem. Fotografier i aviserne af alle dem, der døde alene i deres lejligheder, på plejehjemmene og hospitaler kunne være billeder fra koncentrationslejre.

De lå nøgne efterladte på beskidte senge; der var ingen, som kom med et glas vand til dem: "Journalisterne skrev, at disse scener var uværdige for et moderne land. De forstod ikke, at disse scener kun kunne blive virkelighed, netop fordi Frankrig var i færd med at blive et moderne land. De forstod ikke, at kun et virkeligt moderne land ville være i stand til at behandle de gamle som rent affald, og at en sådan foragt for forfædrene ville være utænkelig i et afrikansk land eller i et traditionelt asiatisk samfund."

Denne episode blev udlagt som udsagn om, at vi endnu ikke er moderne nok. For Michel Houellebecq er tragedien ikke, at vi er alt for moderne, men mest af alt, at vi er ude af stand til at være andet.

Det moderne projekt skulle kulminere med det selvstyrende individ. Nu viser han en masse vestlige individer, der kan iagttage fællesskabers sammenbrud og reaktionære reparationsbesøg, men de kan ikke styre det. De kan ikke andet end fortsætte med at forbruge, onanere og deprimere hinanden.

Modkulturen er stand up-komikeres selvudnævnt-politisk ukorrekte tilsvininger, hip hopkulturens variationer over social foragt og uendelig meget blød pornografi i fjernsynet. Man stimulerer sig selv, man bliver træt af at være overstimuleret.

En af fortællerne i La possibilité d'une île kan godt begræde det. Han er en parodi på den klassiske intellektuelle, han er en kynisk komiker, der lever af at få os til at grine af ondskaben. Hvis man ikke kan gøre noget ved brutaliteten, kan man som komiker gøre den til materiale for morskab.

Kynisk triumferende

Det er også et portræt af den desillusionerede forfatter Michel Houellebecq: Han skriver den nye roman på små scener, der tilbyder lidt håb om noget lidt bedre, men kulminerer kynisk triumferende med at udstille håbet som dumhed. Han nævner noget tilsyneladende godt; for straks at udstille det som det værste:

"Ungdom, skønhed, styrke: Den fysiske kærligheds succeskriterier er præcis de samme som nazismens."

Eller som komikeren siger et andet sted i La possibilité d'une île: Man kan stadig bruge fornuften. For det kræver intelligens for kvinder at afgøre, hvordan og hvornår de i det offentlige rum skal kærtegne deres partners kønslem.

Det, der gør Michel Houellebecq til en dygtig kulturkritiker, er, at han tager alarmerende episoder som sommeren 2003 og sætter dem sammen som mønster. De forskellige forfaldstendenser tegner et stort billede. Det bliver til romaner, fordi det enkelte menneske i sin egen hverdag ødelægger og forbruger lidt hele tiden. Ingen er uskyldige, men der er heller ikke nogen, som er ansvarlige.

Angriber og får hug

Han skrev sine første tre romaner som attentater på senmoderne idealer: Entreprenørkulturen, forestillingen om det gode liv som selvrealisering gennem arbejde blev i Udvidelse af kampzonen udstillet både ondskabsfuldt og morsomt.

Den næste roman, Elementarpartikler, blev Michel Houellebecqs internationale gennembrud. Gennem to halvbrødres forskellige, men lige ulykkelige skæbner skriver han forbindelser mellem ungdomsoprøret og nyliberalismen, nyåndeligheden og den desillusionerede fremskridtstro sammen som individualistisk rædselsscenario. Den ene bror, Michel, kan ikke længere begære noget, den anden bror, Bruno, onanerer til pornoblade, mens han drikker whisky. Indimellem skriver han hadske noveller.

Den tredje roman Platform udfolder sexturismen som middelklassekolonialisme. Den ender i Asien med en konfrontation med islamiske terrorister, som reagerer voldeligt på vesterlændinges skamløse hedonisme.

Nogle har derfor betragtet Houellebecq som profeten, der forudså 11.september. Toneangivende franske muslimer har ført en injuriesag mod ham for at kalde islam for den dummeste religion. Michel Houellebecq er noget så gammeldags moderne som en ægte skandale; han drikker sig fuld under interview, og han kræver sex med kvindelige journalister.

Han fortæller om sit had til vores moderne indvidualisme, men understreger, at han under ingen omstændigheder selv kunne leve anderledes.

La possibilité d'une île udkom i et første oplag på 200.000 eksemplarer, skandaleforfatteren blev fejret som rockstjerne i fjernsynet og radioen. Michel Houellebecq er sin egen franske 'affære'. Den nye roman fortæller de samme historier som de gamle romaner. Men La possibilité d'une île slutter ikke med katastrofen. Den begynder flere århundreder efter, det meste af menneskeheden er afløst af kloner.

Replikanter af døde

New York er ødelagt af en klimakatastrofe og Madrid smadret af atomkrig. Romanen er fortalt af tre Daniel'er. Den ene Daniel lever i det 21. århundrede. Han er komikeren, der har toppet efter store succeser med antisemtiske udfald og 100 pct. had.

Daniel havde engang en kone, som han i bogen hævder, at han ikke ville genkende, hvis han mødte hende på gaden. Den dag deres søn begik selvmord, spiste Daniel æg med tomat.

De to andre fortællere er Daniel24 og Daniel25. De er genetiske reproduktioner af 21. århundredes Daniel. Bogen er skrevet som scener i Daniels tilværelse, der fører frem mod hans tidligt annoncerede selvmord. Indimellem fortællingerne fra hans langsomme forfald sidder Daniel24 og Daniel25 i korte kapitler langt ude i fremtiden og funderer over de gammeldags mennesker, der levede i begyndelsen af det 21. århundrede.

De fortæller den oprindelige Daniels historie og kommunikerer med de reproduktioner af de andre aktører i Daniels tilværelse. De er de 'nye mennesker', men de bruger deres tid på at prøve at forstå de gamle mennesker. Det fortælles, hvordan det 21.århundredes mennesker efter at have frigjort sig fra de gamle religioner og de traditionelle fællesskaber blev fascineret af en ny kult, en ny religion, som baserede sig seksuelle nydelser og på genetisk genopstandelse. Man begår selvmord for at genopstå som klon.

Satire og monotoni

Den oprindelige Daniel var ellers ikke troende, han var lykkelig i korte perioder. Første gang da han mødte Isabelle, der var redaktør på et fransk blad om teenagere for voksne. De blev gift og flyttede til Spanien, da hun blev for gammel til at skrive om de unge menneskers lidelser og længsler, som skulle fængsle de ældre mennesker.

Den smertefulde ældringsproces er det eksistentielle omdrejningspunkt i La possibilité d'une île. Isabelle forudsagde selv, at Daniel ville forlade hende for en yngre kvinde. Men han forlod hende bare og fandt først senere den unge Esther, der gerne vil være stjerne. Det er som alt andet: et spørgsmål om tid, inden hun forlader Daniel.

Han kommer til at drikke lidt for meget, kede sig alt for meget, og det kan ikke fortsætte. Og så bliver han involveret i den kult, der promoverer udødelighed som sejr over de smertefulde ældringsprocesser.

På trods af forskellige fundamentalismers midliertidige modstand ender kulten som global succes. Satiren i La possibilité d'une er île er den samme som i hans andre romaner, skæbnerne er fortalt før og bedre af Houellebecq selv. Nu sætter han dem på spidsen i myten om vores alle sammens undergang. Det bliver de ikke bedre af. De bliver trivialiserede. Og kynismen viser sin bagside, der tenderer kitsch: En sentimental forestillling om 'lykken'. Hunde bliver idealiserede, fordi deres kærlighed er ubetinget.

Bogens ambition er den modsatte af komikeren Daniels: Den fremstiller noget kynisk modbydeligt for at fremkalde en menneskelig reaktion. Den fremskriver en undergang for romantisk at vise det gammeldags menneskes tragiske skønhed. Men det går Houellebecq som så mange andre romantiske kynikere: Hans bog bliver udleveret til kynismens stigningsspil, et overdrev af sjofelheder bliver til ren maner.

Det er morsomt til tider, skarpt i de bedste passager, men falder sammen i monotoni. De symptomer på forfald, der sættes sammen, tegner ikke et overbevisende billede hverken af levende mennesker eller store kulturer. De tegner et billede af en virkelig stor forfatter, der med denne bog uheldigvis bliver sin egen afmægtige parodi.

Michel Houellebecq: La possibilité d'une île. 494 s., 22 Euro. Fayard ISBN: 2213625476

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu