Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hvornår vi blev danske

Stammens historie i veloplagt meningsmættet fremstilling med synteser
Er kirken blot en påstand i nationalidentiteten? Henslæber den bare en skyggetilværelse som køkkenur for julegåsen? K.V. Jespersen kunne i sin læseværdige bog -Historien om danskerne 1500-2000- godt have udersøgt kirkens rolle grundigere. Ribe Domkirke.

Er kirken blot en påstand i nationalidentiteten? Henslæber den bare en skyggetilværelse som køkkenur for julegåsen? K.V. Jespersen kunne i sin læseværdige bog -Historien om danskerne 1500-2000- godt have udersøgt kirkens rolle grundigere. Ribe Domkirke.

Holger Bundgaard

Kultur
23. juli 2007

Skønt Ritt Bjerregaard ved flere lejligheder har tilbagevist som datidig undervisningsminister virkelig at skulle have sagt: Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære, anvender historikeren Knud J.V. Jespersen ikke desto sentensen.

Det sker i hans nye fremstilling af danmarkshistorien 1500-2000 til at markere paradigmeskiftet fra småstatstænkning, neutralitet og dyrkelsen af det grundtvigianske middelmål til såkaldt moderne (liberalistisk) samfund med individuelle store krav til den enkelte om noget for noget.

Knud J. V. Jespersen erkender dog at i og med at man forlader og forkaster, hvad han kalder Bjerregaards lakoniske kynisme - som hun altså næppe selv står for - og stiller krav om mere og mere paratviden i evaluerende skemaform, risikerer man at anfægte selve den grundlæggende danske model. Og det er jo ikke så godt, hvis man samtidig mener at denne stadig har noget for sig.

De store linjer

Knud J.V. Jespersen har sat sig for at skrive en syntesehævdende historie om den danske stamme, som er mere stamme end nation, og har med kyndighed og skrivefærdighed opfyldt sin dont langt hen ad vejen. Sagt med andre ord er det en fornøjelse at læse en historiker med meninger om sit fags anvendelse og det land, faget betjener.

Jespersen dyrker de store linjer og ser klart et skel mellem nyt og gammelt i år 1500. I enhver henseende begynder her de nye tider med ændrede erhvervsstrukturer der peger fremad, ændrede religiøse strømninger nu i fast form, samt en reformeret rigsregering med vilje og magt til at gribe ind i det vældige territoriums anliggender.

Vældigt var det i dette udgangspunkt, faktisk en nordeuropæisk stormagt, hvis status understreges af Chr. 4. Denne muskelsvulmende rolle i den europæiske krigspolitik bliver da også spillet med alle kort på bordet. Det går så galt, fordi musklerne ikke er tilstrækkelige.

I den kendsgerning at de næsten var det, tager Jespersen afsæt til et mindre opgør med den radikale historietradition, hvis pointe jo er den, at Danmark altid har været en småstat og må opfattes som sådan. Rigtigt er det, at de radikale historikere, de toneangivende - også i dag kan man sige - med Erik Arup i spidsen hævder denne opfattelse med blikket fast i deres egen samtids politiske opgør mellem højres godsejere og militærglade stormagtsfantaster og på den anden side det radikale hvad-skal-det-nytte segment.

Imidlertid kan man indvende at den stormagtsstatus som den modsatrettede historietradition - gårdmandslinjen eller den konservative og nationale tradition - hævdede i opposition mod Arup & co i virkeligheden ikke var eller er særligt overbevisende. Danmark var vel kun en territorial stormagt i de perioder, og så længe ingen større interesser anfægtede dette.

Perioden før, for eksempel hvor Hansestæderne regerede, viste klart hvor ringe et magtgrundlag som Danmark med tilliggender udgjorde. Den radikale opfattelse kan meget vel i hele sit fundament være den mest realpolitiske og kildefaste og dermed falder noget af Jespersens argumentation.

Stærke holdninger

Knud J.V. Jespersens højst læseværdige bog præges således af stærke holdninger, der i samklang med den for øjeblikket herskende tidsånd oven i radikalisme-opposition sætter tykke streger under den kristne religions altafgørende betydning for danskhedens udvikling. Det ligger lige for at hævde synspunktet og samtidig, som Jespersen retfærdigvis også gør, understrege religionens diskrete ophold.

Landsbykirken optræder på guldalderbillederne som rekvisit i landskabet, ikke som hovedsag. Akkurat som kirken henslæber en skyggetilværelse i langt de fleste danskeres liv og hverdag, der mildt sagt ikke er præget af Gud og Jesus som andet end køkkenur for julegåsen.

Det kunne være underfundigt, om historikeren her tog det modsatte standpunkt og undersøgte hvorvidt kirken i hvert fald siden 1860'erne og med stærk accent siden 1945 ikke snarere har eksisteret som påstand i nationalidentiteten. Hvad kirken mangler i gennemslagskraft og vedkommenhed for de fleste moderne mennesker, har den til gengæld i evnen til at gøre opmærksom på sig selv. En kratfuld pressionsgruppe med henvisninger til Grundtvig som slagvare.

Åbner man i vore dage for DR's program 1, skulle man tro at danskerne tilbragte noget nær halvdelen af deres liv i kirken eller i åndfuld drøftelse af præsternes arbejdsvilkår. Knud J.V. Jespersen kunne gerne have diskuteret lidt mere livfuldt og lidt mere dybtgående med sine modsynspunkter, det havde gjort den veloplagte bog rigere.

Men Historien om danskerne skal have sin plads i reolen side om side med de større fremstillinger, samt de relativt få andre værker der på ligervis har anlagt så stærke synspunkter. Bogen kan ikke stå alene; det skal ikke opfattes som kritik snarere som et kompliment.

Hvor bliver man hver gang klogere af markerede meninger.

Knud J.V. Jespersen: Historien om danskerne 1500-2000. 308 s. ill. Gyldendal. ISBN 9 788702 058352

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her