Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ingen trøst at hente

Den britiske forfatter George Monbiot rammer med sin bog 'Globalt hedeslag' ind i hjertekulen af sine privilegerede læsere, skriver miljøminister Connie Hedegaard her i sin anmeldelse af bogen. Da det er os - denne verdens rige og privilegerede - der har skabt klimaproblemet, er det også os, der først og fremmest må gribe til handling
-Hvis du flyver, ødelægger du andre menneskers liv,- skriver George Monbiot i sin bog -Globalt hedeslag-. Det vækker stof til eftertanke hos anmelderen, miljøminister Connie Hedegaard, der i embeds medfør er nødt til at flyve temmelig meget. Her ses ministeren i Ilulissat i Vestgrønland.

-Hvis du flyver, ødelægger du andre menneskers liv,- skriver George Monbiot i sin bog -Globalt hedeslag-. Det vækker stof til eftertanke hos anmelderen, miljøminister Connie Hedegaard, der i embeds medfør er nødt til at flyve temmelig meget. Her ses ministeren i Ilulissat i Vestgrønland.

Martin Lehmann

Kultur
12. juli 2007

"Vi er de heldigste generationer, der nogensinde har levet. Vi kan også meget vel gå hen og blive de heldigste, der nogensinde har levet. Vi befolker det korte historiske interval mellem miljømæssig overbelastning og miljøkatastrofe."

Så er scenen ligesom sat. Udfordringens omfang skitseret: Så slemt er det, så stor er opgaven, og måske især: Så stort er dit og mit ansvar.

Man kan ikke beskylde George Monbiot for at lefle for sine læsere i sin bog Globalt hedeslag, der nu er udkommet på dansk. Tværtimod, da det er os - denne verdens rige og privilegerede - der har skabt problemet, står det også bøjet i neon, at det er os, der først og fremmest skal gøre noget anderledes i morgen, end vi gør i dag, hvis klimaudfordringen skal håndteres. Kapitel for kapitel dynger den drevne klummeskriver ved The Guardian facts op foran læseren, og side for side står det klart, at der ikke findes lette løsninger. Det er vores livsstil, der har skabt problemet - derfor ser Monbiot ingen anden vej end at ændre samme livsstil. Måden vi bygger og opvarmer vores huse på. Måden vi transporterer os på. Måden de varer, vi forbruger, produceres og distribueres på.

Den enkeltes ansvar

Konsekvent har Monbiot øje for, at risikoen for at ende i ufrihed og statsdirigering ligger lige for, hvorfor han til stadighed prædiker det personlige ansvar. Politikere skal skabe rammerne, men man kommer ikke uden om, at den enkelte må vurdere hans eller hendes eget bidrag. Regeringer kan kun handle, hvis dens borgere kræver, at den gør det, og hvis de, der kræver forandring, gør det højere og mere effektivt end dem, der kræver, at intet forandres.

Han eksemplificerer det med en af hans absolutte syndebukke: Flyvningen, som vokser og vokser og derved er skyld i en stadig voksende andel af CO2-problemet. Selv elsker han de muligheder, det at flyve bringer med sig, men vi er nødt til at indskrænke vores flyvning, for "hvis du flyver, ødelægger du andre menneskers liv".

Som han skriver: At tænke som etisk bevidste mennesker, at klæde sig som dem, at indrette hjemmet etisk bevidst, betyder ikke en døjt, hvis ikke vi også bærer os etisk ad. Derfor lægger han heller ikke skjul på, hvis frihed, der vil blive mest begrænset i fremtiden: nemlig medlemmerne af verdens mest magtfulde klasser. Og, som han skriver, det er værre endnu, for det er jo faktisk os.

Stof til eftertanke

Her kan man som dansk miljøminister - der i embeds medfør er nødt til at flyve temmelig meget som del af klimadiplomatiet forud for 2009 - godt savne gode råd - men måske vi skal sætte vores lid til flyselskabet Virgin's Richard Branson. Han har investeret milliarder i forskning i og udvikling af langt mindre forurenende flybrændstoffer, således at han hævder, at han i løbet af et par år kan fremvise bemærkelsesværdige resultater.

Men i forhold til troen på teknologien leverer Monbiot stof til eftertanke. F.eks. fortæller han, at den gennemsnitlige amerikanske bil i dag kører 20,8 miles (ca. 32 km) pr. gallon (3,79 liter) brændstof. Det siger måske ikke umiddelbart den danske læser alverden. Men så kommer tilføjelsen: Det er 17 pct. dårligere end Model T Ford årgang 1908.

Jeg stødte første gang på Monbiots bog - på engelsk Heat - på et stort rally i foråret i Boston. Hovedtaler var Ed Markey, der af Kongressens nye stærke kvinde Nancy Pelosi er udpeget til at stå i spidsen for en ny klimakomité, der har til opgave at sikre, at der kommer noget ud af de mange forskellige klimaforslag, der p.t. ligger på Kongressens bord. Studerende, overvintrede 68'ere, organisationer og aktivister, veganere og økologer, alle var de opsat på at skubbe til den udvikling, der i disse måneder tager fart i USA, hvor flere og flere får øjnene op for klimaudfordringens alvor. Her var det tydeligt, at Monbiots bog lå øverst på hitlisten, og det forstår man godt, for den er velskrevet, meget, meget direkte, og så er den fyldt med illustrative eksempler.

Beskatning duer ikke

Der er efterhånden ganske meget klimalitteratur, men denne her er til at gå til, fordi den både giver elementære facts om, hvad klimaproblemet sådan i korthed går ud på, og samtidig er den handlingsanvisende. Ja, forfatteren begynder simpelthen jagten på løsninger i sit eget hus ud fra en grundlæggende erkendelse af, at vi alle er tilbøjelige til at forbruge så meget, som vores indkomst tillader os at forbruge, hvorfor der er en indbygget tendens til, at miljøbevidsthed altid er noget, "de andre" må udvise.

Derfor duer det i øvrigt ikke at beskatte sig ud af problemet, mener Monbiot. For det ville ramme de fattigste mest, mens de velstillede bare kunne fortsætte med at forbruge brændstof.

'Bevis, at jeg tager fejl'

Det er med andre ord vores holdninger, der skal ændres. Og så skal vi bruge den viden, vi har, til at skabe mere energirigtige løsninger i vores hjem: Vi skal energimærke, vi skal gøre intelligente elmålere obligatoriske (hvad jeg håber, bliver et resultat af de hjemlige energiforhandlinger til august), vi skal få styr på standby-forbruget, som ingen har nogen som helst glæde af, men som ifølge Monbiot udgør hele to pct. af det samlede elforbrug etc., etc. Og så skal vi altså ikke mindst transportere os anderledes og forstå, at vi ikke kan rejse ubekymret jorden rundt, bare fordi det er muligt.

Og ja, han ved, at han rammer ind i hjertekulen af sine privilegerede læsere, men "jeg har ingen trøst at tilbyde", skriver han. Og "Hvis I ikke kan lide hvad I læser - så bevis, at jeg tager fejl-"

George Monbiot: Globalt hedeslag. Hvordan undgår vi, at kloden brænder?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her