Læsetid: 4 min.

Kroppe på bjerget

Sjatpisser eller ej, så får den vidunderlige Ole Thestrup hjerterne til at smelte. Også selv om Alexa Thers imponerende radikale 'Jeppe på Bjerget' handler om sexovergreb som magtens bedste middel
30. januar 2007

Holberg er ordets mand. Men instruktøren Alexa Ther og scenografen Rikke Juellund fortolker frækt Jeppe på Bjerget som en historie om en kroppens mand.

Ole Thestrups Jeppe smiler med fortænderne. Så skubber han maven frem og lader sin dyrtkøbte slurk brændevin glide ned til alle de andre. Ahhhh! Så smiler han tilfreds og lykkelig, sådan et øjeblik med blød hage. Og så vil han jo gerne lige have bare én slurk til...

Den indtagende Ole Thestrup får hjerterne til at smelte, sjatpisser eller ej. Hans enfoldige charme overskygger hans misbrugsstank, alkoholiker eller ej. Og hans stemme smyger sig ind i ørerne - om børnene og koen og drømmen om en kone, der ikke slår. Hans ynkelige hanrejskæbne vækker også oprigtig medlidenhed; at han ligefrem skal takke degnen for sine anseelige horn, dér går grænsen!

I Det Danske Teaters konsekvente fortolkning er Jeppe nemlig en overvældende blid mand. Men også overvældende fysisk. Han lever og ånder i sin udflommede krop - og sådan er det. Han kan ikke så meget som slå en flue ihjel. Eller kan han? Det er det, Holberg stiller spørgsmålstegn ved.

Hele forvandlingskomedien går ud på at lade den døddrukne Jeppe fra møddingen vågne op i baronens seng, så han kan bildes ind, at han er baronen – og så se, hvordan han forvalter magten. Indtil han altså igen drikkes i koma, så han kan lægges tilbage på møddingen.

Hævnlogik

Alexa Thers flotte instruktørgreb er, at hun viser, hvordan magten er tæt knyttet til sexmisbrug. Overgrebene gælder hele persongalleriet. For ikke blot baronen kaster sig over sine tjenestepiger, sådan som han nu har lyst til. Nej, degnen gør det også, og Jeppes kone Nille lader sig misbruge af degnen, antagelig fordi det giver en smule anerkendelse. Men denne Nille lader også skomageren bruge sin krop, simpelthen så hun kan score lidt penge – de samme penge, som både hun og skomageren ved, at Jeppe kort tid efter vil lægge tilbage i skomagerens brændevinskasse.

Det helt radikale er dog, at Alexa Ther bringer sexmisbruget helt derud, hvor også Jeppe bliver den, der anvender sex som magtdemonstration. Jeppe spiser middag med ridefogedens kone, både hos Holberg og hos Ther. Men hvor han hos Holberg falder i søvn af druk, så formår han hos Ther minsandten også lige at voldtage konen, inden han dratter omkuld. Vel at mærke mens hendes mand ser på det, uden at gribe ind.

Og da manden senere mander sig op til at protestere, er det ikke for at beskytte konen, næ, det er for at hævne sin egen, krænkede ære. Og da det ikke lykkes, vælger han bare selv at øge hævncirklen af voldtagne... Så rå og kvinderealistisk er Alexa Thers tolkning – og så konsekvent. Og Rikke Juellund har betonet denne overgrebstolkning med raffinerede kostumer, der hele tiden spiller på kroppens afmagt eller fysiske indtagelighed.

Alle sexofre har undertøj på, eller også har de selv-ude-om-det-kjoler, hvis skørter næsten løfter sig op af sig selv. Og rundt om Jeppe i baronens seng er alle tjenere klædt ud som lilla drags med villig taljeelastik, inklusive baronen selv!

Ømt er det. Desuden er scenografien så påstået abstrakt, at både herregårdens tapet og bondens bølgende kornmarker og vorherres sejlende skyer kan aflæses i et sæt wonderbelyste farvestriber på nogle vægge. Kun den overgrebsparate krop er konkret!

Sådan spilles stykket også af et velgearet ensemble. Usentimentalt og tragikomisk af Charlotte Munksgaards overlever-Nille. Truende og hormonmaskulint af David Rousings kynisk beregnende ridefoged. Desperat medfølende af Peder Holm Johansens besindige kammertjener. Pjanket og medløberkækt af Thomas Corneliussens sekretær. Strategisk af Jacob Webles ligeglade skomager. Og skræmmende offervant af Ninna Cederholms smerteramte kvinde, der hundses rundt, som var hun billede på den europæiske kvinde de sidste 300 år – mindst.

Hånretorik

Mest vovet spilles baronen. Ken Vedsegaard giver ham den traditionelle hån og arrogance. Men samtidig har han noget psykopatagtigt over sig, der gør figuren langt farligere, netop fordi denne baron ingen evne har til selvrefleksion eller følelsesmæssig erkendelse. Det gør måske Holbergs slutreplik om bonden og regenten mindre troværdig. Men det gør magtskikkelsen – og magtmisbruget hos den tilfældige magthaver – så langt mere realistisk.

Jovist, skuespillerne kunne godt have haft bedre diktion, nu hvor de er så dygtige med deres kroppe. Men hellere en radikal tolkning end en formfuldendt retorik, hvis der endelig skal vælges. Alexa Ther har i hvert fald skabt en modig forestilling, der sætter fokus på den konstante voldtægtstrussel som et livsvilkår. Ikke bare i Danmark og i 1722, men også globalt og i dag – og dermed egentlig en historie, der ligger forbløffende tæt på Nikoline Werdelins opråb i Martha's Tema. I denne Jeppe på Bjerget er den sørgelige konklusion, at i voldtægtssamfundet bliver alle tabere før eller siden. Også selv om de makker ret undervejs. Og også selv om de lader være med at drikke.

Jeppe på Bjerget af Ludvig Holberg (1722). Bearbejdelse: Niels Brunse. Instruktion: Alexa Ther. Scenografi: Rikke Juellund. Koreografi: Esa Alanne. Lys: Baard Nilsson. Lyd: Jes Theede. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu