Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Kunstaktivisme med globalt sigte

Dokumentarfilmen 'The Yes Men' fortæller om en ny form for kunstnerisk-politisk aktivisme, der forener Günter Wallraffs metoder med Michael Moores rækkevidde
Kultur
24. juni 2005

Man kan roligt sige, at WTO (World Trade Organization) viste et nyt ansigt ved en række konferencer og seminarer rundt om i verden i perioden 2001-02. Ved et arrangement i Salzburg talte WTO-repræsentanten Andreas Bichlbauer åbent om at afskaffe nogle af de kulturelle barrierer mellem USA og Europa, såsom siestaen i visse sydeuropæiske lande. Ved en konference om tekstilindustriens fremtid i Tampere talte en anden WTO-repræsentant, Hank Hardy Unruh, lige så bramfrit om de økonomiske fordele ved at genindføre slaveriet i en ny international form. Og ved et møde i Australien meddelte WTO's udsendte - denne gang en vis Kinnithrung Sprat - til de fremmødtes forbløffelse, at WTO i september 2002 ville ophøre med at eksistere i sin hidtidige form, hvorefter organisationen ville blive rekonstrueret efter nogle mere humane retningslinjer. Bemærkelsesværdigt ved disse begivenheder var det komplette fravær af kritiske reaktioner blandt tilhørerne til de til tider ganske uhyrlige forslag og påstande fra WTO's udsendte. Endnu mere bemærkelsesværdigt var det imidlertid, at man i WTO's hovedkvarter i Geneve aldrig havde hørt om Andreas Bichlbauer, Hank Hardy Unruh eller Kinnithrung Sprat. Faktisk eksisterede de slet ikke! Alle tre figurer var opdigtede dæknavne for kunstneren Andy Bichlbaum, den ene halvdel af kunst/aktivistgruppen The Yes Men. Og alle tre figurer havde således under falske forudsætninger fået adgang til at tale på WTO's vegne i internationale fora, hvor beslutningstagere fra verdens største selskaber var mødt op for at hente inspiration til fremtiden.

Stimulerer til handling

I filmen om The Yes Men fortælles historien om de to kunst-aktivister Andy Bichlbaum og Mike Bonanno, som under George W. Bushs valgkampagne i 1999 oprettede en falsk Bush-hjemmeside og med ét slag opdagede, hvor let det via internettet og de nye digitale kommunikationsteknologier var blevet at opnå mediernes opmærksomhed. Denne viden blev kort efter investeret i en falsk WTO-hjemmeside, som førte til invitationen til at tale ved den omtalte tekstilkongres i Finland. Til lejligheden opfandt The Yes Men figuren Hank Hardy Unruh. Og eftersom de allerede havde lavet en lignende happening i Salzburg og dér undret sig over, at de snarere end at blive smidt på porten eller arresteret blev modtaget med åbne arme, besluttede de i Tampere at stramme skruen en ekstra omgang. Under den ulastelige business-habit blev Unruh (alias Andy Bichlbaum) således udstyret med en kropsnær gulddragt - et såkaldt Management Leisure Suit - hvorfra virksomhedslederen via en gigantisk falloslignende tingest kan kontrollere arbejderne i Den Tredje Verden. Den ønskede chokeffekt udeblev imidlertid, og i stedet blev Unruh inviteret til aftenens middag, hvor han placeredes blandt de mest prominente gæster. Filmen om Andy Bichlbaum og Mike Bonannos foruroligende succesrige kunstaktioner er en ligefrem dokumentation, der først og fremmest lever af projektets underholdende karakter og talentfulde gennemførelse. Med andre ord er The Yes Men en kunstnerisk set ikke specielt imponerende film. Men en film, der - i tråd med Morgan Spurlocks fastfood-kritiske Super Size Me fra i fjor - fænger og vækker sympati, fordi den snarere end at reducere sit publikum til passive modtagere af information stimulerer troen på, at selv i en globaliseret verden, hvor WTO siger ét og gør noget andet, kan den enkelte gøre en forskel ved at handle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her