Det italienske familiedrama Libero var en af de bedste film, jeg så i Cannes forrige år. Den blev ikke vist i den officielle konkurrence, men i festivalens sideprogram Directors' Fortnight, hvor den vandt hovedprisen. En af fornøjelserne ved at se film i det program er, at salen altid er stuvende fuld med folk, der lever sig ind i livet på lærredet. I palæet sidder alverdens filmkritikere og analyserer flittigt. I Noga Hiltons kældersal er der en sund blanding af fagfolk og filminteresserede, og der var ingen tvivl om, at Libero gik rent hjem hos begge grupper. Ikke mindst, fordi filmen fortæller en universel opvæksthistorie, og gør det, så man både griner, græder og genkender sig selv undervejs. I Cannes får man hurtigt tilfredsstillet den mere prætentiøse filmdiæt. Det er altid skønt med en film, der går lige i hjertet og samtidig sætter tanker i gang om, hvad man egentlig får med i bagagen hjemmefra, og hvordan man bliver den, man er.
For meget ansvar
Libero er en instruktørdebut fra den populære italienske skuespiller Kim Rossi Stuart og har den 11-årige Tommi (Alessandro Morace) i centrum. Ved filmens start er han og hans dominerende storesøster, Viola (Marta Nobili), endnu en gang blevet ladt alene tilbage med deres far, Renato (spillet af Kim Rossi Stuart selv), fordi deres udfarende mor (Barbora Bobulova) dyrker en affære frem for familien.
Den humørsvingende far prøver at holde sammen på hverdagen. Hans metode er at tildele Tommi og Viola alt for meget ansvar. Da deres mor en dag vender tilbage og beder om tilgivelse, bliver de to børn således søvndrukne hevet op af sengen for ved et familieråd omkring spisebordet at have de afgørende stemmer i forhold til, om mor skal benådes og igen indtage en plads i familien. Man krummer tæer, mens det sker, men en af styrkerne ved filmen er, at den insisterer på at være solidarisk med alle, selv om karakterernes sympatiske træk langt fra altid dominerer. Vi iagttager en selvcentreret voksenverden fra en 11-årigs perspektiv, men vi forstår børn såvel som forældre og kan se, at alle faktisk anstrenger sig for at få styr på livet.
Heftige temperamenter
Libero foregår i en forstad til Rom og tager os stemningsfuldt rundt i byen med billeder og musik, alvor og masser af humor. Neorealisterne spøger i kulissen, ligesom den lune opvækstskildring sender tankerne i retning af François Truffauts Ung flugt, selv om familiekonflikterne i den får alvorligere konsekvenser. Den velspillende Alessandro Morace med de store, iagttagende øjne minder lidt om Jean-Pierre Léauds Antoine Doinel, men Alessandros Tommi har mere kærlighed og forældreforståelse på sin side trods turbulensen på hjemmefronten.
Som Kim Rossi Stuart og Barbora Bobulova formidler i deres nuancerede forældreportrætter, kæmper de begge med deres natur og livssituation, men vil børnene det bedste. Temperamenterne kommer i vejen, som det bl.a. sjovt illustreres, da alt skal være idel lykke, og fotografen Renato hiver familien med på et filmjob, hvor han hurtigt får sig selv fyret, da han ikke kan tilsidesætte egne ideer og indordne sig i hierarkiet på settet.
Skal Tommi gå til svømning, som farmand insisterer på, eller have lov at gå til fodbold, som han selv drømmer om? Man skulle umiddelbart ikke tro, at et tilfredsstillende klimaks på en hel film kunne være en lille kommentar i den løbende kontrovers mellem far og søn, men det er tilfældet her. Som filmens italienske titel henviser til, er det også okay at være libero.
