Læsetid: 3 min.

Et lutrende mareridt

Med »Flandres« får et dansk publikum endelig mulighed for at stifte bekendtskab med Cannes-festivalens brutale darling, Bruno Dumont
2. februar 2007

Fransk film er ikke bange for at gå til yderligheder. Hvor Eric Rohmers karakterer snakker fanden et øre af, er Bruno Dumonts nærmest ikke til at hive et ord ud af munden på.

»Hvordan går det,« spørger vennen Denis.

»Okay,« svarer André Demester.

»Har du fået brevet?«

»Ja, mandag.«

»Skal du rejse mandag?«

»Ja.«

»Er det okay?«

(Intet svar, pause)

»Tilfreds eller ikke tilfreds?«

»Tilfreds.«

Flandres har på dette tidspunkt varet fem minutter. Vi er blevet introduceret for Demester (Samuel Boidin), der arbejder på en gård og slentrer en tur alene over markerne, men vi har stadig ingen anelse om, hvad filmen handler om, hvad Demester tænker og føler, eller hvad næste scene vil bringe.

Vi aner dog, at noget voldsomt er i vente. Det voldsomme er den krig, som Demester – viser det sig – er blevet indkaldt til. Men først skal vi, efter samme opskrift som Vietnam-krigsfilmen The Deer Hunter, synke helt ned i det almindelige hverdagsliv i Flanderns agrarsamfund, som sætter krigens absurde mareridt i relief.

Den fremmede Demester har et forhold til gårdmandens datter, den sensitive Barbe (Adelaide Leroux). De boller hastigt i skoven, men Demester vil ikke indrømme eller erkende sine følelser, måske fordi Barbe har ry for at være let på tråden. Som straf scorer hun på den lokale beværtning en fremmed mand for øjnene af Demester, der vanen tro er tavs. Men hans blik siger mere end mange ord.

Den fremmede, Blondel (Henri Cretel), skal også i krig, og efter at Barbe har taget afsked med sine to mænd på sin egen måde, drager de sammen af sted over markerne med fuld oppakning. Brat er springet fra de grønne gårde til skyttegravene og den affolkede sandørken i det unavngivne afrikanske land, hvor krigen foregår.

På rekognoscering i en tilsyneladende forladt landsby kommer Demester og hans gruppe pludselig under beskydning. Mens en gravid og ulykkelig Barbe går og venter hjemme, begynder mændenes rejse til mørkets hjerte; en rejse, der ikke handler om mødet med en ond fjende, men om de grufulde gerninger, krigen med slående lethed sætter vores ’helte’ i stand til at udføre.

Og selv om gerningerne (voldtægt, tortur, henrettelse) er barske nok i sig selv, fremkaldes gruen i høj grad af måden, instruktøren Bruno Dumont (f. 1958) filmer dem på. Lange total-indstillinger veksler med abrupte close-ups af ansigter og detaljer. Effekten er forbløffende.

Som i Pasolinis Saló (1975) stirrer kameraet på barbariet med en ufølsom lidenskabelighed, der må være identisk med gerningsmændenes.

»Når jeg filmer et landskab, repræsenterer det personens stemning. Når jeg filmer et ansigt, vil jeg have betragteren til at føle det, som rollen oplever. Kameraet bliver en sonde. Tilskueren er i direkte forbindelse med hans hjerne og hans upolerede emotioner,« siger Bruno Dumont, der foretrækker at bruge amatørskuespillere.

Åndelig dimension Er Flandres en film om, hvad krig gør ved mennesket – altså en klassisk antikrigsfilm? Nej, Flandres er et karakterstudie, en film om den tavst indesluttede Demester, der i krigen bliver konfronteret med sine dybeste følelser og foretager en frygtelig hævnakt. Men som også bliver lutret af oplevelsen og til sidst endelig kan sætte ord på sine følelser, tre forløsende ord.

Det er en film, der både ser menneskets dæmoner i øjnene og tror på det gode. Herfor fik Bruno Dumont Juryens Grand Prix 2006, og han har tidligere lavet tre film, alle lige egensindige og kompromisløse, La Vie de Jésus (1997), Cannes-vinderen L’humanité (1999) og Twentynine Palms (2003).

Dumont deler kritikerne, men jeg vil mene, at han har slægtskab med auteurs som Bresson, Tarkovskij, Kieslowski, Kiarostami – og ikke mindst de belgiske Dardenne-brødre, der med samme skrabede virkemidler (ingen musik, ingen sminke) forsøger at hæve sig over filmens iboende realisme og tilføre billederne en åndelig dimension i håb om, at mediet kan komme på højde med de andre store kunstarter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu