Selvom man godt kan gå hen og få det indtryk, handlede punkfænomenet i 1977 ikke kun om revolte, nedtur, arbejdsløshed, depression, marginalisering, narko og kunsten at gå i sort.
Som enhver paraplybetegnelse favnede punken nok videre end eftertiden vil give den kredit for, og en af dens mest charmerende afstikkere var den såkaldte new wave og/eller powerpop, hvor diverse ensembler og solister godt nok knyttede an til punkens energi, men ellers i stor stil søgte tilbage til midt-60'ernes dynamiske pop- og rockscene for inspiration.
Det betød melodisk ladede knaldperler af en to-tre minutters varighed, gerne med skæve og skægge tekster af postmodernistisk tilsnit, fyret af af cool, korthårede personager m/k iført derangerede jakkesæt, smalle slips og gamle gummisko. Til stor glæde for dem af os, som godt nok elskede punkens furiøse indædthed, men ikke desto mindre havde et indre popsvin at fodre.
Eller sagt på en anden måde - vi havde det også rigtig skægt ind i mellem. Og det skyldtes ikke mindst navne som The Rezillos, Devo, Ian Dury & The Blockheads, The Flying Lizards, The B-52's, Plastic Bertrand, The Pretenders, Elvis Costello, The Cars, Nina Hagen, Graham Parker, Lene Lovich, The Buggles, Boomtown Rats, The Police, Adam & The Ants, Joe Jackson m.fl., som alle leverede lettere subversive popdetonationer, man kunne danse til og som også gerne havnede på hitlisterne, hvor de livede gevaldigt op i trummerummet.
Det betød en renæssance for singlepladen, og et nyt syn på hvad pop var og kunne, og skabte i processen grundlaget for den popmusikalske overflod, der skulle komme til at præge 1980'erne.
Et frisk pust
En af de allertidligste og mest stilskabende eksponenter for denne metapop var New York-kvintetten (senere: sekstet) Blondie, som med udgangspunkt i det dynamiske spillested CBGB, udviklede en energisk og respektløs spillestil, der lå perfekt til forsanger Debbie Harrys ikke store, men særdeles karakteristiske stemme.
Gruppens selvbetitlede debut fra 1976 myldrede med referencer til pigegruppementalitet, noir krimier, kung fu-film, 50'er science fiction og andet hejs fra massekulturens overdrev, og den virkede som et frisk pust i et godt beklumret værelse. I begyndelsen appellerede Blondie primært til et europæiske publikum, især i England, hvor albummet Plastic Letters gav den et massivt gennembrud via hittet "Denis", en vaks opdatering af et obskurt 1950'er-hit. Men vaskeægte Blondiemania brød først for alvor ud på verdensplan med det nu klassiske Parallel Lines-album, som udsendt i 1978 og produceret af Mike Chapman lå over to år på de engelske hitlister samt kastede mindst fire hitsingler af sig.
Heriblandt signatursangen "Heart of Glass", et piss-take på disco, som ikke desto mindre gik sin sejrsgang på alverdens diskoteker og den dag i dag kan få folk ud på gulvet. Gruppens optur og verdensdominans fortsatte et par lp'ers tid endnu, før den kastede håndklædet i ringen i 1982 med den usædvan-ligt ringe The Hunter-lp.
Blondie lod sig gendanne i 1998 og udsendte ved den lejlighed det rockorienterede No Exit, der tydede på fornyet inspiration, men gassen gik af ballonen og The Curse of Blondie fra 2003 blev et flop, kunstnerisk som kommercielt.
Og nu er tiden så kommet til et definitivt farvel.
Selvfølgelig måtte denne signatur op af divaneseren og ind i Store Vega for at se sine gamle idoler tage afsked. Men lad det være sagt med det samme - det var ingen succes, selvom gruppen havde lagt det helt store greatest hits show til rette for det fremmødte, særdeles entusiastiske publikum.
Den efterhånden 62-årige Debbie Harry var forkølet (påstod hun) og hendes i forvejen ikke synderligt store stemme glimrede mestendels ved sit fravær. Hun udbrød tidligt til sit hengivne publikum, at "I'm going to need your help" - og det var ikke noget, hun sagde for sjov, de fremmødte måtte (og kunne såmænd også) klare de fleste af de høje toner for det sygdomsramte ikon, der mestendels glimrede ved sit nærvær, og jeg gik lige så hæs derfra som Harry mødte op.
Dagens mand i skysovs
Og selvom Harry var over 30, da Blondie kom frem, ligger de fleste af sangene i deres natur til en yngre kvinde, og hun kom derfor mest til at fungere som kurator for en udstilling af en stribe strålende sange, der dog på ingen måde fik den optimale medfart.
Det hjalp heller ikke, at lyden generelt var alt for lav og det første lange stykke tid tilmed dårlig, hvorfor vi rygere indimellem så vores snit til at smutte ud i baren, hvor det endnu er tilladt at nyde en smøg uden at få en mordanklage på halsen. Og der løbe ind i gamle venner og bekendte, som alle havde en Blondie-historie eller to at dele, før man atter kunne lade sig glide ind i salen, for at konstatere, at det da blev lidt bedre hen ad vejen, men aldrig helt godt.
Udover Harry var kun to af de originale medlemmer med i holdopstillingen, den ferme og originale guitarist Chris Stein samt den blændende Keith Moon-inspirerede trommeslager Clem Burke, der endte som dagens mand i skysovs.
I sin røde CBGB T-shirt glemte Burke nemlig aldrig, at det også handler om at give et godt show og det gjorde han så. Som en besat. Sikken trommeslager!
Hvor de tre indforskrevne hjælpemusikere alle var både kompetente og fuldstændig anonyme. Og som helhed var det mere kuriøst end kønt, selvom den lidt fade forestilling ikke ændrede på ens positive forbløffelse over, hvor mange gode sange, gruppen egentlig stod fadder til i sin forholdsvist korte karriere.
Og så endte det som en hyggelig og afslappet aften i nostalgiens tegn, så værre var det vel heller ikke. Man kunne dog godt have undt de gamle punkikoner et mere værdigt musikalsk farvel, men hvad fanden - fade away and radiate. Eller noget i den retning.
Blondie, Store Vega, tirsdag
