Læsetid: 4 min.

Misantropi pr. mekanik

Henrik Nordbrandts artikelprosa gennem otte år fra Tyrkiet, Spanien og Portugal er tåkrummende pinlig
10. november 2005

Allerede undertitlen på Henrik Nordbrandts nye tryksag giver læseren bange anelser. Idiosynkrasier er noget, man bekæmper og holder for sig selv, ikke noget, man dyrker og offentligt bringer til skue. Dog, at kalde indholdet af bogen for ’essays’ ville have været for prætentiøst, for hvad læseren får, er 31 løst henkastede humoristiske stykker skrevet frem på lutter affekter og netop ikke, som hos essay-genrens fader, Montaigne, båret af oprigtig vilje til at prøve en tanke, forstå et fænomen.

Nordbrandts idiosynkrasier retter sig mod så forskellige sager som fodbold (som han forveksler med fodboldrelateret vold), religion (som han identificerer med patriarkens autoritetsudøvelse og må afvise blankt, eftersom ingen over for ham har kunnet bevise Guds eksistens), og statsmagt (der for ham ligesom hos talrige andre moderne danske forfattere stort set fungerer som metafor for skattevæsenet). Desuden luftes hans dybe antipatier over for jazz, amerikanere, telefoner og poesioplæsningsarrangementer. Jo, det er i sandhed en hårdt plaget herre, der taler.

Hver gang hans tanke kommer til kort over for et eller andet i verden – og det gør den temmelig ofte, eftersom han i sine artikler afstår fra analyse og kritisk selvrefleksion – ynder han at lande på én af to platheder: Enten kalder han dem, der mener noget andet end han selv, for dumme og afstumpede - heraf bogens titel Dumhedens løvefødder - eller også får han det, som de står for, til at repræsentere selveste fascismen, som om man opnår noget som helst ved at råbe Hitler efter folk. »Fodboldkampens forførelse er i sit væsen den samme som den, tyskerne blev ofre for under Hitler« – ak, det står der faktisk, og skønt det straks modificeres behørigt, føles det direkte pinligt at bivåne sådan en letbenethed.

Grisenes religion

Den vrede forfatter bedyrer pligtskyldigst, at han skam »respekterer andre menneskers følelser, herunder også de religiøse«; ikke desto mindre vifter han al gudstro til side som et udslag af dumhed. Det intellektuelle niveau i denne store, internationalt kendte digters religionskritik kan læseren selv bedømme på det sted, hvor han med tilfældigt afsæt i glosen ’svineproduktion’ sammenligner menneskene med grise og glæder sig over, at disse vore medskabninger formentlig ikke nærer religiøse tilbøjeligheder.

De har næppe på noget tidspunkt oplevet, at et af dem stillede sig op og sagde: »Oppe i himlen har vi en fader, som I ganske vist ikke kan se. Men hør! Han taler til jer gennem mig. Han har skabt hele universet og alle reglerne for, hvad man må og, og hvad man ikke må. Og hvis I ikke adlyder Ham, så ryger I lige hen på slagteriet og bliver lavet til pølser og bacon og sylte«. Det er morsomt, som så meget i Nordbrandts prosa kan være det. Men det vidner nok også om noget, som er værre end jazz og oplæsningsarrangementer: menneskeforagt kombineret med fravær af proportionssans.

Digteren har lov til at mene, at mennesket er »naturens største fejltagelse«, men når snart sagt hvad som helst, vi gør, kan få ham til også at skrive det, fremtræder han mere som mekanik-misantrop end som kunstner.

Ukorrekt om Kafka

Der findes udmærkede stykker i bogen, især i dens første del, hvor digteren fra et fly, cirklende over Ankara, præcist får beskrevet byen og dette land, som han andetsteds kalder hårdt, voldsomt, undertiden brutalt og fuldt af afgrunde og kontraster. Fornem er i samme del en drømmespækket opsats, hvori Nordbrandt bekender stor kærlighed til Sheraton-hotellet i Frankfurt:

»Man kan fare vild på Sheraton. Man går gennem en forkert dør, og pludselig sidder man i et tog nede under jorden, eller står ved udgang B 32 og er på vej til New York. Eller man får sig en drink for meget i en af barerne og vågner op i et fængsel i Saudi-Arabien. Eller man møder en tyrkisk stuepige, og lidt efter står man i et restaurationskøkken i Paris og skal vaske op i de næste syv år, fordi man ikke kan betale regningen. Og et sted er der en skummel gang, der ender i en rusten dør, bag hvilken Hitler endnu ikke har begået selvmord. Og i et koldt værelse sidder Kafka ved et stearinlys og kan ikke skrive, fordi alt hvad han skrev, er gået i opfyldelse«.

Samme skribent figurerer i en anden tekst via en Josef K., der påstår, at Kafka aldrig fik en bog udgivet. Det er ikke rigtigt, fortællinger som Dommen, Forvandlingen, En landlæge og I fangekolonien udkom i årene 1913-19. Men unøjagtigheden er et sigende vidnesbyrd om Nordbrandts overfladiskhed i det pågældende stykke, som begynder i noget så privat og trivielt som et studielån og via ynkværdige jeremiader over Hypotekbanken og skattemyndighederne ender i et forslag om afskaffelse, dels af Kulturministeriet, dels (mindre drastisk) Statens Kunstfonds livsvarige ydelser til forfattere og andre kunstnere.

Begrundelsen må læseren kigge i vejviseren efter, for Nordbrandt kan umuligt tro, at man køber hans fremstilling af både Dan Turèll og sig selv som martyrer på kunstens vegne, så længe alle ved, at en skattegæld, den skaber man selv. Det bedste, man kan sige, om Nordbrandts helt igennem fladpandede totalangreb på, hvad han ser som sine medmenneskers dumhed, er, at det verbale skyderi trods alt på et tidspunkt hører op. Det sker side 211, resten udgøres af et appendiks.

Inden da har man måttet høre dybsindigheder som denne: »Lad fodboldidioterne slå hinanden ihjel, så slipper vi for en masse voldsmænd. Og giv dog sportsfolk lov til at indtage alle de stoffer, de har lyst til, så vi kan få nogle rigtigt flotte præstationer at se«. Den slags er muligvis skrevet med henblik på, at folk, med forfatterens egne udtryk, skal »flække af grin, falde om af grin« eller ligefrem »dø af grin«. Selv måtte jeg krumme tæer og passer i skrivende stund nemt størrelse 31.

Henrik Nordbrandt: ’Dumhedens løvefødder. Idiosynkrasier m.m’. 217 s. Kr. 199,00. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu