Læsetid: 4 min.

Det mislykkede mesterværk

Vi må gratulere oversætteren, forlaget, det danske sprog og alle danske interesserede, fordi det nu endelig 80 år efter er lykkedes at opstille Martin Heideggers spørgsmål om værens mening på dansk
18. maj 2007

Det, der er helt tæt på, kan være længst væk. Som eksempel brillerne på næsen lige foran øjnene: Man ser lige igennem dem og fokuserer på billedet på væggen, som er længere væk.

Det samme gælder ordet 'væren': Vi 'er' jo alle sammen, og vi bruger ordene 'er' og 'være' hele tiden og forudsætter selvfølgeligt, at vi ved, hvad de betyder. Men hvad skal man svare på spørgsmålet: Hvad er væren?

Måske lægmanden udpeger en stol: Den er. Men dermed har man udpeget en genstand, et 'værende' og ikke væren selv. Man har udpeget en enkelt fremtrædelse, men ikke mulighedsbetingelsen for fremtrædelse overhovedet.

Mere filosofisk anlagte vil bestemme væren som 'den ubevægede bevæger', 'ånden' eller 'skaberen'. Men ligesom lægmanden forveksler de et konkret værende med væren selv.

Denne værensglemsel er udgangspunktet for den tyske filosof Martin Heideggers hovedværk Væren og tid fra 1927. Moderne filosofiske temaer som forholdet mellem subjekt og objekt, mennesket og naturen og omverdensproblemet afvises af Heidegger som skinproblematikker. De er afledte af det mere oprindelige spørgsmål om væren, som forbliver skjult.

Således annoncerer Heidegger: "Først i gennemførelsen af en destruktion af den ontologiske overlevering opnår værensspørgsmålet sin virkelige konkretisering." Det gælder om at opstille spørgsmålet om værens mening, som er blevet tildækket fra Aristoteles over Descartes til Kant.

Derfor kalder Heidegger sin undersøgelse for en 'fundamentalontologi', en lære om væren. For at spørge til værens mening starter Heidegger med en analyse af mennesket, fordi mennesket er det værende, der reflekterer sin egen væren. Mennesket kaldes 'tilstedeværen'. Fænomenologi er læren om det, der viser sig, og hvordan det viser sig. Derfor er 'fundamentalontologi' kun mulig som 'fænomenologi'.

I-verden

Væren og tid undersøger tilstedeværen som 'fremtrædelseshorisont' for væren. Som der står på næstsidste side: "Fremstillingen af tilstedeværens værensforfatning er dog alligevel kun en vej. Målet er udarbejdelsen af værensspørgsmålet overhovedet."

Over værkets første 260 sider udvikles 'tilstedeværensanalytikken'. Heideggers epokegørende greb er, at han forskyder fokus fra det distancerede blik til den daglige omgang med verden.

Til hverdag står vi ikke over for en verden, som vi ikke forstår. Først og fremmest bevæger vi os rundt i en verden, som vi er fortrolige med. Brugende udlægger vi tingene: Vi åbner døren og ved, at der ikke er en mur på den anden side. Verden er ikke fremmed. Den er ifølge Heidegger givet sammen med mennesket, fordi mennesket eksisterer udover sig selv; mennesket er altid allerede ude ved genstandene. Verden er en helhed af henvisninger, som vi udlægger i den daglige brug. Mennesket er altså 'i-verden-væren'.

Heidegger: Væren og tid.

Genstandene tilskrives to værensformer: Vedhåndenværende som når vi bruger en hammer til at slå et søm i, eller forhåndenværende som tilfældige genstande i rummet. Enhver afsløring er ifølge Heidegger også en tilsløring: Når både hverdagsfornuften og filosofien har set væren som et 'forhåndenværende', har de ikke kunnet se andre værensformer.

Pointen er, at det erkendende blik er afledt af den oprindelige fortrolighed med verden. Ligesom målingen af rummet i meter er afledt af 'i-verden-værens' oprindelige praktiske forståelse af rummet som 'derhenne' og 'herovre'. Som helhed af henvisninger er verden fælles. Tilstedeværen er ikke fundamentalt alene, men har medtilstedeværen med andre som strukturmoment. Vi befinder os altid i et fællesskab af udlægninger.

Dette fællesskab af udlægninger kalder Heideggers for 'mans herredømme': her regerer de anonyme sandheder, 'snakken' og 'eftersigende'. Den enkelte tilstedeværen hjemfalder til 'uegentlighed'. I passager bliver Væren og tid problematisk: ansatser til en normativ eksistensfilosofi støder sammen med værensspørgsmålet.

Eksplicit siger Heidegger, at han ikke fælder moralske domme, men alligevel advokerer han for 'egentlighed' over for 'uegentlighed'. I angsten stilles vi over for vores egen død. 'Egentlig' betyder, at vi griber vores eksistens som 'vores egen'. Vi lever fremløbende hen i mod døden, som kun er vores egen. I-verden-væren er derfor også til sin-ende-væren.

I anden halvdel af bogen viser Heidegger, at tilstedeværen grunder i tidsligheden. Den almindelige tidsforståelse ser tiden som rækkefølge af nu'er, som om de var genstande i rummet. Den udlægning behersker ifølge Heidegger også den overleverede ontologi frem til Hegel.

Heidegger selv viser, at tilstedeværens tidslighed oprindeligt er enheden af tre ekstaser: fremløbende mod fremtiden, gentagelse af fortiden og øjeblikket som nutiden. Det er tidslighedens ekstaser, der åbner tilstedeværen mod rummet.

Antropologi

Heideggers læremester Husserl skrev "antropologi" flere steder i margin af teksten, fordi han mente ontologien forfaldt til en lære om mennesket, Jean-Paul Sartre brugte Væren og Tid som afsæt for sin egen humanisme, som Heidegger senere kritiserede under det berømte diktum: Mennesket er ikke det værendes hersker, men værens hyrde.

Sikkert er det, at værket forbliver uafsluttet. I paragraf 8 annonceres yderligere fire afsnit, som aldrig udkommer. Spørgsmålet om væren opstilles anderledes i Heideggers senværk, hvor tilstedeværen ikke længere er udgangspunkt for ontologien, og hvor væren ikke målrettet afsøges som det værendes væren.

Som værk betragtet er Væren og Tid egentlig mislykket. Alligevel er det et af det 20. århundredes væsentligste og banebrydende værker, som nu kommer på dansk. Derridas dekonstruktion, Hannah Arendts politiske tænkning, Gadamers hermeneutik, Sartres eksistentialisme og mange, mange flere positioner havde været utænkelige uden Væren og tid.

Den må have været ekstremt vanskelig at oversætte. Destruktion af den overleverede ontologi betyder, at Heideggers tænkning udfolder sig som produktion af nye ord og selvopfundne begreber. De enkelte termers oversættelse som "tilstedeværen" og ikke "derværen" for Dasein, som "omhu" for Sorge og "almindelige" udlægning" i stedet for "vulgær" tidsopfattelse er diskutable. Naturligvis.

Men det afgørende er, at det er lykkedes Christian Rud Skovgaard at præstere en vellykket, sammenhængende oversættelse, som absolut er tænkningen loyal. Vi må gratulere Skovgaard, forlaget Klim og os selv for at Heideggers spørgsmål om værens mening nu er åbnet og opstillet på dansk.

Martin Heidegger: Væren og tid. Oversættelse: Christian Rud Skovgaard. Strålende efterskrift: Thomas Schwarz Wentzer. 592 s., 439 kr. KLIM. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu