"They hate you if you're clever and they despise a fool," sang John Lennon engang, formentlig med reference til sin egen skolegang. At dømme efter Drømmen, som er inspireret af virkelige hændelser, var Niels Arden Oplevs omtrent ligeså traumatisk.
Titlen refererer til Martin Luther Kings med garanti gåsehudsudløsende I Have a Dream-tale, men filmen befinder sig desværre på et ganske andet intensitetsniveau. Vi er fjernt fra Oplevs 10 år gamle debut, Portland, et råt, pisgult portræt af Aalborgs underverden, nemlig i den jyske provins i sommeren 1969. Opvakte Frits (Janus Dissing Rathke) begynder i 6. klasse og stifter bekendtskab med en progressiv ung lærer, Freddie Svale (Anders W. Berthelsen).
Svales nymodens metoder falder ikke i god jord hos skoleinspektør Lindum Svendsen (Bent Mejding), en traditionernes mand, som jævnligt slår eleverne halvt fordærvede. Efter just sådan en omgang havner Frits midt i lærerstabens magtkamp, samtidig med at tingene spidser til på hjemmefronten.
Mellem mindst to stole
Det er forfriskende at se det danske ungdomsoprør associeret med andet end Storkespringvandet og Thy-lejren, men Oplev får aldrig skabt den aura af autenticitet, man kunne forvente af det delvis selvoplevede stof.
Skønt Berthelsen blandt andet i Oplevs seneste spillefilm, den groteske og glimtvis glimrende komedie Fukssvansen (2001), beviste, at talentet ubesværet rækker til også de brogede typer, er hans åbne og ærlige ansigt nærmest synonym med fair play og gode intentioner.
Allerede i Italiensk for begyndere kunne han ses som sympatisk modstykke til Mejdings formørkede og misantropiske pastor Wredmann, en figur, som her via små forskydninger bliver til en sadistisk skoleinspektør - hvis nedrighed i modsætning til Wredmanns ikke begrundes. Selv uden Peter Weirs tematisk nært beslægtede Døde poeters klub i erindring fremstår Drømmens centrale konflikt for bedaget til at engagere tilskueren.
Måske derfor falder Oplev snart for fristelsen til - ad ironisk vej - at distancere sig fra den. Sideløbende med sin status som frelserskikkelse er Svale-figuren fjoget flipper-stereotyp, mens flere af filmens bifigurer er hentet ind fra fuldblodsfarcens sfære.
Mandeverden
Rathkes fine hovedrollepræstation tilfører en tiltrængt grad af jordnær alvor, om end Oplev lægger flere stift gammelkloge replikker i hans unge mund. I filmens sidste 20 minutters tid druknes det, der måtte restere af personligt præg i et utroværdigt konspirations-/retssalsdrama i miniformat og et par følelsesladede højdepunkter, som stræber efter effekt.
Selvom kvindefrigørelsen næppe havde forplantet sig til gårdmandsstederne i 1969, er filmens to større kvinderoller påfaldende utaknemmelige. Anne-Grethe Bjarup Riis spiller Frits' hændervridende mor, hvis konfliktskyhed er særlig utiltalende, fordi den bevarer det status quo, som hun ved indebærer voldelige overgreb mod lokalsamfundets børn. Og i rollen som Frits' kønne klassekammerat Iben er Sarah Juel Werner ofte henvist til det stumme og stoiske. Mændene har dermed rigeligt med råderum, og Drømmen handler da i høj grad også om, hvordan to forskelligartede faderfigurer i fællesskab lokker Frits' fulde potentiale frem.
I en intens præstation som Frits' psykisk skrøbelige, men retskafne, far udstråler Jens Jørn Spottag den aggression og urmaskuline handlekraft, som de bløde værdiers repræsentant, Svale, mangler. Filmens allersidste indstilling understøtter det indtryk, at Oplev på en og samme tid ønsker at besynge ungdomsoprøret og den reaktionære idé om manden som familiens naturlige overhoved! I drømme er mangel på sammenhæng som regel en del af charmen. Her forholder det sig lige omvendt.
Drømmen. Instruktion: Niels Arden Oplev. Manuskript: Niels Arden Oplev og Steen Bille. Dansk (Dagmar i København og en lang række biografer landet over)
