Først var der 80'ernes café-smarte anti-universitære københavner-Carsten, så kom 90'ernes politisk bevidste global-Carsten og hvad ser vi nu? Skipper-Carsten! Skrøne-Carsten! De-syv-slags-lort-på-de-syv-verdenshave-Carsten! Fortællende, fabulerende tatoo-Carsten med magiske søstøvler, skrækkelige skrumpehoveder og piger i hver havn!
Hvem havde troet, at der i den besindige, melankolske essayist gemte sig en bralrende fortæller, der ubesværet og medrivende sprøjter skipperskrøner af sig i en kaskade på 700 sider?
De 700 sider falder i fire dele og fortæller historien om tre generationer af sømænd fra Marstal på Ærø, fra 1848 til 1945. Der fortælles i 'vi'-form, men ud af dette 'vi' individuerer sig tre sømænd fra hver af de tre generationer: Laurids Madsen, som deltager i søslaget mod tyskerne 1848, hans søn Albert, som efter vilde eventyr på verdenshavene vender hjem og bliver skibsmægler, og endelig Alberts symbolske (ikke biologiske) søn Knud-Erik, som i romanens slutning kommer sejlende hjem til Ærøs kyster på befrielsesdagen med krigens rædsler i kroppen.
Romanen brillerer i en spænding mellem naturalistisk udpensling af menneskekroppens skrøbelighed og anekdotisk, opstemt fortællestil, mellem splatterfilm og gammeldags fortælling, rå gloser og poleret syntaks. Snart lystigt, snart makabert, snart muntert, snart desperat danser vi gennem levende og døde, skider os gennem de syv verdenshave og knepper os gennem Londons bombardementer.
Vi, de levende
Vi, de druknede, hedder romanen. Denne tvetydige titel kan læses, som om 'vi' taler på vegne af de druknede, men inde i romanen er 'vi' lige så vel dem, der bliver ved at leve videre: "Vi levende sammensvor os mod de allerede dødsmærkede", hedder det i bogens første kapitel, der med realistisk splattergru skildrer søslaget ved Eckernförde i 1849.
Gad vide, om der i titlen er en hilsen til De druknede og de frelste, det citat fra Dantes Inferno, som Primo Levi lader betitle sit vidnesbyrd fra Auschwitz? For Carsten Jensens 'vi' rummer både de druknede og de frelste, og det har ambitionen om at tale på de druknedes vegne, ligesom Levis vidnesbyrd har en ambition om at tale på vegne af kz-lejrens zombies, de såkaldte muselmænd.
En muselmand-agtig erfaring, en erfaring af at være levende død, tematiseres flere gange hos Jensen, som det søens folk erfarer i mødet med elementernes nådesløse rasen, hvad enten de raser i krigen, naturen eller menneskesindet.
Den indledende anekdote om Laurids Madsen, der under søslaget i 1848 ryger en tur til himlen og ser Skt. Peters røv, men lander på jorden igen takket være sine tunge søstøvler, bliver emblematisk for den erfaring, som også bogens næste generationer af sømænd skrives igennem: Det midlertidige ophold i de dødes land.
Romanens 'vi' er et evigt, plastisk vi, der danser gennem levende og døde og antager skikkelse snart af de udrejsendes vi, snart af de hjemmeblevnes, snart af sladderens vi, snart af solidaritetens, snart af stedsåndens solide vi, snart af rejsefællesskabets midlertidige, snart af lokalsamfundets vi, snart af umage besætninger, snart af et primitivt bande-vi, snart af et socialt og kultiveret, snart af et kommenterende vi à la græsk tragediekor, snart af et handlende vi, snart nationens vi, snart kernefamiliens, mangfoldigt og homogent på samme tid.
Solidaritet og fordømmelse
Det mest bevægende 'vi' indfinder sig i det lange kapitel 'Rejsen', som er historien om Albert Madsens eventyrlige rejse til Samoa i 1862. Historien er lagt i munden på Albert selv, der derfor som den eneste af bogens personer fremtræder som et 'jeg'.
Så meget desto mere effektfuldt melder vi'et sig pludselig midt i denne beretning: Som betegnelsen for det fællesskab, der opstår mellem Albert og de indfødte kanakker på den skude, han er strandet på. Først er der en klar opdeling i 'jeg' og 'dem', men så, da havet størkner i solpint tørke og vindstille, smelter hele besætningen umærkeligt sammen til et 'vi'. Et fællesskab, der befæstes med poetisk gru, da en syndflod af tørstende sommerfugle slår sig ned på skibet og dækker alt og alle, så man ikke længere kan se forskel på hav og dæk, eller hvid hud og mørk hud.
I sådanne mytiske poetisk-grusomme billeder af stivnet (drænet, frosset, forkullet) liv størkner Jensens fabulerende fortællen med jævne mellemrum, og dem vil man bære med sig fra bogen. Vi'et giver os fornemmelsen af, at intet menneskeligt er os fremmed.
En genkommende formular, når vi står over for en af bogens flere sadistiske skikkelser eller gerninger, lyder: "Vi kender hans motiv. Vi fandt det i os selv." Men det geniale ved Jensens 'vi' forbliver dets flertydighed: At det i den ene ekstrem kan betegne en altfavnende menneskelighed, og i den anden ekstrem en stupid flokmentalitet eller fordømmende almen opinion.
Sadistiske fædre
Hvis man skal udhive ét gennemgående motiv af de mange hundrede siders fabuleren, må det være historien om, at når den symbolske faderautoritet er fraværende, får den sadistiske faderskikkelse frit løb.
Historien fortælles første gang som historien om skolelærer Isager ("Hans tamp kendte os bedre, end han selv gjorde"), der i de søfarende fædres fravær banker Marstal-drengene gule og blå. Senere gentages mønstret på havet, hvor vi i to varianter, med en generations mellemrum, får historien om, hvordan en sadistisk styrmand tager over, når kaptajnen svigter eller dør.
På denne måde bliver Jensens roman, trods sit umiddelbare afkald på essayistens politiske kommentarer, et indlæg i den aktuelle debat om det faderløse samfund: Et argument, via fortællingen, for den symbolske faderautoritets nødvendighed, hvis ikke den sadistiske far skal tage over.
Det kan der komme et lidt for idylliserende faderbillede ud af (gamle Alberts fisketure med lille Knud-Erik bliver et lovlig sentimentalt skilderi), men vi ender i en ganske ukonventionel vision af et helt kollektiv af fædre i alle hudfarver, inklusive en mor, der (modsat Marstals hav-hadende kvinder) er en af søens drenge, one of the boys.
Det kunne godt kalde på overvejelser over, hvad det egentlig er for en vision af forholdet mellem kønnene, Jensen fremskriver. Men lad det her blot være sagt, at Jensens bralrende skipperskrøner ikke bare er for drenge-røve, de er også for pigerøve. Hatten, eller rettere matroshuen, af for denne livskloge og fabulerende fortælleglæde. Carsten Jensen har set verden begynde, men Laurids Madsen har set røven af Sankt Peter. Hurra for det.
