Læsetid: 4 min.

Om at se det helt andet i den anden

Det er det oprindelige mysterium imod under-trykkelsen, kaos imod orden og åbenhed over for totalitær lukkethed, der betinger den franske filosof Jacques Derridas refleksioner over forbindelsen mellem det religiøse, døden og ansvaret
26. juli 2007

Det er blevet sagt, at moderne ateister er de mest troende overhovedet. Det er ikke en gentagelse af den fejlslutning, at enhver overbevisning i virkeligheden er en tro. For den fejlslutning skelner ikke mellem intens dyrkelse af botanik og overgivelse til en religiøs dogmatik, der foreskriver specifikke opfattelse af selvet, de andre og samfundet.

Pointen med udsagnet om de moderne ateister som troende er derimod, at de virkeligt tror på, at de andre troede fuldt og fast og uden tvivl på Guds eksistens. De tror altså på, at Gud har eksisteret i hovedet på andre.

Det samme synes indimellem at gøre sig gældende for den filosofiske og litterære metafysikkritik. Den konstruerer de andres metafysik som en totalitær enhed, der ekskluderer alt det, der ikke passer ind: det irrationelle, det mystiske, det hemmelighedsfulde eller det ikke-identiske. Metafysikkritikken postulerer en enhed hos de andre, som den derefter afslører som en enhed baseret på fortrængning af forskellen.

Den franske filosof Jac-ques Derridas dekonstruktion er i forlængelse af Nietz-sche og Heidegger udviklet som læsninger i marginen og mellem linjerne, der afslører det tilsyneladende homogene som heterogent. De modsætninger, som teksten selv tier om, bringes i tale. Hel-heder afsløres som undertrykkelse af modsætninger.

Dette greb raffinerer Derrida i sine bedste år fra midten af 60'erne og frem til 1972, hvor han dekonstruerer tekster af Rousseau, Hegel, Husserl, Heidegger og andre klassikere i den moderne filosofi. Disse læsninger afdækker serier af 'centrismer', som strukturerer tænkningen: berømt er eksempelvis 'fonocentrismen', som privilegerer det talte ord. Talen skulle være tættere på tanken end skriften, der udlægges som en simpel kopi. Deroverfor viser Derrida, at skrift ikke kun kopierer, men bliver en selvstændig produktion af betydninger. Skriften bliver med et af Derridas kardinale begreber til et 'supplement', der har den dobbelte betydning, at det både lægger til og erstatter.

Den politiske drejning

Hvor den tidlige Derrida udfolder læsninger af skønlitteratur og filosofi, overrasker den sene Derrida ved en politisk drejning. Som svar på Francis Fukuyamas erklæring af Historiens afslutning, udgiver han i 1993 Marx' spøgelser, der kan læses som en dekonstruktion af forestillingen om det liberale demokrati som endemålet for historien.

I Dødens gave fra 1992, som nu udkommer på dansk, skriver Derrida:

"Man må aldrig glemme og netop af politiske årsager, at det mysterium, der er inkorporeret og derefter undertrykt, aldrig tilintetgøres. Denne genealogi har et aksiom, nemlig at historien aldrig visker det væk, som den begraver; den gemmer altid i sig den hemmelighed om det, som den skriver i koder, dens hemmeligheds hemmelighed."

Det gælder som en karakteristik af den dekonstruktive læsning overhovedet, at den afslører de forudsætninger, som tilsløres uden at forsvinde.

Og lokalt resumerer Derrida her sin egen læsning af den tjekkiske filosof Patockas refleksioner over det helliges mysterium og ansvaret. Patocka forbinder religionens oprindelse med ansvarets tilblivelse. Religionen betegner i den optik en overgang fra det hellige mysterium til ansvaret.

Den første overgang finder sted i det antikke Grækenland, hvor mysteriet inkorporeres i platonismen. Den næste overgang genfortolker og undertrykker mysteriet i kristendommen. Det er således religionen selv, der undertrykker det religiøse ved at institutionalisere det. Historien om først inkorporationen og siden undertrykkelsen af den oprindelige åbenhed bestemmes af Patocka som selve Europas historie, som vi må vedgå os. Det gør vi ved at vedkende os en hemmelighedsfuldhed, som ikke kan afsløres som en specifik hemmelighed, men i stedet sætter en grænse for, hvad der kan afsløres overhovedet. Anerkendelse af denne grænse sætter mennesket i en ansvarlig forpligtelse over for den anden. Den demokratiske kultur, som ikke vedkender sig det religiøse, er kun et "lille skridt fra det totalitære", fordi den lukker sig i almægtige beherskelsesforestillinger. De populære moderne dyrkelser af alle mulige former for overtro og religiøse figurer er ifølge Derrida ikke andet nye fortrængninger: Det er moderne selvrealiseringsfigurer, som reducerer det religiøse til indifferens.

Til sidst forsøger Derrida gennem en læsning af Kierkegaards læsning af Abrahams ofring af Isak at præcisere døden i forhold til ansvaret. For Derrida er pointen, at den religiøse suspension af det etiske, som finder sted, når Abraham vil ofre sin egen søn, ikke er en undtagelse, men betegner en normaltilstand. Vi ofrer hele tiden i det daglige os selv for de andre, og de andre for os selv. Abrahams intention er for os moderne modbydelig, men den er i virkeligheden ifølge Derrida billede på noget, vi gennem tv, markedsøkonomi og indifferent individualisme allerede har vænnet os til, men ikke længere ser. Gud bliver i den optik til navn "for det helt andet i den anden", til anderledesheden overhovedet, som ikke kan installeres i en religion, men må udholdes og fastholdes som kritisk, etisk forpligtelse.

Læsningerne af Patocka og Kierkegaard er ikke helt nye momenter i Derridas værk, men genfortolkninger af motiver, som tidligt udvikles i læsninger af Heideggers bestemmelse af metafysikken som værensglemsel og siden Lévinas' forsøg på at fundere en etik i den andens blik. Læsningerne er ind-imellem originale i detaljen, men overordnet belastet af forestillingen om tvingende, undertrykkede og totaliserende modernitet, som ikke tydeliggøres, men blot pos-tuleres som kontrast.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu