Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Det skønnes vaklen

Træd varsomt. For ellers falder du gennem sangene uden at opdage dem på Under byens nye album. Men er du opmærksom, vil du finde vej ind i et smukt pluralistisk værk fuld af skjulte døre og hemmelige rum - og kunne nyde en solid modgift til en kategorisk tid
Kultur
11. marts 2006

Det må både være utrolig let og utrolig svært at være Under byen.Let fordi der tilsyneladende ikke er nogen bånd, der binder dem.Svært fordi selv samme frihed kan være sådan en bitch at håndtere. Man kan høre begge sider på Under byens tredje album Samme stof somstof. Man kan høre et band, der fremmaner store kringelkrogedekonstruktioner, men også hvordan de knirker, knager, giver sig. Man kan høre al kærligheden og arbejdet, der er lagt i dem, men ogsåden kunstneriske tøven og tvivlen, som har født dem.

Det er en skøn vaklen, som den århusiansk-fødte oktet udstiller:Her er vores porøse album, hold forsigtigt om det, ellers forsvinder det i en sky af antistof; træd varsomt, ellers falder du gennemstrukturerne, inden sangånderne når at gribe dig. Paradoksalt nok erdet også Under byens tungeste og mest støjende album til dato.Rytmikken rejser sig som en knejsende front allerede pååbningsnummeret, og rustent pladestål og bastante trommer stejlerflere steder i parløb.

De nærmeste referencer er Einstürzende Neubautens rytmiskeprimalkraft og Sonic Youths og My Bloody Valentinesstøjnedsmeltninger, men man kan også ane Mark Hollis' serafiskekammersange og måske belgiske dEUS dengang de var allermesteksperimenterende og violinglade.

Balsale og labyrinter

Så altså ikke meget pop at komme efter. Tværtimod. Under byen harbevæget sig længere ud i et artrocket, kammermusikalsk ogsmåavantgardistisk ud- og indtryk, hvor produktionerne er smukt patinerede og trods deres vælde fremstår ganske nøgne. Man skal gåpå opdagelse i deres gådefulde arkitekturer. Og selv om man da kannynne med flere steder, så vrimler det ikke lige frem med klare vers- og omkvæd-strukturer. Ja, de droppes typisk til fordel for balsale og labyrinter af opfindsomhed med masser af rum til guitarens smag forselvskamfering, rytmeboksens epilepsi, violinens underbevidsthed, slagtøjets diktat og en sangerinde, der på én gang virker hjemløsog indlejret i sangene. Henriette Sennenvaldt gemmer sinekspressionisme og erotik bag forvrængning og andre behandlinger,blotter sig selv bag grus, knækker en flig af sit hjerte i trick-tusmørke. Man kan godt savne varierende grader af nærvær i hendesvokal, men det er primært hendes styrke, at hun svæver gennem sangene uden at bemægtige sig dem, som et sensuelt spøgelse, derbevæger sig gennem mure. Således glider hun i et med musikken ogånder smukt lokkende, sanselige og anelsesfulde tekster.

Hvilket ligger i forlængelse af den pluralisme, som hersker blandt deotte mand og kvinder. Stemmens rang som øverstkommanderendedetroniseres gerne i mixet, mens lytterens opmærksomhed forstøves ikoret af detaljer, der river og rusker blidt, men insisterende: Demange rytmiske plateauer, det ædle forfald, de melodiske tunger, derundersøges på elguitarer, trommer, metalaffald, violiner, bas, metalaffald, cello, kalimba, spartansk elektronik. Og som afslørersig under faldlemme, bag skjulte døre, via løngange, hvisker mellemvæggene, klager fra tårnkamre, bemægtiger sig hvælvingerne overlytteren. Det er ikke lyden af et hierarki, men af otte musikere ifuld digterisk firspring.

Det er en udsøgt fornøjelse at overvære et band, der ikke er bangefor at komplicere og nuancere sin musik, tale mod entydigheden fjernt fjernt fra moderne fuldfed dynamik, effektjagende mastering ogrockmusikalsk fundamentalisme. Og dermed fungerer som en solidmodgift til en kategorisk tid, politisk såvel som musikalsk. En tid, hvor udråbstegn vinder, selv om de ignorerer spørgsmålstegn. I entid, hvor musikkulturen synes forblændet af tre-fire minutter langerocksange med vers-omkvæd og b-stykke som fortærskede glansbilleder af ungdommelig energi. Disse monokulturelle mantraer er Under byenslet ikke i dialog med, men deres interne samtaler er også altrigeligt.

Et par steder kan deres afsøgninger af nyt territorium godt ebbe ud iingenting eller i hvert fald i lidt tomgang. Men uden disseforkrampninger ville resten af Samme stof som stof formentlig ikkefolde sig så smukt ud. Under byen har tydeligvis været påopdagelse, kastet gammel erkendelse over bord, vaklet, faldet, slåetsig og rejst sig mere selvsikre end nogensinde tidligere. Og det klæder dem.

Under byen: 'Samme stof som stof' (Morningside Records/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her