Læsetid: 3 min.

Tim den stumme og Kvium den grumme

Tim Rushton har inviteret arketyperne til en ekstrem dødsdriftsfest, hvor Michael Kviums malerier er blevet levende. Og hvor Dansk Danseteater måske aldrig har danset bedre
22. maj 2007

Det grimmeste sortsyn hærger Dansk Danseteater. Men også det smukkeste. For Tim Rushton har leget med både Michael Kvium og med koret Ars Nova. Så i Passion er dansernes ben pludselig blevet dobbelt så lange, hovederne spidse - og ørerne kulsorte. Og samtidig har Ars Nova drysset beroligende stemmer ud over de dødsmærkede.

Men nej, håbet har ikke nået at kline sig ind mellem de aparte kroppe. For Rushton og Kviums definition af 'passion' har intet at gøre med lystig hengivelse og kropslig ubekymrethed. Disse mænd fortolker passionen som en lidelseshistorie. Som en destruktiv besættelse, der får den besatte til at lade hånt om alle andre. Men også som en selvdestruktiv besættelse, der sætter personens intellekt ud af kraft, så besættelsen bliver ekstrem. Vildere og heftigere. Og endnu mere ulykkelig.

En af de ondeste pointer i forestillingen er netop, at man overlever sine tvangshandlinger - og derfor bliver tvunget til at gentage dem igen og igen.

Heftigt

Tim Rushton har længe kredset om døden i sin dans. Sidste års Requiem for Den Kgl. Ballet var således én lang dødsmesse, men med den smukkeste smertedans og det mest gyldentlysende håb. Her var tilgivelse, og her var udfrielse. Det er der ikke i Passion. Her er døden en forjættende, men uopnåelig tilstand. Netop derfor den heftige smerte. Netop derfor den ekstreme aktivitet.

I indledningens ingenmandsland bukker danseren Kenneth Carlsson forover, mens hans arme rasende 'saver' gennem luften. Men han kan ikke samtidig rumme smerten over den afklædte skønhed Hilary Briggs, som han derfor bare brutalt placerer mellem sten og slagger - donk. Og Philip Schmidts supermacho med sorte arme tværer hånligt maling i hovedet på Luca Marazias lille, lystfyldte sixpack-dreng, uden mindste medfølelse eller misundelse - sjask. For i denne Passion er alle sig selv nærmest. Og sig selv fjernest.

Ækelt

Det lyder måske ækelt. Alligevel er Passion en af de smukkeste forestillinger, jeg kan mindes. Og en af de mest uafrystelige. En dødsspiral, men altså med et permanent 'kommer straks'-skilt i bunden af spiralen...

Musikken er vidunderligt smuk, en miks af minimalistisk og barokt, med Ruhstons favoritkomponist Arvo Pärt som førende tonemester. Ars Nova-sangerne synger som engle - tostemmigt, seksstemmigt, tolvstemmigt? - mens de står i Michael Kviums sorte bøddelkapper og forbindingsagtige hætter og ligner et ækelt, græsk kor af medvidere: Ingen slipper ud af deres klang. Og den distance-diskrete dirigent Paul Hillier løfter armene og klarer den sjældne dobbeltrolle som både Fanden og Gud. Desuden har Pan Sonic skabt noget pirrende, elektronisk musik, der forførende smisker og maser sig ind mellem korets himmelske do-re-mi'er.

Kviums scenografi er en rendyrkelse af hans malerier. På scenen er Kviums maler-grønne farve endnu grønnere end grøn, oplyst med sølv af lysguden Michael Breiner, og Kviums røde blodcirkel er rødere end rød. Personerne på scenen ligner også fuldkommen maleriernes arketyper - de bevæger sig bare, efterhånden som de dukker op, den ene efter den anden: Mændene med de sammenvoksede ben (de grotesk-veloplagte Adam Schütt og Dan Langeborg). Kvinden med bandagerne (Stina Mårtensson). Og manden med den for store hjerne (Philip Schmidt). Vel at mærke iført stramtsiddende dragter med passionerede overskæringer, der vil gøre Wolfords designere liderlige.

Dystert

Men det er dansen, der er i centrum. Her overtager de Rushton'ske arketyper og deres bevægelsesmønstre. Der er både manden, der skal male sin lyst ud på bagvæggen med maling på sin krop (fra Kridt). Der er offeret, der skal lade sig danse halvt til døde (fra Requiem). Og der er kvinden, der forsøger at pille pupillerne ud af øjnene (fra Animal Park).

De 10 dansere fra Dansk Danseteater har måske aldrig været bedre. Måske har de aldrig danset så sammensvorent som her. Og måske har de aldrig før så tydeligt ladet skinne igennem, hvordan Rushton har personliggjort bevægelserne for hver eneste af dem. Desværre bliver kompagniet splittet op til sommer, når halvdelen af danserne rejser videre i deres nomadiske karrierer. Den langbenede rovdyrsdanser Marylise Tanvet-Schmidt har f.eks. forståeligt nok ikke kunnet modstå en invitation fra Cullberg Balletten.

Så det er nu, man skal opleve denne enestående dansemanifestation. Forestillingen varer kun halvanden time, men den holder sig i kroppen læææænge. (Dysterheden burde nok skæres 10 minutter i de første scener, men slutscenerne løfter sig så rystende og dramaturgisk raffinerede, at ikke et sekund kan undværes).

Men vær varsom. Forestillingen føles lidt som at være med til sin egen begravelse.

Passion. Koreografi: Tim Rushton. Scenografi: Michael Kvium. Kormusik: Howard Skempton, Arvo Pärt og Henry Purcell. Elektronisk musik: Pan Sonic. Dramaturg: Gerd Schottländer. Dansk Danseteater og Ars Nova koret, dirigeret af Paul Hillier. Folketeatret til 1. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu