Læsetid: 5 min.

Verdensborger i frit fald

Ugens 58-årige debutant hedder Henrik Hall og han har begået et strømførende, inspireret og inciterende album, der fejer det meste andet af tidens toneklang af banen
21. marts 2006

Der eksisterer en udbredt myte om, at følgende sker med mænd, når de modnes: De falder sammen foran tv'et i en (s)tilstand af selvtilfreds overvægt, mens de knuger et knusende konservativt dagblad til sig og i et væk bittert bitcher om, at alting var meget bedre, da de var unge. Især musikken og ungdommen!

De bliver bagstræberiske og kontrære og mister både potens, kant og farlighed, hvorfor konsensus blandt yngre (mandlige) repræsentanter for menneskeheden går på, at de stort set alle sammen burde føres ud på heden og skydes. Nuvel, alt dette er gået durk hen over hovedet på den 58-årige Henrik Hall, der debuterer med et suverænt strømførende og vanvittigt vitalt soloalbum, der helt enkelt bærer titlen Solo.

For dette er ikke mindre end én af de bedste solodebuter denne signatur har hørt i umindelige tider, hvilket er ret overraskende i lyset af Halls fortid som diskret sideman med en usvigelig aura af gentleman; først og fremmest i trioen Love Shop i perioden 1992-2004, hvor de altdomninerende hovedkræfter hed Jens Unmack og Hilmer Hassig, som udover at repræsentere gesjæften udad til også stod for AL gruppens sangskrivning.

Mens Hall spillede den nok mest besjælede mundharpe hørt herhjemme siden Kong Volmers tid - suppleret med lidt guitar, slagtøj og tværfløjte. At dømme ud fra de 11 spor, der udgør Solo og som alle har både tekst og musik af Hall, tør man vist roligt tale om, at de to førnævnte herrer har lidt af en voldsom overvurdering af egne evner, for det ligner noget af en fadæse, at et sådant sangskrivningstalent har kunnet gå uantastet rundt i deres midte.

Ikke at Love Shop ikke holdt niveauet eller på noget tidspunkt begik decideret dårlige plader; men det står nu lysende klart, at et par Hall-sange pr. ombæring kun ville have gjort gode plader endnu bedre.

Blottet for ironi

At Hall så til gengæld har lært et par tricks fra makkerparret Unmack-Hassig er hævet over enhver tvivl. Hvad angår både klang, tematikker og diverse stilgreb minder Solo om de bedste, mest hårdtslående og melodisk skudsikre skæringer fra albums som Billeder Af Verden (1994), GO! (1997) og Anti (2001).

Kuldslået modernistisk kropsrock med fuld check på traditionen fra den kunstnerisk veltempererede glamrock og videre frem præger Solo, men herligt og kærligt genmodificeret af Halls temperament, der fremstår som blottet for ironi og attituder; til gengæld hyles civilisationskritik og harme over neoliberalismens hærgen ud af porerne på dette gennemmusikalske menneske; hør således blot ordene til titelsangens omkvæd: "Solo ud af alle spor/ fra Tokyo til Rio/ solo som et ensomt kor/ solemio sole mio -"

Pladen er produceret med lige dele tyngde, finesse og slagkraft af tangentbetvingegren Mikkel Damgård (med solisten anført som co-producer); sammen med bassist Thomas Risell og trommeslager Thomas Duus udgjorde Damgård fra 1997 og frem til gruppens opløsning i 2004 de tre "menige" medlemmer af Love Shop.

De optræder alle her i fuld figur og ved gennemlytningen af Solo slår det den lyttende, i hvor høj grad de tre satte hver deres markante præg på gruppens klangunivers.

Var Solo således en Love Shop-cd, ville den styre direkte ind på en Top 3 over sådanne.

Men det er det så i høj grad ikke, hvilket først og fremmest høres på sangen, thi Hall er en både mere klang- og malmfuld sanger end Unmack - om end måske ikke på helt samme måde stilist. Endnu. For der er både hjerte og sjæl i den vokal!

Sprudlende symbiose

For alt peger på, at dette kun bør blive begyndelsen til en fornem karriere i danskrockens skær- og hajfyldte farvand for en veteran, der har mere at sige end de fleste. Og et fuldmodent og prægtigt udtryk at have det i.

Solo nærmest vrimler med hits og det er svært at få øje på noget, der bare ligner en dårlig sang.

Til gengæld hører man ikke meget til Halls adelsmærke, det der særegent sjælesugende mundharpespil, der har gjort undertegnede til medlem af fanklubben for fucking ever.

Det brænder så til gengæld så meget stærkere igennem, når det endelig dukker op. Endelig må også guitarist Lars Skærbæk nævnes, thi han både formår at digte med og lægge til på alle de rigtige steder.

Allermest overraskende er måske Halls suverænt overlegne greb om sangskrivningens svære kunst. Det er sjældent at opleve ord og melodi indgå i så frugtbart sprudlende symbiose som her; lyt blot til den eminente sang om "Bibis mund": "Jeg så hende komme/ øjnene var tomme/ som var hun vokset op med en krig, / hun lignede en stening/ ramt af forurening/ kroppen fyldt med gift og kemi."

Når man tænker på hvad en plattenslager som f.eks. Poul Krebs slipper af sted med af sproglige flovsere og alligevel råspilles af P4, er det sgu rart at møde en ordmand, der ikke får ens tæer til at krybe op under knæhaserne af flovhed, men tværtimod smile af salig glæde over hvor elegant det kan gøres.

Udfordrer og undrer

Der løber tre temaer gennem Solo; et er den forbande-de/velsignede tosomhed, hvor vi konstant famler rundt i mørket efter hinanden og forsøger at få det hele til at fungere.

Men som kærligheden dog ægger og udfordrer og undrer og antaster os og i dethele taget udgør den nok største hindring for noget, der bare kunne minde om sjælefred.

Det andet er tilværelsen som verdensborger i frit fald i den dersens globaliserede landsby, hvor overvægten af landsbytosser truer med at blive overvældende: "Helter skelter hele verden vælter/ rundt på må og få,/ jeg blafrer som et lys og tænker med et gys/ hvordan det dog skal gå."

Det sidste, endegyldige tema er døden. Ikke ligefrem kaffe, kage og frem og tilbage hyggekonversation, men som det brutale bæst, der til hver en tid kan rive stikket ud for enhver, uanset alder, rang og race. "Flugtbilist" og "Den sidste terminal" er to af den slags sange, der ætser sig ind i én og bliver siddende, lige til lyset bliver slukket.

Og der bliver helt, helt mørkt. Dette er en gysende fantastisk plade, der har ramt mig lige i solar plexus. At påstå jeg uforbeholdent anbefaler den til ethvert musikalsk væsen, er noget af en underdrivelse.

Stor, stor kunst fra en varm, vild og vedkommende kunstner, der hermed endegyldigt beviser, at det aldrig er for sent at tage hul på en gloriøs solokarriere. Hall for president!

Henrik Hall: Solo (Fan Star Records/A:larm)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu