Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Af vold er du kommet

Det civiliserede menneske konfronteres med voldens irrationalitet i 'A History of Violence', som er en af David Cronenbergs bedste film
Kultur
11. november 2005

Der er en verden til forskel mellem de to første scener i A History of Violence.

I den første forlader to bad guys et motel efter en blodig massakre. »Vi holder os fra de store byer,« siger de.

I den anden beroliger familiefaren Tom Stall (Viggo Mortensen) sin lille datter, som er vågnet op fra et mareridt. »Uhyrer eksisterer ikke,« forsikrer Tom.

Der er en verden til forskel, og dog er afstanden skræmmende lille. Skæbnen vil, at de to banditter dukker op i Tom Stalls diner i Millbrook, Indiana - en nice town med nice people. De to banditter forsøger med vold at røve restauranten, men mirakuløst får Tom dræbt tyvene og reddet sig selv og restaurantens gæster.

Den stille og lidt anonyme mand er pludselig den lokale helt - til sin egen fortrydelse, for han vil helst leve et roligt familieliv med sin kone, deres datter og teenagesøn. Sådan skal det ikke gå.

En ny fremmed (karismatiske Ed Harris) dukker op i Toms restaurant. Han hedder Carl Fogarty og har et vansiret ansigt og et ødelagt øje. Han genkender Tom, kalder ham "Joey Cusack" og siger, at de har et gammelt regnskab at gøre op.

Amerikansk drøm

Der går en lige linje fra 1940'ernes film noir-klassikere over Hitchcock og David Lynch til David Cronenbergs A History of Violence. Fortællestrategien er den samme. Vi præsenteres for et idyllisk lilleby-miljø og lokkes til at identificere os med et tilsyneladende godt og sympatisk menneske, men ganske langsomt afdækkes en anden virkelighed under den pæne overflade. Den amerikanske drøm forvandles til et mareridt.

A History of Violence er en enkel handling med komplekse karakterer, og det er en film, der fungerer på mange planer og alligevel aldrig bliver tungt symbolsk.

Filmen - baseret på en tegneserie af John Wagner og Vince Locke - handler på ét plan om det samme som Sam Peckinpahs Køterne fra 1971: Hvad sker der, når det civiliserede menneske konfronteres med voldens irrationalitet? Hvordan vil det reagere?

Destruktive drifter

Men Cronenbergs film beskriver ikke kampen mellem det gode og det onde. Filmen udforsker den zone, hvor tingene skifter farve, og hvor grænsen mellem godt og ondt bliver udvisket.

Og efterhånden som A History of Violence trænger dybere ned i sin hovedkarakter, løfter den sig til en allegori. Tom Stall er ikke bare manden med en fortrængt fortid, han er også - med sin diner og hjemmebagte pie - et billede på Americana, et samfund, som er blevet grundlagt på vold og gerne vil fortrænge den kendsgerning.

Men under det civiliserede lurer drifterne stadigvæk. De er ikke stof til en vuggevise, de er voldelige og destruktive i deres væsen, siger Cronenberg.

Afsky og tiltrækning

Viggo Mortensen spiller afdæmpet og troværdigt i den svære, nærmest skizofrene hovedrolle. Lige så overbevisende er Maria Bello som Toms kone, der splittes mellem moralsk afsky og seksuel tiltrækning, da hun opdager sin mands skyggeside.

Og sønnen - spillet af Ashton Holmes - har forståeligt nok svært ved at begribe, hvorfor han ikke må følge sin fars eksempel og lukke munden på sine plageånder. »Her i huset løser vi ikke problemerne med næverne,«  moraliserer faren. »Nej, vi skyder dem,«  svarer sønnen, hvorefter faren knalder ham én!

Læs også: ’Publikum skal selv være medskyldige i volden’

Det er lige netop dette nuancerede og nøgterne blik på volden, som er filmens styrke. Seksualitet rummer vold, vold går i arv, vold er kraft, vold er livsudfoldelse, vold fascinerer publikum.

Vi jubler, når Tom ordner banditterne, men Cronenberg går et skridt videre end actionfilmen: I et nærbillede af en mand, der gisper efter livet med halvdelen af ansigtet blæst væk, tvinges vi til at se voldens konsekvenser.

Undergravende

A History of Violence rummer elementer af både seriemorderfilm, familiedrama, ungdomsfilm, hårdkogt gangsterfilm, western og gyser, men er først og fremmest et elementært spændende, psykologisk drama - fremragende filmet af Peter Suschitzky, der både formår at skildre Americana med distance og samtidig skabe et sug af mystik.

Intensiteten falder måske en smule i sidste del (med en lovligt dæmonisk William Hurt), og inkarnerede fans af den canadiske instruktør, der har skabt syrede værker som Videodrome, Blodbrødre, Naked Lunch og Crash, vil sikkert savne excesser som kødædende videoskærme, hybridfluer og liderlige parasitter.

Teknologien er for en gangs skyld ikke et tema, og A History of Violence er Cronenbergs mest realistiske film sammen med The Dead Zone fra 1983. Men der er ingen grund til at konkludere, at kontroversielle Cronenberg har solgt ud på sine gamle dage (han er 62).

Han bruger stadig filmmediet til at udfordre vores humanistiske dogmer, og hvis A History of Violence - der spås Oscar-chancer - er mainstream, så er den undergravende mainstream.

A History of Violence. Instruktion: David Cronenberg. Manuskript: Josh Olson. Amerikansk (CinemaxX, Dagmar, Grand, Palads og Park i København samt en række biografer i det øvrige land)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her