Læsetid: 5 min.

Det amerikanske ansvar

Noam Chomsky spørger: Hvis meningen med krigen i Irak var, at irakerne skulle regere i deres eget land, hvorfor spørger man dem så ikke bare i en folkeafstemning, om de vil have besættelsesstyrkerne ud nu?
1. september 2007

Modstanderne plejer at kalde ham 'skinger'. De kalder ham også 'fanatisk' og indimellem også 'anti-amerikansk'.

Det blev naturligvis ikke bedre, da Venezuelas socialistiske præsident Hugo Chavez trak en af hans bøger frem foran den amerikanske præsident Bush under et møde i FN i New York i efteråret 2006 og hævdede, at alle burde læse denne bog.

Det var den amerikanske sprogforsker og samfundskritiker Noam Chomskys Hegemoni eller overlevelse, som alle burde læse. Og folk gik virkelig i gang med at læse: Samme dag rapporterede internetboghandelen amazon.com, at Hegemoni eller overlevelse var gået fra en placering som nummer 162.177 på deres bestsellerliste til nummer 22. Næste morgen var bogen på syvendepladsen.

Man kan måske godt kalde Chavez for anti-amerikansk og tilstå, at han endda har grunde til at være det. Men Chomsky er det bestemt ikke, han er heller hverken skinger eller fanatisk, men en engageret intellektuel, som i efterhånden årtier har kritiseret USA som supermagt.

Åbne kilder

Chomsky plejer ikke spekulative utopier om en anden verden, men arbejder pragmatisk. Han baserer sine kommentarer i dagblade over hele verden og sine bøger på åbne kilder, som enhver kan gå efter, hvis man vil. Han samler udtalelser fra aviser, regeringsrapporter, militærhistoriske værker, erindringsbøger og samfundsvidenskabelige afhandlinger i sine grundige afdækninger af den simple modsætning mellem de offentlige begrundelser for eksempelvis krigen i Irak og de dokumenterede kendsgerninger. Chomsky ser ikke USA som en ondskabsfuld supermagt, men derimod som en traditionel stormagt, der forsøger at fastholde sit globale overherredømme - ligesom enhver anden supermagt ville gøre det.

Han abonnerer på en basal magtrealisme: Stormagter vil gøre, hvad de kan for at opretholde deres suverænitet. USA er måske endda en bedre stormagt end så mange andre ville være det, fordi der er en udpræget amerikansk tradition for åbenhed. Og fordi der gives et såkaldt 'andet Amerika' i traditionen fra dem, der skrev Forfatningen, som gør det muligt at kritisere USA på landets egne præmisser. Det er for Chomsky en amerikansk forpligtelse at kritisere USA, fordi han som person faktisk har muligheden for det, og fordi USA som stormagt faktisk kan forandre verdens gang. Det er i den optik en særlig udmærkelse for landets demokratiske tradition for åbenhed og selvkritik, at et andet lands præsident kan basere sin kritik af USA på en amerikansk forfatters bog.

Indblandinger

Chomskys klummer fra 2002 til 2007 er nu samlet i bogen Interventions, hvor man blandt andet kan følge hans løbende registreringer af krigen i Irak. Det er for Chomsky fra starten klart, at invasionen i Irak ikke handler om at installere demokrati og fjerne den onde tyran. Det handler om kontrol med verdens næststørste oliereserve og om at undgå en eventuel alliance mellem shia-muslimerne i Irak, den shiitiske minoritet i det område af Saudi Arabien, hvor hovedparten af landets olie er, og præstestyret i Iran. Inden krigen spørger Chomsky: Hvis Irak var så voldsom en trussel mod verdensfreden, hvordan kan det være, at ingen af de andre lande følte sig truet af Saddam? Og hvis Saddam Husseins indiskutable grusomheder mod hans eget folk skulle være et problem for USA, burde amerikanerne have reageret, da overgrebene kulminerede i firserne. Men dengang var Saddam Hussein en allieret for USA. Efter krigen siger han: Hvis målet med invasionen af Irak var, at irakerne skulle styre deres eget land, kunne amerikanerne arrangere en folkeafstemning, hvor irakerne selv tog stilling til, om de af frygt for eskalering af volden ville foretrække, at besættelsesstyrkerne blev i landet, eller om de ville have dem ud.

Når dette banale spørgsmål ikke stilles, viser det for Chomsky, at det aldrig har været den amerikanske regerings intention, at irakerne skulle regere deres eget land:

"Hvis USA kan fastholde kontrollen over Irak med verdens næststørste, kendte oliereserver lige midt i verdens væsentligste energikilder, vil det betyde en væsentlig styrkelse af amerikanernes dominans over de væsentligste rivaler i den verden med tre stormagter, som har været under udvikling de seneste 30 år: Nordamerika, Europa og Nordøstasien forbundet med de sydlige og sydøstlige asiatiske økonomier. Det er en rationel kalkule baseret på den præmis, at menneskelig overlevelse ikke er særligt vigtig i forhold til kortsigtet magt og velstand. Og det er ikke nyt. Disse temaer går igen i verdenshistorien. Det nye er, at i atombombernes tidsalder er indsatserne enormt meget større."

Det iternationale regime, som afkræver Iran garantier for, at de ikke udvikler atomvåben, har ifølge Chomsky mistet både legalitet og legitimitet, fordi atommagterne selv svigter deres løfter om nedrustning. Den eneste måde at sikre sig mod den amerikanske supermagts trusler om forebyggende angreb er at forsøge som Pakistan og Nordkorea at udvikle atomvåben. Det er det risikable incitament, som udvikles af doktrinen om forebyggende krig.

Aktivisternes effekt

Den amerikanske supermagt militariserer ifølge Chomsky verden, fordi USA kun på det militære felt kan forblive resten af verden globalt overlegen. Økonomisk, politisk og kulturelt er supermagten svækket. På den anden side ser Chomsky, at en ny global offentlighed er ved at etablere sig som "verdens anden supermagt". Demonstrationerne inden krigen i Irak er de første i historien imod en krig, som endnu ikke var påbegyndt. Disse demonstrationer kan ikke reduceres til naiv modstand mod ondskab, men må ses som en stigende sensitivitet over for krig som politisk instrument. Og de virker, fordi det bliver sværere for politiske ledere at 'sælge' krigen til de borgere, som skal genvælge dem:

"Der er i dag en udbredt, engageret og principiel protest mod krigen overalt i USA - og verden. Fredsbevægelsen var effektfuld allerede inden krigen i Irak. Det afspejler en stadig stigende skepsis over for aggressioner og grusomheder. De seneste fyrre års fredsbevægelser har haft en civiliserende effekt."

Det kendetegner Chomsky som skribent, at realismen ikke forfalder til kynisme, og at han ikke lader sig nøje med at registrere verdens elendighed og uretfærdighed. Det er der jo nok af. Der er ikke mange, som fastholder det kritiske globale perspektiv og stadig insisterer på det åbenlyse, at kritikken også gør en positiv forskel. Men det gør Chonsky, og det gør en forskel.

Noam Chomsky: Interventions. 234 s., 13 pund.Hamish Hamilton. ISBN 9780241143865.
228 kr. i Ataheneum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Idet demokrati ikke er objektivet i krigen mod Irak (i øvrigt heller ikke for den danske regering), så man slutte, at initiativet ville være begrænset i sin virkning; for rent ud sagt; magthaverne er ligeglade.
Det er så banal en realitet, at det afspejler sig i enhver retorisk retfærddiggørelse for krigen mod Irak; principielt er det en justificering af mordet på 1,2 millioner irakere og endnu flere dislokeret [www.justforeignpolicy.org]. Hvorfor den politiserede debat herhjemme ikke reflekterer universel moral; navnlig at man lever op til den standard man ophøjer overfor andre. Hvis man var interesseret i demokrati i regionen, og man var seriøs, så skulle man bare se på det sidste århundredes reelpolitiske intiativer for at netop blokere en sådan udvikling; vi snakker ikke om den herhjemme, fordi vi selv er en del af blokeringen. Hertil kan nævnes den danske deltagelse i krigen i Irak, den 'kritiske dialog' med Iran i 90erne osv.
Var man interesseret i demokrati tog man udgangspunkt i den snart århundrede lange konflikt mellem Israel og Palæstina; en konflikt man overlagt har holdt levende på trods af 50 års international konsensus om en tostats løsning, som både Hamas og PLO i sin tid omfavnede.
En løsning mere end 70% af den israelske befolkning omfavner, og mere 90% af palæstinenserne omfavner. Man er ikke interesseret i demokrati men en opretholdelse af hegemonien, hvorfor den danske deltagelse i Irakkrigen er en skamplet i historien, og hvorfor enhver appologetisk retfærdiggørelse er en obstruktion mod demokrati og universelle menneskerettigheder.

Årets julegave - for de som stadig mangler at købe én enkelt gave til manden som tror at han ved alt?

Eller til de der, som undertegnede, blot nyder at få bekræftet politiske antagelser i velargumenteret og dokumenteret form.

Noam Chomsky er altid værd at læse - barberbladsskarp både i vid og analyse.

^^

Tak Frej, for din henvisninger til hvordan man kan bruge bogen.

Jeg mener, personligt, at Chomsky's 'barberbladskarpe' strukturalistiske kritik, afspejler hans liberale anarkisme; og i den forstand lægger hans sandfærdige dokumentaristiske opstilling af historien og nutiden op til en reel ansvarstagen i samfundet. Man kan diskutere, hvorfor hans meninger ikke er delt af flere i den politiske sfære, hvorfor vigtigheden af hans udtalelser om mange emner knapt eller virtuelt slet ikke fiser ind på lystavlen i massemedierne; hvorfor 'manufacturing consent' er en vigtig bestanddel i den mainstream version af demokrati og en fundamental komponent i politikernes og samfundets tankegang - Orwell ville ikke have været overrasket.

Mere end en 'Julegave'.....en opfordring til ændring.