Distancen i Erik Aschengreens afvæbnende humor findes også i hans erindringsbog Som jeg kendte dem. Lige fra forsiden betragter han sin læser ud over sit berømte kindstregsskæg på Marianne Grøndahls portrætscoop. Han vil ikke skrive om sig selv, siger han med glimt i øjet. Han vil skrive om de andre. Hvorefter han præsenterer 28 vigtige mennesker fra sit liv.
Og sladderjægerne går ikke forgæves, for her er berømtheder som Rudolf Nureyev, George Balanchine, Alvin Ailey, Erik Bruhn og Toni Lander... Og hjemlige balletkunstnere som Niels Bjørn Larsen, Elvi Henriksen, Kirsten Ralov, Fredbjørn Bjørnsson, Henning Kronstam – og naturligvis nestoren på Berlingske Tidende, Svend Kragh-Jacobsen.
De sjoveste steder i bogen formår Aschengreen at punktere myterne. Som når han efter beskrivelsen af flere møder med den følsomme engelske koreograf Frederick Ashton konstaterer:
»Vi kom aldrig i kontakt, Sir Fred og jeg. Han opdagede slet ikke, at jeg var der.«
Passionsmennesker
Det er tydeligvis passionen, som binder ham til andre mennesker. Den lidenskabelige indlevelse i Johanne Luise Heibergs inddæmmede passion eller i August Bournonvilles farlighedsflirtende passion. Eller i Jean Cocteaus udlevede vildskab. Og derved bliver hans portrætter til udfoldede nekrologer over mennesker, der brændte.
Netop disse dilemma fyldte personligheder bringer Aschengreen ud over kritikerens vanlige, æstetiske felt. Ind i personlighedstolkninger, som svinger fra den røntgenanalysen helt over i medfølelsen. Han prøver hverken at smukkesere sine livsfæller eller undskylde dem. Men hans hengivenhed giver hans sprog mere kærlighed på linjerne og mindre ironi mellem dem.
Efterhånden, som man læser, virker det, som om disse 27 mennesker én efter én træder ind i Aschengreens lillebitte lejlighed i Kattesundet og smiler over hvidvinen. Men da de så åbner døren for æresgæsten, så viser det sig, at det ikke er en muskuløs balletberømthed – det er Michael Neiiendam, provsten fra Holmens Kirke! Han var tydeligvis en mand, der satte ideer over virkeligheden, og sammen med ham har Aschengreen åbenbart formuleret sig ind på tilværelsen som kropselskende åndshistoriker. Neiiendam får i hvert fald Aschengreen til at bryde distancen. Her kommer man om bag skægget i bogens allermest bevægende kærlighedserklæring fra den ene sjæl til den anden. Mest fortættet i den lille undseelige sætning: »Han lærte mig at skrive breve«.
Pænhedsstilistik
40 år ældre var Michael Neiiendam. Og siden har Aschengreen videreført den vidunderlige og generøse praksis at lade passionen for balletten og kunsten trives på tværs af aldersgrænser. Og man mærker hans sorg over at miste en åndsfælle som den 13 år yngre Politiken-kritiker Henrik Lundgren.
»Men Døden kom os imellem,« skriver han.
Stille og sorrigfuldt.
I morgen fylder Aschengreen 72 år. Men han er stadig høflig dreng.
»Jeg skrev det pænt – det har jeg faktisk altid bestræbt mig på,« som han artigt skriver.
Jo tak. Men denne erindringsbog er meget mere end pæn. Den er selvironisk og smuk. Og den giver klump i halsen.
Som jeg kendte dem udkommer i morgen.
