Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Ballonen i Mungo Park

Luftskipper og trommeslager Kresten Osgood sendte den anden af tre koncerter til vejrs med fynd og klem og masser af musikere på scenen. Senere sivede luften-
Kultur
28. august 2007
Luftskipper og trommeslager Kresten Osgood sendte den anden af tre koncerter til vejrs med fynd og klem og masser af musikere på scenen. Senere sivede luften-

Trommeslageren Kresten Osgood er en blæksprutte og et legebarn i dansk musik. Uden smålig skelen til fine fornemmelser, genrekasser og generationskløfter spiller han med alt og alle fra jazzavantgarde til rockmusik, åbner Roskilde Festival med sit absurdistiske rap-orkester Ikscheltaschel, eller bliver vært i et børne-tv-program.

I den forgangne weekend resulterede hans virkelyst og musikalske appetit i en tre dages koncertrække på Mungo Park i Allerød med en lang række musikere.

Deres udsendte overværede koncertaften nummer to. Og den var lidt at sammenligne med en stor farvestrålende ballon, der i løbet af aftenen mistede mere og mere af sin luft, for til sidst at ligge poset og brugt tilbage.

Der var klart mest substans i den swingforankrede jazz, som Osgood præsenterede i første afdeling med Hugo Rasmussen (bas), som garant for en solidt swingende grundpuls, flankeret af Heine Hansen (tangenter) og de to blæsere, Mads Hyhne (basun) og Jakob Dinesen (tenorsax).

Som særlig æresgæst og verdensstjerne havde Osgood hentet den herhjemme så godt som ukendte violinist og bratschist LaDonna Smith fra Alabama, USA. Hun er en musiker, der i flere årtier har slået sine folder i det internationale musikmiljø for eksperimenterende og improviseret musik.

Typisk Osgood, der har gjort det til en specialitet at arrangere og indspille koncerter med mere eller mindre kendte koryfæer, som det f. eks. er sket (habilt) med organisten Dr. Lonnie Smith og (mindeværdigt) med saxofonisten Sam Rivers.

Det fælles fodslag

Thelonious Monks "Green Chimneys" åbnede koncerten med fynd og klem.

Senere var det et effektivt tema fra den afdøde saxofonist, Bent Jædig, der fik orkestret op på dupperne med herligt spil. Gennemgående med især Jakob Dinesen som skarp solist, der også bekendte kulør til den romantiske side af sig selv med en stor og varm solo i balladen "Stardust", hvor Ben Webster fik en hilsen.

Man kan sige, at det er et vovet og interessant eksperiment at lade en fri improvisator som LaDonna Smith indgå i et mainstream jazz-koncept, og så se, hvad der sker. Hendes tonalt bevidst ustabile spil uden skyggen af swingfrasering var tydeligvis fejlplaceret her.

Til gengæld hørte vi hende også på hjemmebane i et par frit improviserede numre, der gav et anderledes indtryk af en radikal og lydeksperimenterende musiker. Men hendes særlige forcer blev aldrig tydelige på denne aften.

I andet sæt skiftede musikken karakter.

Osgoods gruppe, Hvad er klokken? - Thomas Vang (bas), Jesper Løvdal (sax) og Osgood (trommer) - tog imod guitaristen og multimusikeren, Gustaf Ljungren, foruden Nikolaj Nørlund og Maria Laurette Friis (vokal).

Fokus lå således på en række sangnumre f. eks. Bob Marleys "Waiting in Vain" i lettere grotesk country-udgave og en mørkt gyngende "Resumé" fra Nørlunds sangbog.

Den umage forsamling virkede mest, som om den havde svært ved at finde det fælles fodslag. En behjertet "All You Need is Love" afsluttede koncerten, men da var ballonen også stort set flad.

Kresten Osgood & Friends, Mungo Park, fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her