Læsetid: 4 min.

Er du britisk spion?

Den skotske historiker, forfatter og diplomat Rory Stewart vandrede tværs over Afghanistans bjerge få dage efter Talebans fald. Det er der kommet en både fascinerende, barsk og meget maskulin rejseskildring ud af
Rory Stewart har efter sin vandretur tværs gennem Afghanistan bosat sig i Kabul. Han leder en ngo, der har til formål at bevare Afghanistans kulturarv. Stewart har set, hvordan Afghanistans rige kulturarv er blevet misrøgtet og ødelagt som f.eks. de buddha-statuer, som Taleban sprængte i stykker.

Rory Stewart har efter sin vandretur tværs gennem Afghanistan bosat sig i Kabul. Han leder en ngo, der har til formål at bevare Afghanistans kulturarv. Stewart har set, hvordan Afghanistans rige kulturarv er blevet misrøgtet og ødelagt som f.eks. de buddha-statuer, som Taleban sprængte i stykker.

SAEED KHAN

29. august 2007

Er du britisk spion? Sådan lyder et af de spørgsmål, den unge skotske officer, historiker, diplomat og eventyrer Rory Stewart bliver mødt med i de snesevis af fattige landsbyer, han vandrer igennem på sin nærmest overmenneskelige fodrejse tværs over Afghanistan.

En måned tidligere er Taleban-regeringen faldet, og Afghanistan vrimler med udenlandske hjælpeorganisationer, elitesoldater og lokale stammeledere, kommandanter og landsledere, der alle har travlt med at slå en streg over fortiden og finde sig en magtfuld plads i det nye amerikansk-styrede Afghanistan.

Det er denne hvepserede af politiske intriger, uafsluttede regnskaber, had og hævnlyst, som den usædvanligt hårdføre og hårdhudede eventyrer stikker hånden i, da han i januar 2002 sætter sig for at krydse Afghanistan til fods - fra Herat i vest over bjergene til Kabul i øst. Mere end 700 kilometer gennem nogle af Afghanistans højeste bjergpas og mest isolerede landsbysamfund.

Man kan ikke beskylde Rory Stewart for at romantisere hverken sin rejse, de strabadser, han kommer ud for, eller den fattigdom og mistænksomhed, uvilje og åbne fjendskab, han bliver mødt med af de lokale afghanere. Kun ledsaget af sin metalforstærkede vandrekæp, sin rygsæk og en gammel ulvehund, som en sultende landsby prakker ham på, er han tvunget til at bede om hjælp i selv de mest uvenlige egne.

Mistro

Hans månedlange vandring fører ham til adskillige etniske gruppers områder, heriblandt de forfulgte og undertrykte hazarier og de Taleban-begejstrede pashtunere. Mange af landsbylederne bærer nag til hinanden for drab, overfald, angreb og forræderi begået under Afghanistans 35 år lange borgerkrig. Andre har netop skiftet alliancepartner og forsøger at slå en streg over deres samarbejde med talebanerne.

Næsten overalt bliver Rory Stewart mødt med mistro: Er han muslim, er han amerikaner, er han brite, er han spion, hvem kan han bedst lide, Bush eller Osama bin Laden? Med stor omhu forsøger Stewart at undgå de mange spørgsmål, men det gavner ikke ligefrem afghanernes tillid til ham, at han hverken kan svare på deres spørgsmål eller på, hvorfor han egentlig vandrer af sted gennem meterhøj sne midt i den afghanske vinter, hvor enhver fornuftig bonde holder sig indenfor og venter på forår.

Flere gang er Rory Stewart tilsyneladende i livsfare, men hvor tæt han kommer på at miste livet, skal ikke afsløres her. Kun at hans hund Babur bliver den, der redder ham.

Et forvandlingsøjeblik

Og hvad er det så, der får en ung diplomat til at droppe de bonede gulve og begive sig ud på en vanvittig vandring gennem et af verdens mest ugæstfrie og farlige områder?

Flere gange forsøger Rory Stewart at forklare for sig selv og læseren, hvad det egentlig er, der driver ham, men efter 340 sider er man stadig i tvivl.

Turen tværs over Afghanistan er endda kun en af etaperne i en Asien-odysse, som han indledte i år 2000 - fra Tyrkiet gennem Iran, Afghanistan, Pakistan, Inden og Nepal til Bangladesh - mere end 9.000 kilometer i alt.

Kun en enkelt nat på rejsen føler Rory Stewart sig rigtig tryg og velkommen. Det er, da han banker på porten og får lov at overnatte i en tadsjikisk militærforlægning blandt folk, der glæder sig over talebanernes fald og amerikanernes indtog.

Om det er, fordi han er udmattet, udhvilet, euforisk eller bare lettet over snart at nå sit mål, den afghanske hovedstad, er uvist, men velkomsten hos tadsjikerne bliver en slags forvandlingsøjeblik, en katalysator. På den sidste dag af vandreturen oplever han en kulmination oven på alle anstrengelserne, en meditativ ro, en magisk og intens samhørighed med naturen, der fryder og skræmmer ham. En nærmest religiøs oplevelse, hvor han føler det, som om verden er blevet givet som en gave udelukkende til ham - og hver enkelt menneske på jorden.

"Jeg havde fuldført min rejse og kunne tage hjem," slutter han sin beretning.

Om det er dette forklarelsens øjeblik, der har bestemt Rory Stewarts skæbne, er svært at vide, men at han i dag bor i Kabul og leder ngo'en Turquoise Mountain Foundation, der driver et undervisningscenter for traditionel afghansk kunsthåndværk og arkitektur, er næppe tilfældigt.

Skolen underviser blandt andet i fremstilling af traditionel keramik, flisedekoration, træskærerarbejde og kalligrafi, mens overskuddet går til håndværksmæssige uddannelsesprojekter i de afghanske landsbyer.

Formålet med fonden er at bevare og beskytte Afghanistans kulturelle arv, der er blevet ødelagt, misrøgtet og plyndret under borgerkrigen. At organisationen er opkaldt efter Afghanistans forsvundne by på det turkise bjerg er heller ikke tilfældigt.

Hvis Rory Stewarts beretning står til troende, ved netop han, hvor resterne af den årtusindgamle civilisation befinder sig. I en af de små landsbyer ved foden af den berømte Jam Minaret levede de fattige landsbybeboere af at sælge smukke keramik- og bronzefund, som de havde gravet op af jorden.

For historisk og arkæologisk interesserede er Rory Stewarts rejseskildring en guldgrube, men også for moderne eventyrere, der har tænkt sig at trodse røveri- og kidnapningsfaren og gæste Afghanistans mere ufremkommelige egne indeholder Stederne imellem en lang række nyttige råd. Så som at det er godt at klippe æslernes næsebor op, så æslerne kan få luft nok, hvis man skal over et højt bjergpas. Det er også en god idé at vænne sig til at tørre rumpen med grus og småsten, når du har besørget, for toiletpapir er ikke standardudstyr på landet. Husk i det hele taget klortabletter til inficeret vand og masser af medicin mod dysenteri. Hvis du er tvunget til at lyve om, hvorvidt du er muslim, så sig, at du kommer fra Indonesien. Det land ved de færreste afghanere noget om. Et åbent område uden fårelorte tyder på, at stedet er mineret. Og endelig ... undlad at medbringe en hund, for afghanerne betragter hunde som meget urene dyr ... og lad være med at medbringe et detaljeret kort, for så tror folk blot, du er spion.

Stederne imellem. Af Rory Stewart. 340 s. 249 kr. Husets Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som supplerende læsning kan jeg anbefale tegneserien "Fotografen", der er skrevet af en fransk fotograf, der fulgte et lægehold i Afghanistan i firserne. Jeg har selv oversat den, og den er udgivet på Egmont Serieforlaget.