Læsetid: 4 min.

Byen på kanten

Spændingen mellem den amerikanske drøm og de bristede illusioners boulevard dirrer i de bedste romaner fra og om Los Angeles
Spændingen mellem den amerikanske drøm og de bristede illusioners boulevard dirrer i de bedste romaner fra og om Los Angeles
30. august 2007

De fleste intellektuelle amerikanere elsker at hade Los Angeles. I en Woody Allen-film bliver det sagt, at den eneste kultur, der trives der, er den, der findes i yoghurt, og da F. Scott Fitzgerald i 1920'erne drog hjem til New York efter sit første besøg i Hollywood, udbrød hans redaktør:

"Gudskelov, at du er vendt tilbage i live. Hvis ikke Los Angeles er civilisationens røvhul, så har jeg ikke forstand på anatomi."

På den anden side har Los Angeles, lige siden de såkaldte boostere i 1880'erne forsøgt at sælge regionen som et paradis for velhavere, repræsenteret den optimale amerikanske drøm, hvad enten den så har handlet om at stå i filmbyens rampelys eller ligge under parasollerne på den allervestligste kant af kontinentet.

Denne kontrast mellem billederne af Los Angeles som Edens Have og de bristede drømmes boulevard kom for første gang til udtryk i 1930'erne. Indførelsen af lydfilmen i bydelen Hollywood skabte i det årti et pludseligt behov for folk, der kunne skrive iørefaldende dialog. I en tid præget af depression var der derfor intet at sige til, at den ene fattige og talentfulde forfatter efter den anden satte kursen vestpå.

"Der er millioner at hente herude, og den eneste konkurrence er fra idioter. Hold dig for dig selv," skrev forfatteren Ben Hecht i et telegram til en kollega.

Ikke til at snyde

Litteraturen begyndte at strømme fra Los Angeles. Cain, Chandler, og Hammett skrev om de nådesløse gader. Horace McCoy og John Fante rettede fokus mod dem på bunden af samfundet, mens dramatikere som Clifford Odets, Lillian Helman og Maxvell Anderson gemte sig for solen og deres arbejdsgivere i Stanley Rose's Bookstore eller drak martinier på Musso and Frank Grill på Hollywood Boulevard. Lige om hjørnet - på Knickerboxer Hotel, der i dag fungerer som plejehjem - druknede William Faulkner sin afsky for filmindustrien i alkohol, mens han skrev dårlige manuskripter og dele af sit mesterværk Absalom! Absalom! (1936).

Heller ikke Nathanael West delte Hecths mening om, at det var nemt at score kassen i Hollywood. West blev i starten af 1930'erne hentet til Hollywood for at skrive manuskripter, der mindede om hans første roman Miss Lonelyhearts (1933).

I et brev til fin forlægger beklagede han sig over, at han skulle arbejde fra 10 om formiddagen til seks om aftenen, også om lørdagen.

"De gav mig en opgave - en scene i en skønhedssalon - fem minutter efter, jeg var mødt op, og de forventer at jeg spytter flere sider ud hver dag. De er ikke til snyde."

West drog hurtigt hjem til New York - men oplevelserne på vestkysten rumsterede, og i 1935 vendte han tilbage til Los Angeles, hvor han ernærede sig som b-filmmanusforfatter frem til sin død i 1940, mens han blandt andet skrev den måske bedste bog om byen og regionens atmosfære nogensinde.

Tarzan og Askepot

The Day of the Locust (1939) - eller Græshoppens dag, som den hedder på dansk - skulle egentlig havde heddet The Cheated, hvilket ganske godt karakteriserer næsten hele romanens persongalleri; alle bliver de på den ene eller anden måde snydt, fordi de ikke kan få del i den version af den amerikansk drøm, som Los Angeles' boostere og filmmekkaet Hollywood har produceret og med held solgt til hele landet.

Den afmagt og frustration, der nærer mange af romanens figurer, fandt West uden tvivl inspiration til, mens han boede på det billige hotel Pa-Va-Sed på Ivar Avenue 1817 lige om hjørnet fra Hollywood Boulevard.

Her erfarede forfatteren ved selvsyn, hvordan ludere, lommetyve, religiøse plattenslagere og puritanske tilflyttere klædte sig ud, fortalte røverhistorier og gjorde sig til i håbet om at blive berømte - eller blot komme til at udtrykke sig på en eller anden måde.

Det er nemlig én af West bærende pointer, trangen til at udtrykke sig på en måde, der stemmer overnes med de nye tiders eventyrlige pejlemærker.

Naturligvis en fuldstændig håbløs mission, medmindre man som romanens rigmand Claude Estee har råd til at indrette sig så smagsløst, at grænsen mellem fiktion og virkelighed opløses. Eller hvis man som den blonderede Faye Greener har evnen til at ignorere realiteterne og i stedet forsvinde ind i en drømmeverden baseret på de mange eksotiske Askepot- og Tarzan-historier, nabolagets mytefabrik spyttede ud på den tid.

Denne evne ejer West hovedperson Tod Hackett ikke, og det gør heltinden i Joan Didions roman Play It as It Lays (1970) heller ikke. Mens Santa Ana-vinden blæser de sidste rester af illusionerne om det endelige amerikanske paradis ud over Stillehavet, kører hun hvileløst rundt på byens mange freeways uden noget mål og med masser af lig i bagagen.

Derude er hun ikke alene. Både Chandlers og Ross McDonalds detektiver har det bedst bag rattet, hvor de føler, de kan styre deres eget liv efter regler, der er til at overse. Sammen med Oedipus Mass fra Thomas Pynchons The Crying of Lot 49 (1965) kan de for en stund flygte fra virkeligheden og nyde den mangfoldige natur, de skarpe kyststrækninger, de tequillafarvede solnedgange, arkitektoniske vidundere og mange skæve og interessante personer af spraglet etnisk herkomst, der også er Los Angeles - og som i den grad understreger, at regionen har langt mere kultur end fordommene siger.

Serie

Seneste artikler

  • Rembrandt

    2. maj 2009
    Der er lysegrønne træer overalt i Amsterdam, nyudsprungne, og det førend de var kommet så langt i København. Der er lang kø i det grønne foran Rijksmuseum eller rettere ved bagindgangen, mens der er hængt store transparenter op over facaden ved hovedindgangen som dække for en ombygning
  • Metrodigte i myldretiden

    29. januar 2009
    Det er godt, at København omsider fik en metro og kom til at minde lidt om en rigtig storby, og det er endnu bedre, at vi har kosmopolitten Martin Larsen til at skrive digte i den. Metrodigte.
  • Med på noderne i 1711

    7. august 2007
    Et kig tilbage i litteraturhistorien kan rejse spørgsmålet: Hvor meget har London egentlig ændret sig, sådan de sidste 300 år?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu