Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Færøsk drama-queen og danske party girls

Den magisk dragende færøske sangkunstner Eivør sætter lidt af sin kant over styr på et engelsksproget udspil, hvor den danske duo JaConfetti ikke gerne forlader et kulørt og feststemt rum
Eivør er et godt stykke hen ad vejen ganske flot kørende, thi dette seje kvindemenneske ejer i hvert fald en af de største og bedste stemmer længe hørt, fuld af råstyrke og karakter. Hun er bestemt ingen dårlig komponist, mange af hendes melodier emmer af folklore, drama og en klædelig dødelig alvor; Eivør er ikke gået ind i musikken for sjov, der her handler soleklart om liv og død.

Eivør er et godt stykke hen ad vejen ganske flot kørende, thi dette seje kvindemenneske ejer i hvert fald en af de største og bedste stemmer længe hørt, fuld af råstyrke og karakter. Hun er bestemt ingen dårlig komponist, mange af hendes melodier emmer af folklore, drama og en klædelig dødelig alvor; Eivør er ikke gået ind i musikken for sjov, der her handler soleklart om liv og død.

Bardur Eklund

Kultur
25. august 2007

Nogle mennesker er så uimodsigeligt musikalske, at spørgsmålet bliver, hvad de dog bruger det overskud til? Jeg har mærkeligt nok mødt mange musikalske mennesker, for hvem denne gave grænsede det selvfølgelige og som derfor ikke rigtig havde noget at bruge den til. Som simpelthen manglede en vision. Deraf måske de mange dygtige musikere, der gør det så fremragende, når de akkompagnerer andre, men fremstår så farveløse, når de kaster sig ud på det dybe vand i solistens belastende rolle.

På samme måde (?) findes der også dem, for hvem det tekniske både falder svært og ligger fjernt, men som til gengæld brænder, brænder, brænder for det, de laver. Og som trods begrænset musikalitet alligevel seriøst formår at sætte aftryk på verden; sidstnævnte type er der slet ikke så få af inden for rocken, som i sidste ende er den genre, der levner størst plads til den geniale - eller i hvert fald: beåndede - dilettant. Det er faktisk ret utroligt, hvad der er kommet ud af den cocktail.

Men det bedste er og bliver dog den, der både er gennemført musikalsk og samtidig besidder en unik og passioneret tilgang til stoffet. Dem, der virkelig vil noget med deres musik. Som f.eks. den særegne færøske sangerinde Eivør Pálsdóttir, som jeg først bemærkede, da hun som 16-årig sang i det fine rockensemble Clickhaze.

For et par år siden fik jeg så den fabelagtige Trøllabundin-cd i gave (og jeg kan godt trænge til en cd mere), hvor hun i selskab med et oplagt Radioens Big Band skabte et af de der særegne for nu ikke at sige magiske værker, der fuldstændig unddrager sig genrebestemmelse. Primært bestående af Pálsdóttirs egne sange, afsunget på henholdsvis færøsk og svensk, var det virkelig noget, der fik mig til at spidse øren. Troldbunden, jo tak!

Det var derfor med forventning, jeg smed hendes seneste udspil, Human Child, i afspilleren. At hun nu om stunder kun kalder sig Eivør og en enkelt undtagelse nær udelukkende synger på engelsk, kunne indikere, at den 24-årige færing håber på at lave en 'Björk' - dvs. få hul igennem til et publikum uden for Norden, hvor vi virkelig i højere grad burde hylde hende.

En nordisk drama queen

Hvordan går det så? Mja, ja, jo - engelsk som sangsprog er et tveægget sværd. På den ene side åbner den op for kommunikation med en større del af verden end f.eks. færøsk gør. På den anden side kommer man i selskab med gud og hver anden globale teenager, som mener, at en heftig diæt af MTV, dårlige actionfilm og angelsaksisk musik automatisk er ensbetydende med, at man mestrer engelsk på niveau med eget modersmål. Det er der kommet meget ral ud af. Og så bliver man også automatisk del af en enorm, ind i mellem skræmmende anonym masse af pladekunstnere. Medmindre naturligvis, at ens kunstneriske identitet er så stærk, at man formår at trænge igennem lortestrømmen. Og der er Eivør et godt stykke hen ad vejen ganske flot kørende, thi dette seje kvindemenneske ejer i hvert fald en af de største og bedste stemmer længe hørt, fuld af råstyrke og karakter. Hun er bestemt ingen dårlig komponist, mange af hendes melodier emmer af folklore, drama og en klædelig dødelig alvor; Eivør er ikke gået ind i musikken for sjov, der her handler soleklart om liv og død - men når hendes tekster oversættes til engelsk, mister de en smule af deres både magi og mystik.

På hendes hjemmeside ser jeg til min ærgrelse, at Human Child er at få i en færøsk udgave (Mannabarn) og dén vil jeg gøre mig en anstrengelse for at få fat i, thi min fornemmelse siger mig, at det er dér, guldet ligger begravet. Et indtryk, der forstærkes af det enkeltstående nummer, der afslutningsmæssigt afsynges på færøsk, "Elisabet og Elinborg", som i den grad får de små hår til at stå lodret op i luften.

Det sagt er Human Child som helhed stadig lysår foran det meste, vi i det daglige diverteres med af musik (og sang! Den stemme, altså - her er ekkoer af både vores egen Annisette og den forrygende samiske stemmekunstner Mary Boine, men først og sidst er Eivør sgu sin egen!).

Efter min mening spiller de ind i mellem noget ortodokse arrangementer ikke altid op til stemmens eller melodiernes iboende storhed, men når de gør, er der så mange kuldegysninger på drengen, at en lungebetændelse er lige op over. Pladens højdepunkter udgøres af det rygradsrislende "Mercy of Darkness", hvor Eivørs potentiale som nordisk drama queen foldes fuldt ud (hør den himmelske baggrundsvokal, se så Venedig og - nå ja - dø), den sejt fremaddrivende, meget nordisk klingende "Trees in the Wind", den dystert foruroligende "Listen" og den hengivent charmerende vals, kaldet - ja - "The Waltz". Men som sagt - det hele er godt. Nu er det så bare ud og finde Mannabarn, som med garanti er endnu bedre!

Kulørte drinks

Musikken har jo heldigvis - som kunsten i øvrigt og livet som sådan - mange rum og niveauer og på den etage, hvor der festes hårdt igennem, finder vi de to party girls, Josephine Philip og Anne Trolle, der kalder sig for JaConfetti og som sådan har udsendt langspilleren The Rainbow Express.

Ganske uden respekt for givne genrer (men med et vågent øje for enhver tænkelig trend i tiden) og assisteret af et hav af producere - Ben Horn, Eddie Confetti, Thomas Troelsen, Pato, Buda og Domer - er vi her ude i et musikalsk globalt miskmask og disse jet settende damer kunne stamme fra en hvilken som helst internationalt orienteret storby med en levende klubscene.

De 11 sange på den friske debut-cd er alle swingende, udadvendte og dansante, fulde af pep og højt humør, som skabt til en aften med kulørte drinks og ditto lamper. JaConfetti er en klassisk pigepopduo à la Shampoo og Yaki-Da, og hvad den slags nu hedder, med lige moderne lyde nok kravlende rundt i de livlige mix til at musikken ubesværet kan glide ind på klubberne uden at bryde flowet eller ødelægge stemningen. Og som jeg holder meget af et spise en hel pose vingummi indimellem, er der heller ikke noget galt i at sætte sig op i The Rainbow Express og ellers race derudad.

Minder JaConfetti mig om noget eller nogen, er det drengeduoen Junior Senior, som bragede gennem lydmuren i 2003 siden via hittet "Move Your Feet" - et nummer, de i øvrigt aldrig har overgået - efterfulgt af to noget inkonsistente (men dog ikke inkontinente!) langspillere, der i højere grad sigtede mod fødderne end de små grå.

Det er alt sammen festligt, folkeligt og fornøjeligt og det samme gør sig gældende for de syv sange, der udgør duoens ny mini-cd Say Hello, Wave Goodbye - en titel, de af en eller anden årsag har følt sig nødsaget til at 'låne' fra den mere substantielle synth-duo Soft Cell - uden at jeg er lige ved at dåne over hverken sangskrivning, produktion eller performance. Der hviler noget letkøbt over denne udgivelse, som faktisk får JaConfetti til at fremstå i et flatterende lys. Nu ved De det.

Eivør: Human Child (RecArt Music)

JaConfetti: The Rainbow Express (RCA/Sony-BMG)

Begge plader udkommer mandag den 27. august

Junior Senior: Say Hello, Wave Goodbye (Crunchy Frog). (Er udkommet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

kære Klaus L
juniorsenior er da ikke folkeligt, du har vist misforstået noget. desuden har de kun lavet et album efter move your feet pladen. og igen lidt af en misforståelse at den skulle gå mere i fødderne end den første. har du hørt den og evt. sidste halvdel? og bare fordi der ikke er den seriøse rockattitude involveret, kan man jo godt have noget at sige. er der så meget substans i bands der alle har den samme psuedo rock ting kørende?
nu ved du det ;)