Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Herfra min verden går

Kristina Nya Glaffey debuterer lovende med en bog om danskheden
Kultur
31. august 2007

Kras er det ikke, når Kristina Nya Glaffey i sin debutprosasamling, Lykkejægere, river os i næsen med alle vores klicheer om folk og verden.

Blidt og venligt derimod.

Og forførende, fordi hun virkelig kan noget med sproget. Og ja, det er sproget, der er på spil i bogen. Hvor de fleste forfattere forsøger at undgå klicheer, komme ud over dem og hen til et rent sprog, søger Glaffey lige midt ind i klicheerne og bruger dem mod sproget selv.

Noget nær det hele foregår på overfladen i Lykkejægere. Dér hvor sproget er overflade og uden egentlig essens. Dér hvor sproget omhyller folk. Bogen består af en række portrætter af kendte danskere som Anja Andersen, Lars Larsen, prins Henrik og Søren Ryge. Mellem disse portrætter står portrætter af ukendte personer og par, som imidlertid har arketypiske træk. Portrætterne er skrevet som en sammenstilling og ophobning af klicheer, der omgiver disse personer.

Derved bliver Lykkejægere ikke så meget en bog om disse danskere, men en bog om os selv, en bog om, hvordan vi ser og opfatter dem, lever gennem dem. En bog om, hvordan vi med vores sprog omfavner disse personer. Ganske raffineret ophober hun alle klicheerne om disse personer, sådan som det eksempelvis sker i det indledende stykke om Anja Andersen.

Det har sin charme

"Det har da sin charme, det lægger vi ikke skjul på, hun skiller sig ud, hendes personlighed, den fandenivoldskhed, det nærmest ikke-danske, den passion. Vi synes måske, det er i overkanten, når hun går til yderligheder, når hele følelsesregistret kommer i brug på den måde. Vi kan ikke rigtig forholde os til det, det vækker ikke genklang i os. Hvor gerne vi end ville, vi må stille os uforstående over for det."

Når klicheerne bliver hobet op, som det sker overalt i bogens stykker, bliver de vendt mod sig selv og ja, ætsende. De bliver vendt mod danskheden og mod selve den måde, vi opfatter emner som feminisme, homoseksualitet og kolonialisme på. I den forstand er bogen kærligt samfundskritisk på en helt anden måde, end vi er vant til fra Glaffeys danske forfatterkolleger.

Lykkejægere er befriende anderledes. Skrevet med en sjov og fræk undren over sproget. Hvis man skal pege på forbilleder for Kristina Nya Glaffey er det mest oplagt at tænke på den Peer Hultberg, der i sin store roman Byen og verden vævede en tæt komposition af forskellige stemmer og litterært dyrkede klicheen. Glaffey er ude i lidt det samme ærinde, dog i betydelig mindre målestok. Og i en mindre moden komposition.

Lovende debut

Når det er sagt, er det vigtigt at pege på bogens største problem, nemlig at bogens to dele står og taler ufuldbyrdet med hinanden. Førstedelens små korte portrætstykker bryder vellykket og kontrastfyldt med hinanden, hvorimod vi i anden del får den fortløbende fortælling om Jørgen, der fra Aalborg Industries er udsendt til Brasilien, hvor han møder en lokal kvinde. Det bliver aldrig helt klart, hvad Glaffey vil med den fortælling, der mest af alt peger hen i en helt anden og endnu uforløst bog.

Men det ændrer ikke ved, at Lykkejægere er en lovende debut. Man læser let og uden modstand. Er godt underholdt og lidt klogere på den dér underlige danskhed, som også især ligger i vores sprog.

LykkejægereAf Kristina Nya Glaffey. Prosasamling. 104 sider, 149 kr. Gyldendal. ISBN 9789-87-02-05941-0. Udkommer i dag.

Interview med Kristina Nya Glaffey i Refleks i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her