Læsetid: 7 min.

Hitlers villige redskab

Det Tredje Riges arkitekt anskuet som rollemodel for moderne management - Joachim Fests Speer-biografi på dansk
Det Tredje Riges arkitekt anskuet som rollemodel for moderne management - Joachim Fests Speer-biografi på dansk
31. august 2007

Han fik særstatus som ingen andre af nazismens koryfæer - end ikke de gamle medkæmpere - han blev Hitlers ven. Eller ven og ven. Spørgsmålet er, om Hitler evnede at knytte bånd af en sådan art til nogen. Fortrolighed var der dog i vid udstrækning tale om. For den unge arkitekt Albert Speer, der mere eller mindre tilfældigt blev draget ind i Hitlers kreds, førte dette til nærkontakt med diktatoren og et frisprog, som ingen anden vovede. Hvordan dette lod sig gøre, har været en gåde for alle Hitler-Tysklands-historikere, eftersom de to - på den ene side den opadstræbende arkitekt og en overgang omnipotente rustningsminister og på den anden eneherskeren - dårligt kunne udgøre større modsætninger. Eftersom Hitler ikke tålte noget eller nogen fra ham selv afvigende, og da slet ikke hvad angik folk med overlegne egenskaber og intellekt, bliver gåden ikke mindre.

I Joachim Fests nu otte år gamle biografi - omsider i dansk oversættelse - lyder budet på en slags løsning: at Speer i et eller andet omfang mere eller mindre uafvidende udøvede en erotisk påvirkning på Hitler. En sjældent svigtende tiltrækningskraft, ikke mindst skabt af modsætningsforholdet. Omvendt var Albert Speer tryllebundet af Hitlers uindskrænkede magt og den magi, som han ikke var den eneste, der oplevede; den ubegribelige og uimodståelige kraft, der strålede ud fra førerskikkelsen, og som i så rystende grad underlagde sig omgivelserne. Dét i en sådan grad, at de fleste i partiet og inderkredsen og et ufatteligt stort antal tyskere uden videre for Hitlers skyld var parate til at lade sig selv og Tyskland gå til grunde. Hvilket jo også skete på bud fra et betonforet hul i jorden i Berlins centrum, fra førerbunkeren under det sønderbombede Rigskancelli, som Albert Speer få år forinden på rekordtid havde bygget, og hvor Hitler i april 1945 i tænderskærende raseri, men med terrorapparatet forbløffende intakt midt i ruinhobene, ynkeligt endte sine dage for egen hånd.

Entreprenant potens

Modsætningerne mellem herre og mester kunne som sagt næppe have været større: Albert Speer var højt dannet og uddannet arkitekt, kom fra en velstående provinsfamilie - faren var ligeledes arkitekt. Speer, en smuk mand, velvoksen, slank og sportstrænet, kunne med lige dele kompetence og charme sno sine omgivelser om en lillefinger og besad den naturlige myndighed - ofte ikke ulig arrogance - med hvilken baggrunden i den daværende tyske højere middel- og overklasse forlenede ham. Over ham og over for ham stod den plumpe, direkte frastødende Adolf Hitler, skråskuldret, uheldigt proportioneret med dårlig ånde; søn af en voldelig småfunktionær, uden uddannelse af nogen art; runden af det menneskelige vraggods efter Første Verdenskrigs skyttegravshelvede, de mænd der kom til at udgøre de højreekstremistiske, voldsdyrkende sammenslutninger, basis for nazismens terrorregimente før og efter 1933. Med sit ubændige had til sit eget udgangspunkt og det østrigske blandingssamfund, hvori han selv nær var gået til bunds, opbyggede dette subindivid ved hjælp af enestående talegaver og iskold brutalitet sin position som en moderne Nero med uindskrænkede beføjelser og magten til at lade leve og dø samt rive ned og føre op.

Verdenshovedstaden Germania

Albert Speers fascination af denne entreprenante potens og udsigten til at få lov at bygge, hvad det skulle være i den smag og stilart, i hvilken han og Hitler mødtes, definerede hurtigt forholdet. Speer fik overdraget den ene store opgave efter den anden. De gigantiske byggerier og projekter i og omkring Berlin skaffede ham direkte adgang til Føreren, der hellere end gerne i sin periodiske drivertlignende livsstil tilbragte timer med at studere tegninger og modeller og udbrede sig om arkitektur, hvilket han heller ikke havde forstand på.

Fra denne særstilling i et ellers morderisk farligt hierarki i og omkring diktatorens hof var Speers vej banet for opnåelsen af stadig større magtbeføjelser. Den vildt ambitiøse og næsten sygeligt virkeduelige og rastløse hofarkitekt syntes parat til at gå, hvor langt, det så skulle være.

Den villighed var der god brug for, og skrupler var ikke fremherskende. For at virkeliggøre egne og Hitlers visioner om en ny verdenshovedstad, et nyt Berlin, en grotesk overdimensioneret kulisseby Germania som tribune for diktaturets selviscenesættelse, måtte i tusindvis af boliger kondemneres og beboerne genhuses. Til dette formål var uddrivelsen af Berlins jøder kærkommen. Deportation og tilintetgørelse. Alt dette bevidnede Speer, uden ifølge egne forklaringer ved Nürnberg-processen og siden i sine erindringer at spørge sig selv endsige andre, hvor jøderne blev bragt hen, og hvad der skete med dem? Det siger sig selv, at det er her og i lignende spørgsmål om naziregimets industrielt organiserede rædselsgerninger, Speers fundamentale troværdighedsproblem ligger. Her krakelerer for tid og evighed det billedeaf den civiliserede teknokrat og forvalter midt i et natmørkt politisk system, som Speer søgte at skabe i sine skriverier under det 20-årige fængselsophold i Spandau og de hyppige interviews efter løsladelsen i 1966 søgte at male. Eller snarere billedet af kunstneren, der i bedste romantiske forstand ikke befattede sig med det politiske og derfor ikke kunne vide besked og i hvert fald ikke bar nogen skyld. I denne optik opfattes i virkeligheden kun de politiske som skyldige. Og eftersom nazismen unægteligt var et diktatur, hviler denne skyldbyrde logisk på diktatoren. Men i og med at de øvrige anklagede i Nürnberg med Göring, Hess, Ribbentrop og generalerne Keitel og Jodl i spidsen frasagde sig både skyld og ansvar, påtog Speer sig i det mindste sit ansvar for Det Tredje Riges frygtelige overgreb på menneskene og verdensfreden. Denne erklæring var - oprigtigt ment eller ej - tjenlig som forsvarsstrategi for at undgå en ellers sikker skæbne, den maksimale straf: døden. Ydermere forlenede denne ofte fremhævede ansvarspåberåbelse Albert Speer med et forsonende skær af angergivenhed og erkendelse af forfærdende fortidsfejltagelser, dét der rent faktisk sammen med hans modige ulydighed og sabotage af Hitlers gentagne krav om den brændte jords taktik og Tysklands totale ødelæggelse reddede ham fra galgen og et stykke tid efter løsladelsen til en vis grad gav ham et vist menneskeligt format. Men som Oscar Wilde siger - og som Speer i øvrigt selv citerede - er det en udbredt misforståelse at tro, at mennesker, der forårsager store tragedier, også ejer følelser, der svarer til tragedien. Med andre ord står den konklusion tilbage, trods alle forsikringer, at de monstrøse og utallige overgreb, Speer ikke kan have undgået at kende til - alene hvad angår slavearbejderne i den tyske rustningsindustri, hvor han jo selv var minister - var hele regimets og altså også Speers bevidste dispositioner. Forbrydelser for hvilke alle i toppen og mange flere og Speer i højeste grad var ansvarlige og fuldt vidende om. Angeren var påtaget. Eller rettere blev forbrydelserne ikke set som sådanne, men alle handlinger retfærdiggjort i sagens tjeneste. Hensigterne - som var Hitlers, men med systemets mere end fulde billigelse - helligede alle midler.

En selvskabt fælde

Albert Speer forestillede sig selv, at han efter udståelsen af sin straf på de 20 år i strengt fængsel i Spandau bagefter ville kunne gen-indtage en plads i det foreliggende menneskelige samfund. Men hans valg af overlevelsesstrategi var samtidig en selvskabt fælde. De folk, der ikke troede på hans oprigtighed, så ansvarspåberåbelsen som falsk og hyklerisk. Ansvaret måtte være ensbetydende med skyld. Andre, der nok accepterede oprigtigheden, fandt, at den tidligere rigsminister og Hitler-ven blot var en simpel forræder. Imellem disse to synspunkter var der intet holdbart ståsted. Mere interessant end Albert Speers ulidelige dilemma, som måske endte med at tage livet af ham ved et slagtilfælde i oktober 1981, er utvivlsomt fænomenet Speer i bredere forstand. Således har Sebastian Haffner påpeget Speer som det klareste udtryk for det ene af nazismens to sider: moderniteten. På den ene side svælgede Hitler og hans kampfæller i uendelige forestillinger om en eller anden tysk oprindelighed ikke mindst inspireret af pangermanismen og Wagner. Her var det moderne bandlyst som udtryk for jødernes og de kulturradikales inficering af det nationale. Og her fandt Hitler sin arkitekt i Speer, der byggede bygninger i opposition til det nye, til Bauhaus og det funktionelle. Men i Speer-skikkelsen rummedes samtidig det moderne managementmenneske, som siden kom til at dominere den verden, der paradoksalt nok vandt over nazismens Blut und Boden-romantik. Speer var fremtidens menneske, teknokraten, der tjente den herre, der gav ham fuld adgang til at udnytte teknikken og senindustrisamfundets økonomi og folkemasser. Speer opfattede nazismens blod- og racelære, ordensborge og germanske fnadder som det rene humbug. Alligevel gik han med liv og sjæl ind for det. Her fik han uendelige eller næsten uendelige muligheder for at realisere energier, kongruente med hans egne magtambitioner. Man genkender her den moderne politiker parat til at tilsidesætte enhver idé, ethvert princip for at komme opad. Man har en minimalstat, til dét ikke kan betale sig længere, osv. Det skræmmende er, at den type, som Speer så at sige foregreb, er i stand til at forfægte hvad som helst, når blot det giver den gevinst, som er selve magtens mål og dermed ofte når målet. Den teknokratiske intelligens - og det kræver en god portion af dén at manøvrere i moderne systemer, det gjaldt også nazismens - er som Speer i stand til at gennemskue en hvilken som helst overspændt eller tåbelig ideologi - og udnytte den. Speer gennemskuede sine kollegers og Hitlers vås som livsfarligt. Men han gjorde intet, for hensigten, magten helligede alle midler. I den ulyksalige forstand er Albert Speer aktuel som nogensinde.

Speer. En biografi. Af Joachim Oversættelse: Thomas Havemann. 486 s. ill. Høst&Søn. ISBN 978-87-638-0388-5

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Artiklen fik mig til at tænke på Tom Lehrers vise om raketeksperten Wernher von Braun, manden bag såvel nazitysklands v1 og v2 og USAs rumprogrem: "Vonce ze rockets are up, who cares vhere zey come down - zat's not my department - says Werner von Braun."

Speer blev godt selv klar over problemstillingen.
I sine memoire redegør han om en episode, hvor hans sekretær havde været i Polen - da han kom hjem spurgte han Speer om han kendte Dachau - hvad svarede han ja til - men han ville ikke vide hvad der skete der.
I Speers analyse af hvad der gik galt i nazi tyskland er det netop en af pointerne - sektoriseringen - du behøver ikke at vide hvad der foregår inde ved siden af (eller du kan i hvert fald lade som om).
Nøjagtig den samme problemstilling der er styrende for vor vestlige samfundsform, hvor forvaltningerne og vores produktionsform splitetr verden op i usammenhængende enkelthandlinger - med medfølgende fordrejninger, løgne og hykleri til følge samt uoverskuelige social, kulturelle og miljømæssige konsekvenser.

"Over ham og over for ham stod den plumpe, direkte frastødende Adolf Hitler, skråskuldret, uheldigt proportioneret med dårlig ånde; søn af en voldelig småfunktionær, uden uddannelse af nogen art;"

Dette er sjovt nok ikke det generelle billede man får af Hitler hvis man læser om ham, tværtimod bliver han tit beskrevet som en intelligent, elegant og charmerende mand. Desuden ville han jo være arkitekt og havde vist nok rimelige evner, så modsætningsforholdet mellem Speer og Hitler var måske ikke så stort som man skulle tro.

Bryder mig forøvrigt ikke om Hitler, men synes det er et unuanceret billede der gives af ham, hvilket er farligt, hvis det forleder folk til at tro, at det onde er så let genkendeligt, det er det ikke!

Robert Ørsted Jensen

Jeg er meget enig med Benny Madsen. Det er en meget ahistorisk fremstilling af Hitler - en mand som i samtiden beskrives som havende den samme virkning på kvinder som 60ernes rock-idoler havde.

Det ville overraske mig hvis det er en udsagn som Metz har hentet hos Fest selv. Det ligner derimod meget det udsagn som eftertiden har skabt af denne mand og der er nogle uheldige ansvarsforflygtigende tendenser i det udsagn.

Jeg tror at det billede som tegnes i den tyske film om de sidste dage i Bunkeren af en ældet fører som også kunne være hensynsfuld er mere nøjagtigt, det er også et langt farligere.

Det er i alle tilfælde en dårlig ide at efterlade det indtryk at førerskikkelser skal være frastødende for at være farlige.

Men det er et faktum, at i modsætning til den "hyggelige" piberygende Stalin eller den "stærke og mandige" Saddam Hussein virker den kejtede, halvgrimme og asketiske Hitlers udstråling i dag ganske uforståelig. At Hitler i sine senre år havde voldsomme mave- og tandproblemer, der bl.a. gav ham dårlig ånde og vegetarprutter, er der belæg for i flere kilder. Og at han havde søgt optagelse på kunstakademiet beviser ikke, at han havde særlige evner. Hans efterladte tegninger er ikke så ringe, som nogen har villet gøre det til, men heller ikke noget, man med rette kunne kalde talentfuldt.

Disse uomtvistelige fakta gør hans noptorisk karisma så meget mere gådefuld og er vel også grunden til den stadige fascination af manden, uanset hvor meget man hader alt, hvad han stod for. Speer nærmer sig selv emnet flere gange både i dagbøger og erindringer, men har heller ingen forklaring.

Jeg tror lige præcis det er farligt at tale om "ondskab" i forbindelse med Hitler, jeg mener snarere at problemet var ligegyldighed. Tyskerne var ikke specielt onde, men det gik godt i 30'erne, man var kommet i arbejde og kunne komme på ferie via "Kraft durch freude" og ja, hvem pokker interesserer sig så for Jøderne.

Endvidere var Hitler selv kun et produkt af sin tid, jødehadet er jo ikke noget han havde opfundet, faktisk mener jeg at have læst at en del af det antijødiske propaganda materiale som Henry Ford udgav blev genanvendt i det 3 rige. Plus at jødehadet var udbredt i den Østrigske middelklasse. Selv Danmark havde et racehygiegnisk program.

Det er korrekt at Hitler i de sidste 3 år degenererede fysisk og bl.a. havde en sygelig hang til kager. (Stalins dosier om Hitler) men læser man biografien om Eva Braun (Kvinden der elskede Hitler) så får man uvilkårligt et andet indtryk, som i og for sig må overraske en, hvis man netop har det stereotype billede af Hitler som man fx. typisk lærte i folkeskolen. Hvis man læser Traudl Junge, så er det også et helt andet billede.

Personligt var jeg fx. overrasket over at læse at Hitlers ynglingsfilm var King Kong! Jeg mener det er jo ikke lige det man forbinder manden med. I det hele taget læser man om ham, så får man et andet billede af personen Hitler. Jeg har fx. læst en udemærket bog der advokerer for at manden led af Post Traumatisk Stress Disorder efter oplevelserne i Første Verdens Krig. Ser man sådan på det, så er det vel åbenlyst at det tyske folk har ladet en syg mand lede dem ud i katatrofen og hvor ligger skylden så henne?

Så mit generelle synspunkt er at man ikke umiddelbart bare (sådan som fx. mange tyskere gør) kan personificere Hitler som det ultimative onde og som noget ondt der var letgenkendeligt.

For mig at se er der en stor fare i at tilskrive Hitler alle ulykkerne, idet man jo så også afskriver, at det kan ske igen, men kimen til Holocaust eksisterer i alle samfund. At reducere Holocaust til Hitler og personkredsen omkring ham er en fejl. Det var et ufatteligt sammenspil af mange forskellige tendenser i tiden, hvor Hitler bare var katalysator.

Ja Hitler søgte ind på Kunstakademiet, men han havde vist bedre evner som arkitekt, men valgte af ukendte årsager ikke at forfølge denne levevej.

Robert Ørsted Jensen

Det er korrekt, anmeldelsen her afslører skånselsløst at Fest's bog, trods kvaliteter er et forældet værk hvorfor forlæggen har begået en bommert af rang.

Bogen indeholder ikke den nyeste viden om Speer, der i modsætning til hvad man hidtil har troet (lykkedes ham at bilde Fest og andre ind) ikke bare var en vildført teknokrat, men derimod en mand for hvem det langt hen var lykkedes at tilsløre i efterkrigstiden at han selv var direkte involveret i jødeudryddelses programmet.

Speer var måske dette regimes farligste mennesketype, og havde Nürmberg vist hvad man alt så er der næppe tvivl om at han var blevet hængt.

jeg synes faktisk ikke det mest interesante ved nazismen er hvilke vurderinger der ligger om Hitlers habitus eller de samtidiges oplevelse af ham.
Såvel i Speers memoire som i en række andre vurderinger (ex. bogen "Tyskeren" af Stefan Hafner ) er det væsentlige - Hvordan kunne det lade sig gøre - hvad var det for strukturelle forhold der gjorde det muligt.
Der er her en række træk fra udviklingen af den kapitalistiske liberalisme, over velfærdssstatens udvikling i 1800 tallets Preussen, til Parlamentarismens udvikling - har lejret sig i den nuværened vestlige statsform, som det mest ødelægegende samfundssystem overhovedet i meennskehedens historie.
Hvordan det forvaltningsmæssige system og det politiske parlamentariske system er så tæt knyttet sammen at ændriger heri bekæmpes af hele det politiske establisment - hvad der bl.a. viste i diskussioner om bydelsrådene i København og nu også under de nyopfundne lokaludvalg.
For slet ikke at tale om på landsplan hvor uigenenmsigtighed, fordrejninger oh manipulationer når højder som ikke en gang Torben Krogh turde drømme om i bogen om "Farvel til partierne"

Poul Genefke-Thye

Robert Ørsted Jensen skriver vedrørende Hitlers frastødende ydre "Det ville overraske mig hvis det er en udsagn som Metz har hentet hos Fest selv". Det er på sin vis rigtigt, for det er faktisk Speer, der fremfører det; Fest citerer blot Speer selv.

Speer nævner det i forbindelse med et møde med Hitler efter en lang tids adskillelse, hvor en syg Speer havde været under behandling (på en SS-klinik !) og efterfølgende på rekreation i Italien (under SS-overvågning). Speer havde en formentlig begrundet frygt for, at Himmler ville have ham likvideret.

Hvadangår Per Vadmands kommentar om andre diktatorer, kunne man også nævne oberst Gadaffi, som jeg har hørt flere kvinder (af udpræget borgerlig observans) betegne som "en smuk mand".
Hvad angår den hyggelige og piberygende "Uncle Joe" Stalin, kan jeg henvise til Dimitrij Sjostakovitch's erindringer. Han nævner, at alle billeder af Stalin var omhyggeligt arrangerede og retoucherede for at man ikke skulle se, at han var lille og stærkt koparret.

Så en slags konklusion må vel være, at diktatorer er som andre af ydre; de kan være mere eller mindre pæne af udseende, men med dygtigt mørkekammerarbejde (i dag PhotoShop) vil desørge for atltid at tage sig bedst ud.

Poul Genefke-Thye

"Ja Hitler søgte ind på Kunstakademiet, men han havde vist bedre evner som arkitekt, men valgte af ukendte årsager ikke at forfølge denne levevej."

Var det ikke fordi han var gået ud af mellemskolen(sådan ca. svarende til gymnasiet) uden en afgangseksamen?

VH
Jacob

Gorm Petersen

Hr. Metz laver en falsk modstilling mellem modernitet og racelære.

Der skrives:
"Speer opfattede nazismens blod- og racelære, ordensborge og germanske fnadder som det rene humbug"

Det er sandt at Nazisterne dyrkede noget oldgermansk mytologi, som endda kunne omfatte nordiske guder - men racelæren tilhørte den modsatte fløj - den ikke-overtroiske videnskabeligt baserede fløj.

Det meste skriftlige materiale om racehygiejne på den tid stammede fra USA, og blev betragtet som moderne videnskab. Darwins "Arternes oprindelse" havde kun 30 år på bagen da Hitler blev født i 1889. Mens Himmler dyrkede den "Oldgermanske mystik" var Hitler selv en svoren tilhænger af moderniteten - han selv og mange af tilhængerene (også danske skribenter) betragtede med rette darwinisme og den logiske konsekvens, racehygiejne som det ubetinget moderne, der kun fremkaldte forudsigelige protester fra de religiøse "grædekoner".

Det er spørgsmålet hvor længe et moderne samfund kan holde racehygiejnen på afstand - den bruges rask væk inden for landbruget (Himmler havde en fortid som hønsefarmer).

Jeg tvivler på at der går mere end 20 år før vi også på dette punkt må give Hitler ret.

Hidtil har vi givet ham ret både m.h.t. ateisme/darwinisme - kritikken af socialismen og alle de teorier inden for management (det personlige ansvar kontra det kollektive), der i dag betragtes som simpel logik. Hvis man udskiftede alle forekomster af "jøde" i Mein Kampf med "muslim" ville store dele af danskerne også her give ham ret.

Kunne den mand da slet ikke tage fejl ?

Jakob Schmidt-Rasmussen

Et citat fra Albert Speers Erindringer.

“Efter at have underlagt sig Syrien, Nordafrika og Spanien, rykkede de muslimske hære i sensommeren 732 over den vestlige del af Pyrenæerne og trængte frem imod Tours.

Ved Poitiers uden for Tours blev den overvældende muslimske rytterhær slået af viljefaste fodfolk under ledelse af Charles Martel. Lederen af den muslimske hær, Abd-er Rahman, blev taget til fange og dræbt. Efter nederlaget trak muslimerne sig tilbage over Pyrenæerne. Først flere hundrede år senere, i 1492, blev de drevet ud af Spanien.

Hitler gjorde sig ofte bemærkninger over denne begivenhed med ord som disse:

‘Da muhamedanerne i det 8. århundrede ville trænge frem til Mellemeuropa via Frankrig, blev de slået ved Poitiers. Hvis de havde vundet dette slag, ville verden i dag have været muhamedansk, for de ville dermed have pånødet de germanske folk en religion, der ved sin lære: at udbrede troen ved sværdet og tvinge alle folkeslag under denne tro, var som skabt for germanerne.

Som følge af erobrernes racemæssige underlegenhed ville disse ikke i længden have kunnet hævde sig mod de i landets barskere natur opvoksende og stærkere indbyggere, hvorfor til sidst ikke araberne, men de muhamedaniserede germanere ville være stået i spidsen for dette islamiske verdensrige…

Den muhamedanske religion ville være langt bedre egnet for os end netop kristendommen med dens slappe tolerance‘” (Fra triumf til katastrofe, s. 89)

Nazisternes alliance med den den palæstinensiskew stormufti i Jerusalem og hans tilhængere var altså ikke kun taktisk.

Hitler følte, at der var et åndsslægtsskab mellem nazismen og islam, hvorimod han anå kristendommen for at være en taberreligion efter den muslimske massakre på den kristne befolkning i Tyrkiet i årene efter Første Verdenskrig.

Gorm Petersen

Vigtig pointe om Islam. Hertil kan tilføjes:

Islam var ikke bare en religion men en kultur, der gav en ensartet og standardiseret livsform, som gjorde det let at rekruttere lejesoldater mange forskellige steder fra. Standardiseret kultur (hvad man måtte spise o.s.v.) gjorde det muligt for soldater af forskellige nationaliteter at danne effektive og velintegrerede kampgrupper (hentet fra en bog om Djengis Kahn tiden).

Hitler lægger stor vægt på ensartethed og standardisering. I Mein Kampf er der et eksempel, hvor et rovdyr angriber en flok Gazeller uden fører. Gazellerne reagerer individuelt og tumler rundt så rovdyret let kan tage for sig af retterne.

Hvis Gazellerne har en fører som angiver flugtretningen, vil alle Gazellerne koordineret løbe i samme retning, så rovdyret ikke får nedlagt en eneste.

Bortset fra dette er det fortrængning at antyde, at kristendom ikke har været udbredt med sværdets hjælp, eller at kristne i nævneværdig grad har fulgt Jesu bud om at "vende den anden kind til".

Til gengæld er det korrekt at Hitler i Mein Kampf balancerer på en knivsæg mellem sin generelle disrespekt for alle religioner - og så frygten for at fornærme de katolske sydtyskere.

Heinrich R. Jørgensen

G. Petersen:
"Kunne den mand da slet ikke tage fejl ?"

Onde tunger har vist tidligere kørt en række smædekampagner mod dit idol. De har såmænd nok bare været misundelige, eller også har det nok bare været janteloven igen. Der er bare ikke noget så irriterende, som kloge og skarptskuende personer, der bare altid har ret...

Alf Vestergaard

Der er alt for mange tillægspord i Metz artikel. hvor er den grimt skrevet. Een får absolut ikke lyst til nogensinde at læse andet af stodderen. Det var ham, der som TV-oplæser i 1986 med foragt i stemmen omtalte en københavnsk 'afløbs-ingeniør' eller var det kloak-ingeniør, i foragtende termer og så med den udprægede nordkøbenhavnske - nu uddøde - accent. Metz er en fortidskabning, som det ikke vil være noget tab for os, når han engang kradser af.

Heinrich R. Jørgensen

Erik Boalth:
"[...] man kan ikke få 10.000 mennesker til at skrige 'Heil Schicklgruber!'

Det lykkedes Mussolini at blive diktator, og hans navn er vel ret beset værre? Men han blev også kaldt "Il Duce" i daglig tale.

Du har bestemt ret i at et mundret navn, gerne på to stavelser, er hensigtsmæssigt for en diktator. Stalin, Franco, Hitler, Hynkel...

Er det rimeligt at stipulere, at du har opgivet tesen om, at Schwarzenegger bliver diktator i 2013 eller 2017?

Og velkommen tilbage ...

Jakob Schmidt-Rasmussen

Hitler delte skam de "esoteriske" ideer, der var udbredte på højrefløjen og som var den reelle bagrund for nazisternes forvrøvlede racebegreb.

Det hinduistiske kastesystemet var ritualiseret racisme, og hudfarve var med til at definere hvilken kaste folk tilhørte.

Den europæiske kulturs møde med hinduismen førte stil skabelsen af Teosofien og senere til antroposofi, germnosofi og ariosofi.

Den tidligere cistersiensermunk Jörg Lanz von Liebenfels var den person, der indførte det hinduistiske racebegreb i europæisk filosofi med sin såkaldte ariosofi eller germanosofi.

Han var en af de første, der opfattede det tyske folk som ariernes efterkommere. Arierne var ifølge Lanz det præsteskab, der herskede i det perfekte samfund Atlantis ... Og jøderne og de andre degenerede racer var resultatet af, at de ariske kvinder, på grund af deres ustyrlige sexlyst, havde haft sex med aber ...

Lanz var også den første europæer, der gjorde swastikaen til ariernes symbol.

Uddrag fra artikel om Jörg Lanz von Liebenfels (http://en.wikipedia.org/wiki/Lanz_von_Liebenfels):

"In 1904, he published his book Theozoologie ("Theozoology") in which he advocated sterilization of the sick and the "lower races" as well as forced labour for "castrated chandals", and glorified the "Aryan race" as "Gottmenschen" ("god-men"). Lanz justified his neognostic racial ideology by attempting to give it a biblical foundation; according to him, Eve, whom he described as initially being divine, involved herself with a demon and gave birth to the "lower races" in the process. Furthermore, he claimed that this led to blonde women being attracted primarily to "dark men", something that only could be stopped by "racial demixing" so that the "Aryan-Christian master humans" could "once again rule the dark-skinned beastmen" and ultimately achieve "divinity". A copy of this book was sent to Swedish poet August Strindberg, from whom Lanz received an enthusiastic reply in which he was described as a "prophetic voice".

One year later, in 1905, he founded the magazine "Ostara, Briefbücherei der Blonden und Mannesrechtler", of which he became the sole author and editor in 1908. Lanz himself claimed to have up to 100,000 subscribers, but it is generally agreed that this figure is grossly exaggerated. Readers of this publication included Adolf Hitler and Dietrich Eckart, among others. Lanz claimed he was once visited by the young Hitler, whom he supplied with two missing issues of the magazine."

Hitler abonnerede altså på Liebenfels ideer og overtog swastikaen som ariernes symbol fra Liebenfels.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Heinrich og Erik!

Amerikanerne er i gang med at vælge en farvet mand mand med muslimske forfædre til præsident. Nu må I fandme styre Jeres antiamerikanisme.

Det var det amerikanske folk, der nedkæmpede den tyske og den japanske fascisme med store tab til følge, mens vi var diktaturets skødehund! Kommunister plejer at kalde sig for antifascister, men da det virkeligt gjaldt allierede Sovejetunionen sig med Nazityskland.

Heinrich R. Jørgensen

Erik Boalth:
"Så hellere Arnie, ham ved man hvor man har."

Han har tidligere vist sig lydhør overfor gode argumenter - som governator lyttede han til de folkevalgte o.a., ændrede mange af sine dogmatiske synspunkter til nogle meget pragmatiske, og har høstet stor anerkendelse herfor.

USA er IMHO nødt til at ændre på sine doktriner. Deres satsning på militærmagt og unilateralisme kan vel ret beset siges at have triumferet, men prisen er global ustabilitet, had og misundelse mod USA, dyb afhængighed af import af olie og en katastrofal og uholdbar økonomisk situation.

Kommende præsidenter er derfor nødt til at forsøge at ændre på USA strategier. Hvilket er praksis måske er umuligt, da USA magtfulde organisation indenfor bl.a. militær og efterretning næppe vil acceptere, at der vælges en præsident der kan tænkes at hive tæppet væk under dem. Og lykkes det ikke, bliver USA de facto en totalitær stat (og kan i øvrigt tolkes til at være "godt" på vej i den retning).

Arnie for President er måske det bedste bud om nogle år. Måske kan han ændre på forholdene? Alternativt er han måske blot en lakaj - who knows?

Ole Falstoft

Erik:
'Fascisme er, når befolkningen kan bringes til blindt og loyalt at støtte statsmagtens forbrydelser' . Så langt er det vel trods alt ikke kommet i USA endnu? Jeg synes du devaluerer begrebet facisme til at betyde alt for meget. Hvad er kommunisme så - også en slags facisme?
Dine konspiratoriske teorier om USA virker langt ude - kan du underbygge dem bare lidt?

Heinrich R. Jørgensen

Erik Boalth:
"Fascisme er, når befolkningen kan bringes til blindt og loyalt at støtte statsmagtens forbrydelser."

Det er nok den mest tommelfingerregel anvendelige definition på fascisme, jeg er stødt på hidtil. Mange tak for den.

Er der indført HTML begrænsninger? Det ville i øvrigt være på tide, men det er en anden historie...

Heinrich R. Jørgensen

Ole Falstoft:
"Så langt er det vel trods alt ikke kommet i USA endnu?"

Nej, men det begynder at ligne, og retningen bevæger sig om ikke mod fascisme, så mod den totalitære stat.

At konstatere dette (eller rettere tolke det sådan), er ikke det samme som at synes der er acceptabelt. Det er stærkt bekymrende, for ikke at sige dybt skræmmende.

Ole Falstoft

Præsidenten er trods alt på valg hvert 4. år og kan kun sidde i 2 perioder. Det er en kraftig begrænsning i mulighederne for totalitarismen. Men selvfølgelig kan det laves om og der er sikkert dem der ønsker at ændre det. Men jeg tvivler på at det amerikanske folk vil tolerere det. Der er jo en bred oppostion mod den førte politik i USA. Jeg tror vil vil se et paradimeskift i USA fordi folk der over bredt er dødtrætte af den politik der har været ført under Bush som har isoleret USA mere og mere og kraftig forringet det omdømme.
Men det er da muligt at jeg er for optimistisk

Heinrich R. Jørgensen

Peter Olesen:
"[...] have lidt mere tillid til folkets intelligens og demokratiets styrke."

Jeg var lige ved at vælte ned af stol, af lige dele vantro og latterkramper...

Hvad skulle bestyrke den tillid? Nogle indicier?

Jeg søger at modarbejde totalitære regimers opdukken, bl.a. ved at deltage i debatterne hér. Jeg forsøger at bruge mit intellekt på demokratisk vis til at appelere til alles bedste, bl.a. ved at gøre opmærksom på faresignaler.

Jeg er dog langtfra optimist, når det kommer til en realistisk vurdering, om bl.a. min indsats reelt vil formå at ændre noget. Den eneste fantasi jeg nærer, er fantasien om, at mit beskedne bidrag måske har nytte...

Ole Falstoft

Heinrich
Mistillid til folkets intelligens og demokratiske styrke har det med at blive selvopfyldende. Så kan vi jo lige så godt kaste os i armene på totaltarismen med det samme

Heinrich R. Jørgensen

Ole Falstoft:
"Mistillid til folkets intelligens og demokratiske styrke har det med at blive selvopfyldende. Så kan vi jo lige så godt kaste os i armene på totaltarismen med det samme"

Jeg konstaterer blot, at hovedparten af befolkningen ikke forekommer interesseret i engagere sig kvalificeret i vores danske demokrati eller deres egen situation i lidt større perspektiv. Jeg kaster mig ikke godvillige i armene på totalitarisme eller andet - jeg forsøger at stritte imod, og har tænkt mig at fortsætte med det. Men det er hårde odds - der er få der engagerer sig og forsøger at tilegne sig viden m.v., og der er utroligt mange, der forlængst har overgivet sig til sofaen.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Olesen:
"Så må jeg konkludere at du har mere tiltro til totalitære tiltag (ikke at det kommer som et chok)."

Terrorpakken er et totalitært tiltag. Den terroriserer befolkningen, øger statens magt og undermineret vores personlige friheder.

Hvis det var et ikke-totalitært tiltag, burde det vel have heddet "antiterrorpakken". ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Peter Olesen:
"På samme måde vil jeg også forholde mig til synspunkter, som ikke vil anerkende folkets intelligens og demokratiets styrke."

Du er naturligvis hjerteligt velkommen til at mene hvad du vil, og afvise andres observationer og konklusioner.

Men når du taler om folkets intelligens, taler du vel egentlig om din egen, du søn af folket? Dine skriverier handler jo mestendels om af forklare hvordan enhver der mener noget andet end du, er rablende afsporede venstreorienterede galninge. Det tyder da ikke på, at disse skribenter er synderligt intelligente? Når du finder det vigtigt at forsøge at opdrage og vejlede hoben af afsporede debattører, er din private folkeoplysningskampagne da et udtryk for demokratisk styrke? Kommer demokratiets styrke ikke fra din formodning om, at hele verden på sigt vil anskue virkeligheden som du?

Prøv at læse Erik Boalth forbilledligt velskrevne kommentarer ovenfor. Gerne flere gange, indtil du reelt forstår det.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Olesen,

der skal ikke herske den mindste tvivl om, at jeg frem for nogen anden samfundsmodel foretrækker folkestyret, dvs. at nationerne tilhører folket, ledes af folket, for folket osv. Jeg er stærk tilhænger af, at statsmagten ikke korrumperes, bl.a. så jeg gerne en tredeling af magten, og andet der sikrer at magten ikke tages ud af hænderne på folket (forstået på den måde, at magten bruges til noget andet end at tjene folkets og nationens bedste interesser).

Fascisme og totalitære stater er mig inderligt imod. Så langt hellere oplyst enevælde, f.eks. Og indføres den totalitære stat, så er det lige før jeg håber fasciststaten bliver et teokrati - så kan de troende da i det mindste tro på at samfundsmodellen har en vis berettigelse (personligt vil jeg nok have mere end svært ved at bilde mig den slags nonsens ind, med aht. til mine børn, kunne jeg da i det mindste prøve at indiktrinere dem til at blive rettroende samfundsborgere).

Gør dig selv en tjeneste, Peter. Tænk dig om. Overvej et kort (eller om nødvendigt, et langt) øjeblik, om jeg ville deltage i disse debatter, hvis mit formål var at prædike defaitisme, demokratiets uvægerlige undergang, totalitarisme, fascisme, værdirelativisme, o.lign.? Hvis du ellers læste hvad jeg skrev (og har skrevet) i diverse tråde, ville du ikke komme til en konklusion om, at jeg "arbejdede" mod nogen samfundsmodel der endte med udrensninger, fængslinger og nakkeskud.

Du opfatter dig som demokrat. Hvad så med at opføre dig som en? Prøv at lytte og forstå hvad andre udtrykker (eller forsøger på at udtrykke). Det ville fremme den demokratiske dialog. Du opfører dig som en despotisk smagsdommer, og ikke som en demokrat.

Ole Falstoft

Erik
'Folk er af staten programmeret til refleksmæssigt at afvise tanken om en alternativ styremåde'
Du er eddemame langt ude!
Hvad er det for en alternativ styremåde du tænker på? Er du anakist, kommunist eller noget helt 3.?

Ole Falstoft

Erik
Ok Er det en slags oplyst enevælde du forestiller dig?
Jeg har det som Churchill der hvis nok sagde at 'demokrati er den dårligste styreform der er opfundet - bortset fra alle de andre'
Det er jo let nok ud fra en eller anden ideal fordring at kritiserer demokratiet sønder og sammen fordi demokratiet som Churchill antyder er et meget ufuldkomment system med mange svagheder - problemet er bare at de alternativer man kan få øje på er langt værre.
Demokratiet kan aldrig blive fuldkomment og vi må udvikle det gennem kritik og dialog

Heinrich R. Jørgensen

Jeg reflekterer ofte over hvordan folkestyre/demokrati kan bringes til at virke, og ligeså med parlamentarisme.

For Danmarks vedkommende kunne det sikkert hjælpe en hel del, hvis Montesquieus analyse om magtens tredeling blev implementeret. I dag er magten højst to-delt. Parlament, regering og retssystemet bør reelt adskilles. Ministre bør ikke kunne være folketingsmedlemmer samtidig. En justitspalads straks, tak. Og meget andet, der sikrer at magten holder sig selv i skak. Forfatningsmæssigt er Danmark en bananrepublik.

Det ville hjælpe, hvis de politik ikke handlede om at magten centraliseres i politiske partier og deres økonomiske sponsorer. Politik er perverteret til at handle om at varetage egne interesser, og det fælles bedste.

Det ville hjælpe, hvis vores parlamentarikere blev udvalgt pga. demokratisk sindelag og deres dybfølte om at tjene til nationens bedste. Det ville hjælpe, hvis det at være parlamentariker var en hæderstitel, og ikke udtryk for en kleptomanisk folkebedrager.

Der er plads til masser af forbedringer, også indenfor demokratiets rammer. Men det forudsætter, at en del flere tager skyklapperne af.

I virkeligheden har vi nok grundlæggende brug for en ny oplysningstid. Det er lidt svært at påstå, at nogle af de fine tanker fra dengang reelt er blevet indført med omfattende succes? Er det måske en tankeforbrydelse at hævde, at der findes potentiale for yderligere tankevirksomhed (baseret på menneskehedens efterfølgende erfaringer), efter den første oplysningstid?

Heinrich R. Jørgensen

Ole Falstoft:
"Demokratiet kan aldrig blive fuldkomment og vi må udvikle det gennem kritik og dialog"

Ganske enig. Hvorfor beklager du dig så over, at nogle fremsætter kritik af demokratiet? Mener du ikke Erik Boalths og mine skriverier, er et forsøg på dialog om dette vigtige emne?

Ole Falstoft

Heinrich
Jo det er muligt. Jeg er ikke helt sikker på Eriks udgangspunkt. Går han ind for at udvikle vores demokrati eller for at afvikle det? Hans tanker om enevælde kunne tyde på det sidste

Heinrich R. Jørgensen

Ole Falstoft.

Erik deltager i dialogen, og så vidt vides, ikke i væbnet samfundsomstyrtning, terrorisme eller statsundergravende virksomhed. Erik er usædvanligt observation og analytisk tænkende. Er det vigtigste ikke, at dele villigt deler ud af sine observationer, som vi kan lære af? Betyder det noget, hvis Erik hypotetisk valgte at argumentere for f.eks. oplyst enevælde, teknokrati, anarki eller andet, der ikke er "demokrati"?

Og desuden er det en overvejelser værd, om vi overhovedet har demokrati i Danmark? Iflg. mine begreber, skal definitionen på et demokrati og indikatorerne for et sådan bøjes ganske alvorligt for at komme til den konklusion. Så hvad er det du gerne vil konservere? ;-)

Ole Falstoft

Henrich
Jamen Erik er da velkommen i dialogen jeg vil da ikke afskære ham fra at deltage og det er endda muligt man kan lære noget af hans skriverier selvom han måske ikke er for demokrati. Jeg synes bare at mange af hans argumenter er 'langt ude' . Det kan vel aldrig skade at får folks positioner at vide i en debat. Når folk sætter spørgsmålstegn ved om vi har demokrati eller om vi overhovedet skal have demokrati er det vel relevant at spørge dem om hvad de så forestiller sig.
Og som jeg har sagt så er jeg ikke for 'konserves' men for at vi udvikler og udbygger demokratiet - men hvordan kan man gå ind for det hvis man som Erik og delvis dig selv har en så grundlæggende mistillid til mennesker?
Du sætter selv nogle ideale fordringer op for hvad et demokrati er - og de er da fine - men fordi Danmark ikke 100% lever op til de krav er det da hovedløst at konkludere at vi ikke har demokrati her i landet. Ud fra den norm er der vist ingen lande der ville bestå. Så mit udgangpunkt er at vi har demokrati her i landet. Et ufuldkommet demokrati - som skal udvikles og udbygges ikke afvikles

Jakob Schmidt-Rasmussen

Det er da plat antiamerikanisme, at påstå at USA er på vej mod et fascitisk regime. Og det er mindst lige så plat at afvise, at det var amerikanerne, der stod i spidsen for de allierede, der forsvarede demokratiet, mens russerne allierede sig med nazisterne i starten af krigen. Stalin var antisemit lige som Hitler.

Men jeg bilder mig mildest talt heller ikke ind, at USA er et lykkeland hvor alle indbyggerne er hærdede idealister, der kæmper for det gode.

Her er en lille sjov historie fra Guardian om, hvordan Bushfamiliens første bonesmand (medlem af Skull and Bones), Prescott Bush, var en af chefarkitekterne bag det tyske naziparti, som han var med til at finansiere fra starten af.

(http://www.guardian.co.uk/world/2004/sep/25/usa.secondworldwar)

"George Bush's grandfather, the late US senator Prescott Bush, was a director and shareholder of companies that profited from their involvement with the financial backers of Nazi Germany.
The Guardian has obtained confirmation from newly discovered files in the US National Archives that a firm of which PRESCOTT BUSH WAS A DIRECTOR WAS INVOLVED WITH THE FINANSIAL ARCHTECTS OF NAZISM."

Prescott Bush blev dømt for at handle med fjenden i 1942. Formålet med at støtte det lille tyske naziparti, så det til sidts kunne tage magten var at undgå at kommunister og socialdemokrater truede amerikanske erhvervsinteresser i Europa, samt at tjene penge på krigen.

Det var folk som ham, som Eisenhower advarede imod, da han advarede om, at det militærindustrielle kompleks var i gang med at tage magten i USA.

Jeg er ikke naiv, men valget af Obama vil betyde, at USA bevæger sig i en mindre fascitisk retning.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Hitler abonnerede på Lanz tidskrift, hvor han udviklede sine esoteriske raceideer og introducerede hagekorset som den ariske races symbol, som Hitler kopierede direkte. Det er et faktum.

Hvis det havde været socialdarwinisme i klassik forstand, som lå til grund for Hitlers fuldstændigt meningsløse racebegreb, ville han ikke have forfulgt en religøs minoritet, for jøderne var gennemsnitligt højere uddannet og mere velhavende end etniske tyskere. Desuden er er jøderne heller ikke en race i nogen meningsfuld definition af ordet.

Det var Lanz' sindssyge ideer om, at jøderne var resultatet af, at de ariske kvinder havde sex med aber, som var begrundelsen for at han betragtede jøderne som en mindreværdig race.

Heinrich R. Jørgensen

Ole Falstoft,

hvis Danmark var et demokrati (eller repræsentativt demokrati), ville det være nærliggende, at dette fremgik af vores forfatning, Grundloven. Det er ikke nævnt med ét ord. Magtens tredeling er de fleste steder en almen norm for hvordan et folkestyre skal indrettes - hvorfor har vi ikke adskilt vores statsfunktioner? Vi har højst en todeling, og selv den er ubehjælpsomt sammenvævet. Vores forfatning nævner intet som helst om politiske partier, men de har annammet al politisk magt i landet - hvordan kan den slags lade sig gøre? Og er fremkomsten af politiske partier virkeligt i befolkningens og folkestyrets interesse?

Jeg kan ganske enkelt ikke tilslutte mig din opfattelse af, at vi har demokrati her til lands. Vi har konstitutionelt monarki og lidt folkelig indflydelse på parlamentets sammensætning. Jeg kunne derimod godt tænke mig at se demokrati indført i landet.

Proceduren må vel være, at vi dropper illusionerne om det bestående, har en dialog om hvilke demokratiske ideer vi ønsker gennemført, og hvordan det kan ske, og dernæst via folkeafstemning får indført en ny forfatning, der afspejler de grundlæggende spilleregler der skal gælde for stat og befolkning.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Far out. Danmark er et af de lande i verden, hvor almindelige mennesker har størst politisk indflydelse på eget liv. Du kan ikke tillægge ord en hvilken som helst betydning, hvis du vil kommunikere meningsfuldt. Eller tænke meningsfuldt for den sags skyld.

Det tætteste vi kommer på fascistiske regimer i dag er islamistiske regimer som det iranske og Kinas reelt eksisterende fascisme.

Prøv at sætte dig ind i f.eks. den tyske historiker Ernst Noltes ideer om "det fascistiske minimum", hvor han opstiller minimumsbetingelser for, hvad der skal til, før en orgasnisation kan kaldes facsistisk.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Hvis du vil have politisk indflydelse, så prøv at kommuniker direkte med relevante politikere; du kan faktisk påvirke dem, hvis dine argumenter og dine ideer er gode nok; det har jeg haft succes med et par gange.

På den anden side er jeg rimeligt tryg ved, at du ikke har den mindste indflydelse på dansk politik, hvis du selv skal sige det ...

Sider