Læsetid: 7 min.

Hitlers villige redskab

Det Tredje Riges arkitekt anskuet som rollemodel for moderne management - Joachim Fests Speer-biografi på dansk
Det Tredje Riges arkitekt anskuet som rollemodel for moderne management - Joachim Fests Speer-biografi på dansk
31. august 2007

Han fik særstatus som ingen andre af nazismens koryfæer - end ikke de gamle medkæmpere - han blev Hitlers ven. Eller ven og ven. Spørgsmålet er, om Hitler evnede at knytte bånd af en sådan art til nogen. Fortrolighed var der dog i vid udstrækning tale om. For den unge arkitekt Albert Speer, der mere eller mindre tilfældigt blev draget ind i Hitlers kreds, førte dette til nærkontakt med diktatoren og et frisprog, som ingen anden vovede. Hvordan dette lod sig gøre, har været en gåde for alle Hitler-Tysklands-historikere, eftersom de to - på den ene side den opadstræbende arkitekt og en overgang omnipotente rustningsminister og på den anden eneherskeren - dårligt kunne udgøre større modsætninger. Eftersom Hitler ikke tålte noget eller nogen fra ham selv afvigende, og da slet ikke hvad angik folk med overlegne egenskaber og intellekt, bliver gåden ikke mindre.

I Joachim Fests nu otte år gamle biografi - omsider i dansk oversættelse - lyder budet på en slags løsning: at Speer i et eller andet omfang mere eller mindre uafvidende udøvede en erotisk påvirkning på Hitler. En sjældent svigtende tiltrækningskraft, ikke mindst skabt af modsætningsforholdet. Omvendt var Albert Speer tryllebundet af Hitlers uindskrænkede magt og den magi, som han ikke var den eneste, der oplevede; den ubegribelige og uimodståelige kraft, der strålede ud fra førerskikkelsen, og som i så rystende grad underlagde sig omgivelserne. Dét i en sådan grad, at de fleste i partiet og inderkredsen og et ufatteligt stort antal tyskere uden videre for Hitlers skyld var parate til at lade sig selv og Tyskland gå til grunde. Hvilket jo også skete på bud fra et betonforet hul i jorden i Berlins centrum, fra førerbunkeren under det sønderbombede Rigskancelli, som Albert Speer få år forinden på rekordtid havde bygget, og hvor Hitler i april 1945 i tænderskærende raseri, men med terrorapparatet forbløffende intakt midt i ruinhobene, ynkeligt endte sine dage for egen hånd.

Entreprenant potens

Modsætningerne mellem herre og mester kunne som sagt næppe have været større: Albert Speer var højt dannet og uddannet arkitekt, kom fra en velstående provinsfamilie - faren var ligeledes arkitekt. Speer, en smuk mand, velvoksen, slank og sportstrænet, kunne med lige dele kompetence og charme sno sine omgivelser om en lillefinger og besad den naturlige myndighed - ofte ikke ulig arrogance - med hvilken baggrunden i den daværende tyske højere middel- og overklasse forlenede ham. Over ham og over for ham stod den plumpe, direkte frastødende Adolf Hitler, skråskuldret, uheldigt proportioneret med dårlig ånde; søn af en voldelig småfunktionær, uden uddannelse af nogen art; runden af det menneskelige vraggods efter Første Verdenskrigs skyttegravshelvede, de mænd der kom til at udgøre de højreekstremistiske, voldsdyrkende sammenslutninger, basis for nazismens terrorregimente før og efter 1933. Med sit ubændige had til sit eget udgangspunkt og det østrigske blandingssamfund, hvori han selv nær var gået til bunds, opbyggede dette subindivid ved hjælp af enestående talegaver og iskold brutalitet sin position som en moderne Nero med uindskrænkede beføjelser og magten til at lade leve og dø samt rive ned og føre op.

Verdenshovedstaden Germania

Albert Speers fascination af denne entreprenante potens og udsigten til at få lov at bygge, hvad det skulle være i den smag og stilart, i hvilken han og Hitler mødtes, definerede hurtigt forholdet. Speer fik overdraget den ene store opgave efter den anden. De gigantiske byggerier og projekter i og omkring Berlin skaffede ham direkte adgang til Føreren, der hellere end gerne i sin periodiske drivertlignende livsstil tilbragte timer med at studere tegninger og modeller og udbrede sig om arkitektur, hvilket han heller ikke havde forstand på.

Fra denne særstilling i et ellers morderisk farligt hierarki i og omkring diktatorens hof var Speers vej banet for opnåelsen af stadig større magtbeføjelser. Den vildt ambitiøse og næsten sygeligt virkeduelige og rastløse hofarkitekt syntes parat til at gå, hvor langt, det så skulle være.

Den villighed var der god brug for, og skrupler var ikke fremherskende. For at virkeliggøre egne og Hitlers visioner om en ny verdenshovedstad, et nyt Berlin, en grotesk overdimensioneret kulisseby Germania som tribune for diktaturets selviscenesættelse, måtte i tusindvis af boliger kondemneres og beboerne genhuses. Til dette formål var uddrivelsen af Berlins jøder kærkommen. Deportation og tilintetgørelse. Alt dette bevidnede Speer, uden ifølge egne forklaringer ved Nürnberg-processen og siden i sine erindringer at spørge sig selv endsige andre, hvor jøderne blev bragt hen, og hvad der skete med dem? Det siger sig selv, at det er her og i lignende spørgsmål om naziregimets industrielt organiserede rædselsgerninger, Speers fundamentale troværdighedsproblem ligger. Her krakelerer for tid og evighed det billedeaf den civiliserede teknokrat og forvalter midt i et natmørkt politisk system, som Speer søgte at skabe i sine skriverier under det 20-årige fængselsophold i Spandau og de hyppige interviews efter løsladelsen i 1966 søgte at male. Eller snarere billedet af kunstneren, der i bedste romantiske forstand ikke befattede sig med det politiske og derfor ikke kunne vide besked og i hvert fald ikke bar nogen skyld. I denne optik opfattes i virkeligheden kun de politiske som skyldige. Og eftersom nazismen unægteligt var et diktatur, hviler denne skyldbyrde logisk på diktatoren. Men i og med at de øvrige anklagede i Nürnberg med Göring, Hess, Ribbentrop og generalerne Keitel og Jodl i spidsen frasagde sig både skyld og ansvar, påtog Speer sig i det mindste sit ansvar for Det Tredje Riges frygtelige overgreb på menneskene og verdensfreden. Denne erklæring var - oprigtigt ment eller ej - tjenlig som forsvarsstrategi for at undgå en ellers sikker skæbne, den maksimale straf: døden. Ydermere forlenede denne ofte fremhævede ansvarspåberåbelse Albert Speer med et forsonende skær af angergivenhed og erkendelse af forfærdende fortidsfejltagelser, dét der rent faktisk sammen med hans modige ulydighed og sabotage af Hitlers gentagne krav om den brændte jords taktik og Tysklands totale ødelæggelse reddede ham fra galgen og et stykke tid efter løsladelsen til en vis grad gav ham et vist menneskeligt format. Men som Oscar Wilde siger - og som Speer i øvrigt selv citerede - er det en udbredt misforståelse at tro, at mennesker, der forårsager store tragedier, også ejer følelser, der svarer til tragedien. Med andre ord står den konklusion tilbage, trods alle forsikringer, at de monstrøse og utallige overgreb, Speer ikke kan have undgået at kende til - alene hvad angår slavearbejderne i den tyske rustningsindustri, hvor han jo selv var minister - var hele regimets og altså også Speers bevidste dispositioner. Forbrydelser for hvilke alle i toppen og mange flere og Speer i højeste grad var ansvarlige og fuldt vidende om. Angeren var påtaget. Eller rettere blev forbrydelserne ikke set som sådanne, men alle handlinger retfærdiggjort i sagens tjeneste. Hensigterne - som var Hitlers, men med systemets mere end fulde billigelse - helligede alle midler.

En selvskabt fælde

Albert Speer forestillede sig selv, at han efter udståelsen af sin straf på de 20 år i strengt fængsel i Spandau bagefter ville kunne gen-indtage en plads i det foreliggende menneskelige samfund. Men hans valg af overlevelsesstrategi var samtidig en selvskabt fælde. De folk, der ikke troede på hans oprigtighed, så ansvarspåberåbelsen som falsk og hyklerisk. Ansvaret måtte være ensbetydende med skyld. Andre, der nok accepterede oprigtigheden, fandt, at den tidligere rigsminister og Hitler-ven blot var en simpel forræder. Imellem disse to synspunkter var der intet holdbart ståsted. Mere interessant end Albert Speers ulidelige dilemma, som måske endte med at tage livet af ham ved et slagtilfælde i oktober 1981, er utvivlsomt fænomenet Speer i bredere forstand. Således har Sebastian Haffner påpeget Speer som det klareste udtryk for det ene af nazismens to sider: moderniteten. På den ene side svælgede Hitler og hans kampfæller i uendelige forestillinger om en eller anden tysk oprindelighed ikke mindst inspireret af pangermanismen og Wagner. Her var det moderne bandlyst som udtryk for jødernes og de kulturradikales inficering af det nationale. Og her fandt Hitler sin arkitekt i Speer, der byggede bygninger i opposition til det nye, til Bauhaus og det funktionelle. Men i Speer-skikkelsen rummedes samtidig det moderne managementmenneske, som siden kom til at dominere den verden, der paradoksalt nok vandt over nazismens Blut und Boden-romantik. Speer var fremtidens menneske, teknokraten, der tjente den herre, der gav ham fuld adgang til at udnytte teknikken og senindustrisamfundets økonomi og folkemasser. Speer opfattede nazismens blod- og racelære, ordensborge og germanske fnadder som det rene humbug. Alligevel gik han med liv og sjæl ind for det. Her fik han uendelige eller næsten uendelige muligheder for at realisere energier, kongruente med hans egne magtambitioner. Man genkender her den moderne politiker parat til at tilsidesætte enhver idé, ethvert princip for at komme opad. Man har en minimalstat, til dét ikke kan betale sig længere, osv. Det skræmmende er, at den type, som Speer så at sige foregreb, er i stand til at forfægte hvad som helst, når blot det giver den gevinst, som er selve magtens mål og dermed ofte når målet. Den teknokratiske intelligens - og det kræver en god portion af dén at manøvrere i moderne systemer, det gjaldt også nazismens - er som Speer i stand til at gennemskue en hvilken som helst overspændt eller tåbelig ideologi - og udnytte den. Speer gennemskuede sine kollegers og Hitlers vås som livsfarligt. Men han gjorde intet, for hensigten, magten helligede alle midler. I den ulyksalige forstand er Albert Speer aktuel som nogensinde.

Speer. En biografi. Af Joachim Oversættelse: Thomas Havemann. 486 s. ill. Høst&Søn. ISBN 978-87-638-0388-5

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Jakob Schmidt-Rasmussen:
"Hvis du vil have politisk indflydelse, så prøv at kommuniker direkte med relevante politikere."

Hvilke relevante politikere? Mener du i ramme alvor, jeg burde henvende mig til repræsentater for de politiske partier, forklare dem at deres taktiske spil og varetagelse af særinteresser (ikke mindst deres egne) er roden til alt ondt, og at de følgelig burde medvirke på en magtoverdragelse til befolkninger, der betyder en nedlæggelse af samtlige politiske partier?

Hvorfor skulle jeg ønske politisk indflydelse? Jeg har ingen særinteresser, jeg ønsker plejet. Jeg anser det for et kerneproblem, at demokratiet perverteres til at interessegrupper søger at opnå simple flertal til at kunne berige sig selv. Er demokrati vitterligt blot en platform for primitive magtkampe? Jeg troede, det handlede om at forsøge at træffe de bedst mulige beslutninger for os alle.

Ole Falstoft

Henrich:
Nu er grundloven ikke (for mig) det er afgør om vi har demokrati eller ej, eller om det er mere eller mindre velfungerende. Grundloven sætter nogle rammer, men det er op til os at udfylde dem. Demokrati er det det forgår i det daglige. Den måde vi debattere på og tage beslutninger på. Helt fra den lokale børnehaves forældrebestyrelse til Christiansborg. Det er at vi har et relativt ukorrupt embedmandsværk (selvom det har fået nogle ridser i lakken på det seneste), at vi har relativ åbenhed om beslutninger(selvom adgang til arkiver stadig er alt fpr restriktiv), at vi har retssikkerhed (selvom den er blevet undergravet i de senere år) uafhængige domstole (selvom vi godt kunne ønske os dem mere uafhængige) etc. Men det vigtigste er at vi har en demokratisk dannelse - og du kan have ret i, at vi måske trænger til en ny 'oplysningstid', hvor vi kan lære hvad det er. For den demokratiske kultur er ved at 'forvitre' her i landet i generel mistillid til demokratiet

Ole Falstoft

Henrich
Taktiske spil og særinteresser har jo altid været en del af demokratiet lige fra starten. Ideen er jo at særinteresserne mødes i palamentet og finder en 'koncensus' som tilgodeser de forskellige særinteresser og afvejer hensyn efter de politiske gruppers magt. Der er storset aldrig nogle der udelukkende 'tjener landets interesser' (for hvad er det egentlig?) Jeg bliver først rigtig mistænkelig hvis der er partier der siger at de 'tjerner landets interesser' som f.eks. FP. jo ynder at sige. Så kan man god regne med at de er taktiske

Heinrich R. Jørgensen

Ole Falstoft,

jeg er bestemt enig i, at det samfundssystem vi har aktuelt, så afgjort har kimen til mangt og meget af det, som jeg opfatter som "demokrati", og heldigvis for det.

Men hvis demokrati er en brutal magtkamp om interesser, hvor flertallet kan berige sig selv, står jeg af. I min optik må det være en dialog om, hvad vi mener må være i fælles bedste interesse, og ikke nødvendigvis favorisere egne særinteresser undervejs. Det er faktisk ikke så svært - jeg tror dette princip praktiseres dagligt i de fleste familier, f.eks. ;-)

Jakob Schmidt-Rasmussen

Hitlers raceideer var mainstream. Men han overtog direkte hagekorset fra Lanz, som den "ariske races" symbol.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Named after the ancient Germanic goddess of Spring, Ostara was a grotesque, racially motivated magazine devoted to the diffusion of Lanz's ideas. It displayed the swastika as a rallying symbol.

Most of the ideology of German racial superiority exposed by the Thule Society and later by the Nazis was but a development of the theses published in Ostara .

In Ostara Lanz began using the kruckenkreuz (the symbol depicted on the chest of the knight, a design combining the two possible virtual movements of the swastika; destro- and sinistroverse, also called croix potent.) as well as the the swastika.

Lanz's notorious magazine attracted Hitler in his early days as an impoverish artists in Vienna.

It is known that Hitler was so inflamed with the wild occult, racial, and anti-Semitic theories he found in Ostara , that he paid a visit to the editor's offices and came face-to-face with Lanz himself. Some authors claim that it was through the pages of Ostara that Hitler became inflated with the swastika as a symbol of the Arian people.

Ole Falstoft

Erik
Du har 'skrevet med tungen i mundvigen'? Ok det er jo ikke let at se på teksten især når jeg ikke kender dig. Så jeg er noget desorrienteret hvad mit standpunkt angår - men det er vel også din mening?
Demokrati er ikke et engang for alle defineret system som forbliver sådan for evigt. Vores demokrati forståelse har udviklet sig meget siden 1848. Dengang var demokrati noget for mænd over 35 med 'fod under eget bord'. Så vi skal selvfølgelig diskuterer demokratiet og vores opfattelser af det. Demokrati er en af de få styreformer der udvikler sig i takt med betingelserne i samfundet ændres. Andre styreformer har det med at stivne fordi de ikke er i stand til at optage de nye bevægelser og betingelser i sig. Derfor er demokratiet efter min mening også en af de mest livskraftige styrerformer
Du mener at det er irrelevant at forlange at du forslår til alternativer til demokrati - jeg er uenig. Jeg opfatter din kritik - måske uberettiget - som en kritik af demokratiet som sådan - ikke specielt af forholdene i Danmark anno 2008. Hvis man er modstander af en styreform må man vel berettiget kunne spørge om hvad alternativet er? Der er jo let at kritiserer demokrati ud fra en eller anden ideal fordring man selv sætter op, men det er ret uinteressant hvis det ikke er noget alternativ - ja undskyld jeg opfatter din hyldest til 'oplyst enevælde' som skrevet med 'tungen i kinden' men det er måske en misforståelse også?

Heinrich R. Jørgensen

Ole Falstoft, forslaget om oplyst enevælde som en styreform der er til at leve med, er næppe "skrevet med tunge i mundvigen".

Jeg personlige ville også foretrække oplyst enevælde med en forstanding hersker, fremfor den dysfunktionelle flertalsdiktatur vi pt. har, som gang på gang træffer uhensigtsmæssige beslutninger på alles vegne.

Men som sagt foretrækker jeg et ægte og markant forbedret demokrati, som jeg tror kunne fungere hensigtsmæssigt, hvis det blev grebet rigtigt an.

Det er i øvrigt morsomt, at det givetvis ville gå an at foreslå monarkiet afskaffet, og erstattet med en republik, med tilhørende præsident. En republik opfattes som moderne, og som demokratisk, at folket vælger præsidenten. Mens en styreform hvor den øverste leder ikke vælges, men udpeges af én herskende familie, og derfor givetvis tænker mere langsigtet, uegennyttigt og ansvarligt end en præsident kunne tænkes at gøre, opfattes som en uacceptabel anakronisme.

Heinrich R. Jørgensen

Ole Falstoft, det er alene din subjektive oplevelse, at vi har demokrati i Danmark, og har haft det i nogen tid.

Det må for Søren da være muligt at forsøge at definere hvad demokrati er. F.eks. nogen med at nationen tilhører staten, at beslutninger træffes efter lige og værdig dialog, ved flertalsafgørelse der tilstræber at tage hensyn til mindretal.

Jeg anser en forfatning for noget helt centralt, nemlig at denne bør definere hvad vi forstår ved nationen, borgerne, borgernes rolle, rettigheder og pligter, statens opgave og rolle, statens institutioner, samt principper og procedurer for disse. En opgave, vores nuværende forfatning i øvrigt svigter på langt de fleste områder.

Jeg har efterlyst et bud på, hvornår Danmark blev demokratisk. 1849? 1901? 1915? Hvis man indgår aftaler, kontrakter, vedtægter, love eller noget andet, er det kutyme at man skriver et højtideligt dokument, hvoraf de fremgår hvad der er besluttet, hvem der besluttede det og hvornår, hvorfor de havde hjemmel til at beslutte det, og så i øvrigt nogle underskrifter eller segl. Findes der et dokument, der påstår at Danmark er et demokrati, eller i det mindste praktiserer demokrati? Jeg spørger, fordi jeg ikke har kendskab til et sådant.

Ole Falstoft

Problemet med monakiet er at den sådan set er en absurditet i et demokrati. At én familie står uden for loven strider mod det demokratiske ligheds ideal men det er da til at leve med så længe den familie ikke misbruger sin særstilling.
Oplyst enevælde har det problem, at der ikke er nogen garanti for, at det er en forstandig hersker, der sidder på tronen. Jeg er enig med Popper i, at det ikke drejer sig om at sikre sig den mest forstandige hersker (som Platon var meget optaget af), men at sikre sig mod de uforstandige via de demokratiske institutioner og spilleregler. 3 delingen af magten er f.eks. et sådant middel. Det kan ikke eksistere under en enevælde

Heinrich R. Jørgensen

Ole Falstoft,

jeg håber næsten du skriver med tungen i mundvigen ;-)

Demokrati og monarki kan jo godt fungere sammen, hvis rollerne er fordelt korrekt. Der er der jo mange eksempler på. Her kan jeg bl.a. henvise til den danske grundlov fra 1849, som mestendels kan betragtes som en kontrakt mellem nationen og den kongelige familie, og at den kongelige overlader ejerskab og magt, men sikrer proforma myndighed, status, fortsat skattefrihed (Danmark VAR jo indtil da kongens personlige ejendom) og evig forsørgelse m.v.

(selv om der altså stadig ikke står noget om demokrati i den danske Grundlov :-) )

I et monarki, er der ingen sikkerhed for, at det er en forstandig person der leder landet. Mener du, at demokratiet er velegnet til at sikre, at forstandige personer vælges som ledere? Der er talrige og meget sørgelige eksempler på, at det næppe er er korrekt. Og desværre mange aktuelle.

Jeg er helt enige i, at magtens tredeling er et princip der i vid udstrækning kan forhindre uforstandighed og magtmisbrug. Det kunne sagtens tænkes at fungere, også i et oplyst enevælde, hvor monarken udgør den udøvende myndighed, men ingen indflydelse har på parlamentets sammensætning og beslutninger, eller på retssystemet.

I øvrigt fortæller Danmarks Grundlov (§ 3), at Kongen er landets udøvende magt. Faktisk er § 3 det tætteste grundloven kommer på at beskrive Montesquieus tredeling. Kongen har dog to roller, hvor den anden er som medlovgiver (sammen med folketinget), så tredelingen er ikke komplet.

§ 3 i sin fulde ordlyd er:
"Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene."

Ja, det er vel nærmest som at have en præsident med vide beføjelser.

Helst så jeg dog monarkiet afskaffet, så vi kunne få et rigtigt demokrati.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Det er en sær oplevelse, at nogen kan få sig selv til at argumentere for, at afskaffe folkestyret og indføre en førerstyret stat ("oplyst enevælde") i en artikel, der handler om Hitler og hans antidemokratiske, førerstyrede despoti ...

Kan I ikke selv se, at den er gal?

Ole Falstoft

Henrich
Jeg finder dit spørgsmål uinteressant. Da opfattelsen af hvad demokrati er hele tiden flytter sig så vil opfattelsen af hvornår vi her i landet har fået demokrati også ændre sig. Vi vil vel næppe idag mener at det styre man indførte i 1849 var et ægte demokratisk styre selvom det var et fremstidt i forhold til det er var før?
Men det er en meget fomel diskussion og for mig uinteressant.
Det vigtige for mig er om vi er tilfredse med den måde det politiske system virker på i dag eller om vi ønsker noget lavet om. Vi har jo i dette samfund mulighederne for at påvirke og ændre på tingenes tilstand modsat så mange andre steder med andre styreformer
Hvis det kun er min subjektive følelse at vi har demokrati her i landet så er det en følelse jeg deler med mange

Heinrich R. Jørgensen

Hvis monarkiet afskaffes, erstattes det typisk af en republik, med tilhørende præsident.

Ja, det virker bestemt latterligt anakronistisk at have et monarki, og tanken om en republik lyder forjættende og moderne. Verdenshistorien byder på mange rædselshistorier om elendige monarker og deres regimer, men i de få år der har været republikker (i ganske få lande i øvrigt), har der også været mange elendige præsidenter, der har vanrøgtet deres ansvar på det skammeligste.

Ligesom et demokrati kan trives i en republik, kan det eksistere i et monarki. Forskellen er blot, at i et monarki har bliver monarkerne så umanerligt triste, hvis der i landets forfatning direkte stå, at de blot er galeonsfigurer og statens tjenere. Det skal helst pakkes ind. Og så naturligvis den forskel, at i en republik har man typisk folkeafstemninger om hvem der vælges til landets regeringsleder.

Heinrich,

Ud over at monarkiet er organiseret spild af tid, har vi også arvet enevældens embedsmandsstruktur og ånd i ministerierne.

Før vi kommer narrehatteværket med ridderkors og kvalm fylkning omkring kongehuset til livs, og får udskiftet de øverste embeder samtidig med regeringsskifter har vi ikke fuldt folkestyre.

Derudover finder jeg det komplet udemokratisk, at den dømmende og udøvende magt ikke er folkevalgt.

Heinrich R. Jørgensen

Jakob Schmidt-Rasmussen:
"Kan I ikke selv se, at den er gal?"

Jo, det ville være helt galt, hvis du havde ret i din tolkning af hvad bl.a. jeg har skrevet. Som sagt flere gange, ønsker jeg brændende et reelt folkestyre, og argumenterer for netop det.

Jeg argumenterer ikke for genindførelse af oplyst enevælde. Jeg gør blot opmærksom, at denne kunne have praktiske og reele fortrin fremfor den pauvre version af folkestyre, parlamentarisme og magtudøvelse, vi har i dag. Min pointe er først og fremmest at gøre opmærksom på, at der er et uhørt stort potentiale for forbedring af det bestående. Det er bestemt ikke min pointe, at foreslå indførelse af oplyst enevælde, militærdiktatur, fasciststat eller noget andet.

Ole Falstoft

Henrich
Om demokratiet er best til at sikre forstandige ledere? Nej muligvis ikke men det var ikke min pointe: Demokrati er bedst til at sikre os borgere mod overgreb og tilfældig magtmisbrugt fra dårlige politiske lederes side

Heinrich R. Jørgensen

Kim Vibe,

jeg er meget enig.

Bestemt, vi har arvet mangt og meget fra monarkiet, og vi trænger virkeligt til at få ryddet op i embedsvældet struktur og ånd, ordener, leflen osv. Det skulle have været sket i 1848, og det er IMHO en national katastrofe, at det ikke skete.

En af mine helt store anker er præcis, at Grundloven af 1849 ikke var gennemgribende, og blot blev en direkte videreførelse af de hidtigere beslutningsprocesser mv. Grundloven burde have været et prægtigt dokument der indførte folkestyre og civile rettigheder, men var (og er) et ynkeligt dokument, der handler om at sikre kongen og monarkiets rettigheder og forsørgelse, og mere eller mindre en videreførelse af den hidtidige styreform.

Om der er direkte eller indirekte valg til parlament, regering og domstole, optager mig egentlig ikke så meget. Jeg har ingen anelse om, hvad der ideelt set måtte være bedst eller mest korrekt. Jeg interesserer mig mere for, at disse magt myndigheder holdes adskilt, og skal følge procedurer, der sikrer at de kan holde hinanden i skak, om nødvendigt.

Lige mht. udpegning af bl.a. højesteretsdommere, kunne jeg godt forestille mig, at det mest hensigtsmæssige er, at udpegningen sker blandt fagfolk, og udvælges ud fra faglige kriterier. Ligesom jeg tror, det ville være hensigtsmæssigt med en forfatningsdomstol, hvis dommere skulle udpeges på samme vis. Mange af de love folketinget i tidens løb har vedtaget, er ikke i overensstemmelse med f.eks. grundloven eller almene retsprincipper, og burde derfor have været afvist i den form de har fået.

Netop disse retsprincipper bør jo være et udtryk for folkets vilje.

Dommere, hvad enten de sidder i højesteret eller ved lavere instanser, udøver magt på et folkeligt mandat. Det samme gør politimestre. Deres handlinger er alle af politisk karakter, og derfor bør de også kunne forsvare disse ved valg hvert fjerde år.

Lige nu er systemet komplet tilfældigt.

Heinrich R. Jørgensen

Ole Falstoft:
"Demokrati er bedst til at sikre os borgere mod overgreb og tilfældig magtmisbrugt fra dårlige politiske lederes side"

Hvis du mener at folkets mulighed for at ytre sig frit og stemme på dem de synes om, sikrer mod magtmisbrug og dårlig politisk ledelse, er er mit entydige svar "nej". Hvem siger, at det der ytres er fornuftigt, at folket vælger de rigtige personer, eller at de personer der vælges, ikke svigter deres ansvar og det mandet og den tillid de fik? Der er vist rigeligt med konkrete eksempler på dette, både i og udenfor DK.

Hvis du mener demokrati som en afbalancering af magtens myndigheder, hvor enhver magt reelt og konkret kan holdes i skak af de øvrige, således at muligheder for at en magtinstans reelt misbruger sin magt, kombineret med ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, pressefrihed, åbenhed i forvaltningen, frihed for tjenestemænd til at deltage i offentlig debat m.v., så er mit svar entydigt "ja".

Heinrich R. Jørgensen

Kim Vibe, mht. dommere, mener jeg at deres rolle alene er, og skal være, at sikre uafhængige afgørelser af alle tvister, uden hensyn til noget som helst andet end netop landets love. Dommere skal ikke mene noget som helst om noget som helst - de skal træffe deres afgørelser baseret på landets love. Og dem har de i øvrigt ingen indflydelse på - de udformes af nogle andre.

Derfor tror jeg også, at det er vigtigt at sikre domstolens totale uafhængighed fra alt andet. Folket, folketing, regering, alt. Jo mere kedelige, bogstavtro og karakterfaste dommere er, des bedre i min bog. Det er lige præcis det de skal være, og intet andet.

Så jeg er ikke enig i, at dommere udøver politisk magt. Tværtimod. Og hvis en dommer nogensinde blev grebet i bevidst at tilsidesætte loven, burde han afsættes som dommer (af sine kolleger).

Politimestre derimod hører under et ministerie, og er en del af den udøvende myndigheds domæne. Hvordan de vælges, interesserer mig ikke det mindste.

Ole Falstoft

Henrich
Der er jo det dejlige ved demokratiet at hvis vi vil af med vores politikere kan vi lade være med at genvælge dem . men det er da rigtigt at de politkere vi vælger generelt ikke er bedre eller klogere end folk er flest. Men i et forholdsvis åbent samfund som vores kommer magtmisbrug og korruption for dagens lys før eller siden og vi kan stille politikerne til regnskab for det

Heinrich,

Der ingen tvivl om, at det bedste ville være, at dommere var uden politiske holdninger, men det forekommer mig en kende naivt at tro, at det er tilfældet.

Derfor må det vel også være bedre, at de dømmer tilnærmelsesvis i folkets og lovensånd fremfor, som det af og til sker i direkte modstrid denne.

Heinrich R. Jørgensen

Ole,

igen er du helt opgivende defaitistisk.

Hvorfor ikke overveje, om vi kunne sikre sandsynligheden for, at de politikere der bliver valgt til parlamentet, er egnede til at varetage dette store ansvar? De personer der pt. vælges, er jo mestendels selvglade sælgertype. Nu skal jeg ikke lægge et bestemt erhverv eller gruppe for had, men denne type personer er måske ikke den mest velegnede til at formulere landets love eller til at sikre, at regeringen udfører deres opgaver korrekt?

Det er også meget fint, at kunne stille ministre (selv om du skriver politikere) til ansvar. Men hvis det skal nytte noget, må ministres embedsførelse overvåges løbende, bl.a. af folketinget (som jo også sker i dag), en fri og kritisk presse (tjah, bom bom) og nogle embedsmænd der tør, må og skal påpege ulovligheder (isnende stilhed).

Heinrich R. Jørgensen

Kim Vibe:
"Derfor må det vel også være bedre, at de dømmer tilnærmelsesvis i folkets og lovensånd fremfor, som det af og til sker i direkte modstrid denne."

Jeg skal ikke afvise, at jeg kan være både naiv og uvidende, men jeg erindrer ikke danske eksempler på, at dommere beviseligt har dømt i modstrid med landets love.

Der er afsat mange domme, der har været juridisk forkerte. Heldigvis rettes en del af disse af lands- eller højesteret. Men at de var juridisk forkerte, er næppe et argument for, at dommere nødvendigvis bevidst har tilsidesat loven.

Desuden handler domstolssystemet jo ikke om at der skal afgives de rigtigste afgørelser i moralsk eller normativ målestok. Der handler ikke om at have ret, men at få ret. Men helt objektivt er det naturligvis heller ikke. Det er et spørgsmål om bevisførelse, parternes subjektive troværdighed som oplevet af dommer og domsmænd, retsprocedurer, og lovens bogstav og faktisk også ånd. Lovenens ånd fremgår indirekte af de kommentarer der blev knyttet til lovene, ved deres behandlinger af folketinget. Men det er vist kun Højesteret der i praksis overvejer lovenes ånd i principsager...

Ole Falstoft

Henrich
Jeg ved ikke hvordan man skal sikre sig mod uheldige eksemplarer på forhånd. Der er jo ikke enighed mellem vælgerne om hvad en egnet politiker er for en størrelse. Desuden er jeg mod at lave restriktioner mht. hvilke personer der kan vælges - bortset fra åbenlyst kriminelle - det må være vælgernes eget ansvar hvem de vælger. Vi må forlange så meget modenhed af vælgerne at de er deres ansvar bevidst. Desværre lever de ikke altid op til det - som da de f.eks. valgt Jacob Havgaard ind på en joke - det var desrespekt for folkestyret altså dybet ser desrespekt for dem selv vælgerne
Jeg er ikke defaitist men realist - vi får aldrig det 'perfekte' demokrati men vi skal da kæmpe for at gøre det bedre og det mener jeg ikke vi gør ved at indskrænke vælgernes ansvar fordi vi ikke har tiltro til deres ansvarlighed.
Jeg har en - muligvis naiv - tiltro til at den sunde fornuft vinder - som regel - til sidst

Heinrich R. Jørgensen

Og der dermed kom vi hele vejen rundt om emnet, og slutter præcis hvor vi begyndte, Ole :-)

Du tror, den sunde fornuft sejrer. Jeg derimod er svært bange for, at den sunde fornuft lider nederlag.

Jeg tror på den sunde fornuft, hvis rammerne er til stede for, at den sunde fornuft kan trives, og det ufornuftige kan påpeges. Jeg tror at sund fornuft kan sejre, hvis alle har det som ideal og ambition.

Sund fornuft plejer at kunne lade sig praktisere i mindre fora, hvor modne, voksne og ærlige mennesker mødes, og deres en fælles ambition om at lade fornuften råde. eg tror, den sunde fornuft kan lade sig gøre i et parlament, et senat, en kongres, en bestyrelse, til møder, til generalforsamlinger o.lign., hvor den rette højtidelighed og formalia er til stede, og hvor enhver er sin rolle og sit ansvar bevidst. Jeg tror fornuften kan råde, hvis enhver søger at finde de bedste løsninger, og ikke blot forsøger at varetage egne interesser.

Eller sagt mere bastant. Jeg tror ikke en befolkningen er i stand til at træffe de bedste valg selv. Jeg tror ikke på direkte demokrati (i større sammenhænge, forstås) eller på repræsentativ interessevaretagelse. Repræsentative valg af personer, der alene er bundet af deres personlige overbevisninger, tror jeg derimod på.

Og, sjovt nok, er den sidste model faktisk også det der er foreskrevet i vores grundlov - at folketingsmedlemmer alene er bundet af deres personlige overbevisninger. Der står intet om, at de skal mele kagen for de der har stemt på dem, eller skal være lydige slaver af et politisk parti. I 1849 var det en dyd, at gøre hvad ens overbevisning bød en. Dengang var det helt naturligt, at en person "havde karakter". I dag er det at have karakter nærmest en latterlig anakronisme, som er blevet afløst af en modsatrettet form for etik, som ikke handler om at gøre det rette, men at man er frit stillet til at gøre som man vil, og naturligvis i alle livets forhold er en tåbe hvis man ikke træffer de valg der er i egen interesse.

Ole Falstoft

Henrich
At folketingsmedlemmer kun er bundet af deres overbevisning og at de er valgt af nogle vælgere til at repræsentere dem på tinge er ikke uforeneligt. Vælgerne har vel valgt de personer som bedst repræsentere deres egne holdninger? så der behøver ikke være nogen modsætning der.
Hvis du ikke mener at befolkningen er i stand til at træffe de bedste valg selv hvem skal så træffe dem for dem? At en eller anden politisk beslutning viser sig at være forkert er jo ofte noget der først senere går op for alle. Ingen besidder evnen altid at træffe den rigtige valg - selv meget indsigtsfulde personer kan opfører sig tåbeligt. Eks. Churchill som er en politiker jeg beundrer var stor både i sine dyder og sine fejl. F.eks. var ham om nogen ansvarlig for opdelingen af mellemøsten i de nu eksisternede stater og derfor medansvarlig for mange af de konflkter der findes der i dag. Vi kan ikke på forhånd sikre os mod at gøre fejl men vi kan lave det system som gør det muligt at rette fejlene når vi opdager dem - altså demokrati

Heinrich R. Jørgensen

Ole Falstoft:
"Vælgerne har vel valgt de personer som bedst repræsentere deres egne holdninger? så der behøver ikke være nogen modsætning der."

Selvfølgelig har aldeles ret i, at der ikke nødvendigvis er en konflikt i det. Det er såmænd også fair nok, at en person der opstiller til folketinget erklærer, at vedkommende har nogle mærkesager, f.eks. forbud mod abort, sænkelse af topskat og indførelse af borgerløn. Så ved vi da det. Det er måske tilmed rimeligt, at Imaginært Landsforbund for Forbud mod Abort opfordrer sine medlemmer til at stemme på den pågældende kandidat, og det er nok også ok hvis forbundet selv har opstillet kandidaten. Det betændte opstår, når den folkevalgte dernæst reelt er i lommen på vælgerne. Hvis den folkevalgte er blevet aftvunget til at love troskab og loalitet overfor vælgerne, lever den folkevalgte jo ikke op til fordringen om, alene at være bundet af egen overbevisning.

Ergo. Vælgerne må vælge nogle hæderlige og ubestikkelige personer, og naturligvis gerne nogle de deler synspunkter med, men disse personer skal altså forblive både uafhængige og hæderlige, og derfor er det en veritabel kortslutning, hvis de folkevalgte sværger nogen som helst form for troskab til noget eller nogen - andet end deres personlige overbevisning.

Churchill var en brutal leder, og det havde GB brug for på det tidspunkt. Jeg tror ikke, nogen anden person kunne have ledet GB så målrettet gennem de svære år. Han traf mange brutale og umenneskelige valg, og prisen GB betalte for deres frihed, var enorm. Store dele af det britiske emperium forsvandt nærmest som dug for solen, og gav siden anledning til utallige regionale konflikter, som du nævner.

Men havde Churchill hypotetisk været statsleder på et andet tidspunkt, med de samme magtbeføjelser, ville historiens dom måske blevet, at han var værre end Robert Mugabe? Denne kontrafaktiske spekulation er sagt uden nogen som helst intention om at sværte Churchill til, naturligvis - blot et eksempel på, at Churchill kloning ad libitum næppe ville være verdens frelse.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Heinrich. Dine holdninger hænger ikke sammen.

Du kræver på den ene side, et ægte, direkte demokrati og på den anden side skriver du: "Eller sagt mere bastant. Jeg tror ikke en befolkningen er i stand til at træffe de bedste valg selv. Jeg tror ikke på direkte demokrati (i større sammenhænge, forstås) eller på repræsentativ interessevaretagelse."

Desuden konstaterer du, at partier ikke er nævnt i Grundloven og på den anden side skriver du, at du går ind for "Repræsentative valg af personer, der alene er bundet af deres personlige overbevisninger ..."

Men det er jo netop det system, som vi har!

Jakob Schmidt-Rasmussen

I øvrigt så er Danmark et af verdens mest lige lande, samtidigt med, at vi er en af verdebs stærkeste økonomier, hvilket konstatnt overrasker alle økonomer. Desuden er vi et af de mest gavmilde lande, hvad angår hjælp til fatteigere lande.

Det viser, at det danske folk er ret gode til at vælge dygtige politikere, der varetager deres interesser og som samtidigt tager ansvar, hvor meget større lande svigter.

Din foragt for danske vælgere mangler du at begrunde konkret.

Heinrich R. Jørgensen

Jakob,

læser du med vilje forkert?

Jeg har netop skrevet, at jeg IKKE tror på direkte demokrati. Ergo ingen konflikt i hvad jeg har skrevet.

Nej, jeg mener ikke folkevalgte i dag alene er bundet af deres personlige overbevisning. Sædvanligvis opnår en person kun opstillelse, hvis de har haft en længerevarende karriere i et politisk parti, med alle de intriger og magtkampe der har været. Det er et udskilningsløb, der favoriserer de der bedst tilpasser sig og bedst formår at fremme eget kandidatur. Personer der vælges uden at have møvet sig vej gennem et politisk partis rækker, fremstår ofte som markante og måske tilmed lidt kluntede, både hvad angår holdninger og adfærd. fordi de ikke er blevet socialiseret af livet i de politiske partier.

Indrømmet, vi har nok generelt været heldigere end mange andre lande, i de politikere vi har valgt, men billedet er bestemt ikke entydigt. Jeg tror det har mere med held end forstand at gøre.

Og jeg er enig, Danmark har i tidens løb gjort meget godt, og påtaget sig internationale opgaver og ansvar, og har været en ansvarlig duks. Det er jeg bestemt stolt af (selv om jeg personligt ikke har bidraget direkte).

Hvilken foragt?

"35 år og foden under eget bord meget tiltalende, i hvert fald hvad angår det første."

Ja, så kunne vi få aflivet populismen.

Heinrich R. Jørgensen

Forudsatte valgret at kandidaten var fyldt 35 år, ville det hjælpe på mange af symptomerne. Det samme kunne siges, hvis stemmeret alene galdt for de der var fyldt f.eks. 25 år. Men i begge tilfælde, er det symptombehandling. De strukturelle svagheder jeg har forsøgt at anskueliggøre, er der stadig.

Heinrich R. Jørgensen

Erib Boalth:
"Jeg har endnu tilgode at møde en attenårig der på nogenlunde fejlfrit dansk kan redegøre for forskellen mellem folketing og regering."

De er givetvis blevet misinformeret gennem hele deres skolegang, så det er ikke så underligt ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Kim Vibe, jeg tror ikke det reelt betyder noget, om de valgbare er økonomisk formående eller ej. En velhavende person kan f.eks. have arvet hele baduljen, og selv være økonomisk dybt uansvarlig. Velhavende personer er måske også blinde for de vilkår ikke-velhavende personer har - Marie Antoinette er et berømt eksempel på det sidste ;-)

Ah, Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Sosserne har købt deres vælgere gennem hele sidste århundrede. Rigtig mange af dem er forsørgede.

Heinrich R. Jørgensen

Erik Boalth:
"En anden løsning kunne være et vælgerkørekort."

Jeg så gerne en sådan løsning. At personer der er fyldt 18 år, kan sætte sig ind i emnet, og når de skønner at være klar, kan tage en prøve, der vurderer deres forståelse af både deres personlige rettigheder og pligter som borgere, og desuden af folkestyret, dets institutionerne, retssamfund, deres demokratiske sindelag, osv. De, der består, kan kalde sig "borgere" eller noget tilsvarende, og som borger kan de nyde visse privilegier, herunder stemmeret og valgret.

Og ikke mindst skulle det være festligt og højtideligt. Hvis vi ønsker et demokratisk fællesskab om fællesværdier, må vi skabe nogle ritualer der understøtter det.

Et arrangement, der på det overordnede plan minder en del om konfirmationsforberedelse og efterfølgende konfirmation.

Heinrich R. Jørgensen

Erik Boalth:
"Jeg hørte engang en økonom der påstod, at hvis man fjernede fradrag og skattefiduser, ville man kunne indføre en flad skat på 25%."

Vi har allerede en flad skat på 25%. Du har vel hørt om moms? ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Hvis konceptet med vælgerkørekort eller "borgerskab" blev indført, kunne det vel administreres af f.eks. statsmagtens tredie ben, den dømmende magt? De har vel ingen interesse i at fuske med kriterierne eller andet? Og så kunne man også nemmere forklare folk, hvad de gik og lavede i de flotte justitspalads ;-)

Ole Falstoft

Jeg skulle tage meget fejl om ikke de herrer alle er over 35 og har 'foden under eget bord'? Sjovt som ens synspunkt ændres sig med alderen

Sider