Læsetid: 7 min.

Hitlers villige redskab

Det Tredje Riges arkitekt anskuet som rollemodel for moderne management - Joachim Fests Speer-biografi på dansk
Det Tredje Riges arkitekt anskuet som rollemodel for moderne management - Joachim Fests Speer-biografi på dansk
31. august 2007

Han fik særstatus som ingen andre af nazismens koryfæer - end ikke de gamle medkæmpere - han blev Hitlers ven. Eller ven og ven. Spørgsmålet er, om Hitler evnede at knytte bånd af en sådan art til nogen. Fortrolighed var der dog i vid udstrækning tale om. For den unge arkitekt Albert Speer, der mere eller mindre tilfældigt blev draget ind i Hitlers kreds, førte dette til nærkontakt med diktatoren og et frisprog, som ingen anden vovede. Hvordan dette lod sig gøre, har været en gåde for alle Hitler-Tysklands-historikere, eftersom de to - på den ene side den opadstræbende arkitekt og en overgang omnipotente rustningsminister og på den anden eneherskeren - dårligt kunne udgøre større modsætninger. Eftersom Hitler ikke tålte noget eller nogen fra ham selv afvigende, og da slet ikke hvad angik folk med overlegne egenskaber og intellekt, bliver gåden ikke mindre.

I Joachim Fests nu otte år gamle biografi - omsider i dansk oversættelse - lyder budet på en slags løsning: at Speer i et eller andet omfang mere eller mindre uafvidende udøvede en erotisk påvirkning på Hitler. En sjældent svigtende tiltrækningskraft, ikke mindst skabt af modsætningsforholdet. Omvendt var Albert Speer tryllebundet af Hitlers uindskrænkede magt og den magi, som han ikke var den eneste, der oplevede; den ubegribelige og uimodståelige kraft, der strålede ud fra førerskikkelsen, og som i så rystende grad underlagde sig omgivelserne. Dét i en sådan grad, at de fleste i partiet og inderkredsen og et ufatteligt stort antal tyskere uden videre for Hitlers skyld var parate til at lade sig selv og Tyskland gå til grunde. Hvilket jo også skete på bud fra et betonforet hul i jorden i Berlins centrum, fra førerbunkeren under det sønderbombede Rigskancelli, som Albert Speer få år forinden på rekordtid havde bygget, og hvor Hitler i april 1945 i tænderskærende raseri, men med terrorapparatet forbløffende intakt midt i ruinhobene, ynkeligt endte sine dage for egen hånd.

Entreprenant potens

Modsætningerne mellem herre og mester kunne som sagt næppe have været større: Albert Speer var højt dannet og uddannet arkitekt, kom fra en velstående provinsfamilie - faren var ligeledes arkitekt. Speer, en smuk mand, velvoksen, slank og sportstrænet, kunne med lige dele kompetence og charme sno sine omgivelser om en lillefinger og besad den naturlige myndighed - ofte ikke ulig arrogance - med hvilken baggrunden i den daværende tyske højere middel- og overklasse forlenede ham. Over ham og over for ham stod den plumpe, direkte frastødende Adolf Hitler, skråskuldret, uheldigt proportioneret med dårlig ånde; søn af en voldelig småfunktionær, uden uddannelse af nogen art; runden af det menneskelige vraggods efter Første Verdenskrigs skyttegravshelvede, de mænd der kom til at udgøre de højreekstremistiske, voldsdyrkende sammenslutninger, basis for nazismens terrorregimente før og efter 1933. Med sit ubændige had til sit eget udgangspunkt og det østrigske blandingssamfund, hvori han selv nær var gået til bunds, opbyggede dette subindivid ved hjælp af enestående talegaver og iskold brutalitet sin position som en moderne Nero med uindskrænkede beføjelser og magten til at lade leve og dø samt rive ned og føre op.

Verdenshovedstaden Germania

Albert Speers fascination af denne entreprenante potens og udsigten til at få lov at bygge, hvad det skulle være i den smag og stilart, i hvilken han og Hitler mødtes, definerede hurtigt forholdet. Speer fik overdraget den ene store opgave efter den anden. De gigantiske byggerier og projekter i og omkring Berlin skaffede ham direkte adgang til Føreren, der hellere end gerne i sin periodiske drivertlignende livsstil tilbragte timer med at studere tegninger og modeller og udbrede sig om arkitektur, hvilket han heller ikke havde forstand på.

Fra denne særstilling i et ellers morderisk farligt hierarki i og omkring diktatorens hof var Speers vej banet for opnåelsen af stadig større magtbeføjelser. Den vildt ambitiøse og næsten sygeligt virkeduelige og rastløse hofarkitekt syntes parat til at gå, hvor langt, det så skulle være.

Den villighed var der god brug for, og skrupler var ikke fremherskende. For at virkeliggøre egne og Hitlers visioner om en ny verdenshovedstad, et nyt Berlin, en grotesk overdimensioneret kulisseby Germania som tribune for diktaturets selviscenesættelse, måtte i tusindvis af boliger kondemneres og beboerne genhuses. Til dette formål var uddrivelsen af Berlins jøder kærkommen. Deportation og tilintetgørelse. Alt dette bevidnede Speer, uden ifølge egne forklaringer ved Nürnberg-processen og siden i sine erindringer at spørge sig selv endsige andre, hvor jøderne blev bragt hen, og hvad der skete med dem? Det siger sig selv, at det er her og i lignende spørgsmål om naziregimets industrielt organiserede rædselsgerninger, Speers fundamentale troværdighedsproblem ligger. Her krakelerer for tid og evighed det billedeaf den civiliserede teknokrat og forvalter midt i et natmørkt politisk system, som Speer søgte at skabe i sine skriverier under det 20-årige fængselsophold i Spandau og de hyppige interviews efter løsladelsen i 1966 søgte at male. Eller snarere billedet af kunstneren, der i bedste romantiske forstand ikke befattede sig med det politiske og derfor ikke kunne vide besked og i hvert fald ikke bar nogen skyld. I denne optik opfattes i virkeligheden kun de politiske som skyldige. Og eftersom nazismen unægteligt var et diktatur, hviler denne skyldbyrde logisk på diktatoren. Men i og med at de øvrige anklagede i Nürnberg med Göring, Hess, Ribbentrop og generalerne Keitel og Jodl i spidsen frasagde sig både skyld og ansvar, påtog Speer sig i det mindste sit ansvar for Det Tredje Riges frygtelige overgreb på menneskene og verdensfreden. Denne erklæring var - oprigtigt ment eller ej - tjenlig som forsvarsstrategi for at undgå en ellers sikker skæbne, den maksimale straf: døden. Ydermere forlenede denne ofte fremhævede ansvarspåberåbelse Albert Speer med et forsonende skær af angergivenhed og erkendelse af forfærdende fortidsfejltagelser, dét der rent faktisk sammen med hans modige ulydighed og sabotage af Hitlers gentagne krav om den brændte jords taktik og Tysklands totale ødelæggelse reddede ham fra galgen og et stykke tid efter løsladelsen til en vis grad gav ham et vist menneskeligt format. Men som Oscar Wilde siger - og som Speer i øvrigt selv citerede - er det en udbredt misforståelse at tro, at mennesker, der forårsager store tragedier, også ejer følelser, der svarer til tragedien. Med andre ord står den konklusion tilbage, trods alle forsikringer, at de monstrøse og utallige overgreb, Speer ikke kan have undgået at kende til - alene hvad angår slavearbejderne i den tyske rustningsindustri, hvor han jo selv var minister - var hele regimets og altså også Speers bevidste dispositioner. Forbrydelser for hvilke alle i toppen og mange flere og Speer i højeste grad var ansvarlige og fuldt vidende om. Angeren var påtaget. Eller rettere blev forbrydelserne ikke set som sådanne, men alle handlinger retfærdiggjort i sagens tjeneste. Hensigterne - som var Hitlers, men med systemets mere end fulde billigelse - helligede alle midler.

En selvskabt fælde

Albert Speer forestillede sig selv, at han efter udståelsen af sin straf på de 20 år i strengt fængsel i Spandau bagefter ville kunne gen-indtage en plads i det foreliggende menneskelige samfund. Men hans valg af overlevelsesstrategi var samtidig en selvskabt fælde. De folk, der ikke troede på hans oprigtighed, så ansvarspåberåbelsen som falsk og hyklerisk. Ansvaret måtte være ensbetydende med skyld. Andre, der nok accepterede oprigtigheden, fandt, at den tidligere rigsminister og Hitler-ven blot var en simpel forræder. Imellem disse to synspunkter var der intet holdbart ståsted. Mere interessant end Albert Speers ulidelige dilemma, som måske endte med at tage livet af ham ved et slagtilfælde i oktober 1981, er utvivlsomt fænomenet Speer i bredere forstand. Således har Sebastian Haffner påpeget Speer som det klareste udtryk for det ene af nazismens to sider: moderniteten. På den ene side svælgede Hitler og hans kampfæller i uendelige forestillinger om en eller anden tysk oprindelighed ikke mindst inspireret af pangermanismen og Wagner. Her var det moderne bandlyst som udtryk for jødernes og de kulturradikales inficering af det nationale. Og her fandt Hitler sin arkitekt i Speer, der byggede bygninger i opposition til det nye, til Bauhaus og det funktionelle. Men i Speer-skikkelsen rummedes samtidig det moderne managementmenneske, som siden kom til at dominere den verden, der paradoksalt nok vandt over nazismens Blut und Boden-romantik. Speer var fremtidens menneske, teknokraten, der tjente den herre, der gav ham fuld adgang til at udnytte teknikken og senindustrisamfundets økonomi og folkemasser. Speer opfattede nazismens blod- og racelære, ordensborge og germanske fnadder som det rene humbug. Alligevel gik han med liv og sjæl ind for det. Her fik han uendelige eller næsten uendelige muligheder for at realisere energier, kongruente med hans egne magtambitioner. Man genkender her den moderne politiker parat til at tilsidesætte enhver idé, ethvert princip for at komme opad. Man har en minimalstat, til dét ikke kan betale sig længere, osv. Det skræmmende er, at den type, som Speer så at sige foregreb, er i stand til at forfægte hvad som helst, når blot det giver den gevinst, som er selve magtens mål og dermed ofte når målet. Den teknokratiske intelligens - og det kræver en god portion af dén at manøvrere i moderne systemer, det gjaldt også nazismens - er som Speer i stand til at gennemskue en hvilken som helst overspændt eller tåbelig ideologi - og udnytte den. Speer gennemskuede sine kollegers og Hitlers vås som livsfarligt. Men han gjorde intet, for hensigten, magten helligede alle midler. I den ulyksalige forstand er Albert Speer aktuel som nogensinde.

Speer. En biografi. Af Joachim Oversættelse: Thomas Havemann. 486 s. ill. Høst&Søn. ISBN 978-87-638-0388-5

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Ole Falstoft:
"Jeg skulle tage meget fejl om ikke de herrer alle er over 35 og har 'foden under eget bord'? Sjovt som ens synspunkt ændres sig med alderen"

Skyldig i alle anklager :-)

Da jeg var 18, vidste jeg som de fleste andre 18 årige alt om alting, og havde de rigtige holdninger til alt. Stort set samtlige synspunkter fra dengang er blevet udskiftet siden, og en del tilmed flere gange. Undervejs har jeg lært at være mindre skråsikker på egne holdninger - de fleste bliver jo skifttet ud løbende, hvis man ellers har åbenheden og modet til at blive klogere undervejs.

Ole Falstoft

Ja det var engang hvor man troede på udtrykket 'stol aldrig på nogen der er over 50 år' Det ændrede sig efterhånden som man selv krøb der op af og fik et 'andet perspektiv på tingene'. Ligesom som udtrykket 'de unge på 40' ikke længere lyder helt så idiotiskt. Men vi er vel bare en samling gamle 'ronkedorer' der ikke kan se at tiden er løbet fra os?
Jeg kan f.eks. ikke forstå hvorfor unge ekspedienter idag partu skal sige 'ha fortsat en god dag' når jeg skal betale for dagens indkøb. 'Fortsat'' hvad i h.h.h.h ved de om hvordan min dag har været? Det kunne jo let opfattes som en hån. Eller de der stater med et 'hej' som om vi var gode gamle bekendte. Man stander et øjeblik i tvivl om man burde genkende vedkomne unge person som klassekammerat af ens søn/datter men intet dukker op. Skal man så kviterer med et 'selv hej' eller bare fortsat være en 'sur gammel stodder'?
Nej ungdommen er som altid af lave og bør ikke betros det tunge ansvar med at tage stilling til vort lands svære problemer . De bør blot være unge og danse ud i sommernatten

Sider