Læsetid: 7 min.

Joe Cocker kom, så og sejrede ved Dybbøl

Det er ikke så svært som man tror at få verdensnavne til danske købstæder - som nu Sønderborg. Næste weekend kommer minsandten Michael Moore med en Europa-premiere under armen, og hvem skulle have troet det?
Joe Cocker giver sig ikke af med at please publikum med smalltalk mellem numrene.

Joe Cocker giver sig ikke af med at please publikum med smalltalk mellem numrene.

Gary Clark

20. august 2007

Et unisont brøl fra tilskuerne rejser sig mod himlen, da Joe Cocker sætter i med sit store hit fra filmen An officer and a gentleman.

Hænder og strakte pegefingre ryger i vejret, som om al den forventning, der har været i hele Sønderborg før legendens ankomst, bliver udløst med den sang: Love lifts us up where we belong/Where the eagles cry on a mountain high/Far from the world we know, up where the clear winds blow.

For er det ikke det, vi allesammen ønsker os? At blive løftet op. Joe Cocker nøjes ikke med det, men øser generøst af sine mange hits. "You are so beautiful," synger han ømt og varmt, og succesen er allerede forlængst hjemme.

Vi har indlogeret os på Hotel Comwell og begivet os ned til Møllepladsen, hvor generalen for det hele, Jes Johansen, stående på to colakasser briefer cirka 30 af de 50 frivillige lokale, der har meldt sig som officials. Vi er gået ad Perlegade, som strøggaden hedder, forbi blandt andet Jensens Bøfhus og cafeen Ib Rehne Cairo, og står nu ved selve perleporten. To glade piger skal stå i baren og sælge øl og vand. Den ene, Maja Sørensen, har oplevet Joe Cocker på en club i London i 1968 og glæder sig til et genhør med sangen "With a little help from my friends", selv om man nok ikke kan se ham fra baren. Den anden, Hella Hansen, siger, at når man har fået sangeren til byen, skyldes det dygtige mennesker.

To unge mænd har endnu ikke fået udpeget deres opgaver. Den 16-årige Kasper Jakobsen har aldrig hørt om Joe Cocker før nu. 31-årige Michael Andersen, som arbejder på en fabrik, hvor man fremstiller mekanismer til hospitalssenge, kender et par af hans sange, men ved ellers ikke alverden om ham ud over, at han er en stor amerikansk kunstner.

"Det må have været et rimeligt hårdt benarbejde at få fat på ham," mener han.

Men det er ikke helt rigtigt, fortæller Jes Johansen, som i 13 år var leder af det lokale kulturhus og nu er eventchef i institutionen Kultur i syd, da vi trækker ham til side.

- Er Sønderborg begyndt at ånde Horsens i nakken?

"Horsens har gjort det fantastisk godt. Det er lidt det samme som at sige, at hvis der er ét superliga hold i Danmark, så kan der ikke være flere, men det kan der jo sagtens. I gamle dage foregik de store koncerter næsten kun i København, men de er nu ved at blive bredt ud til hele Danmark, og det er godt. Det har ikke spcielt med de nye storkommuner at gøre, for vi var i gang i Sønderborg længe før."

- Hvordan fik i Joe Cocker til byen?

"Det er et spørgsmål om at vise en interesse for nogle navne og så kontakte nogle bookere. De har så en pris, som vi kan sige ja eller nej til. Til denne koncert er der et samlet budget på en lille million, og biletterne sælger vi for 500 kroner stykket. Det hænger godt sammen økonomisk. Vi er oppe på 2.100 solgte billetter. Tidligere har vi haft Roger Waters og Eric Clapton. Næste weekend får vi - eksklusivt for Danmark - besøg af Michael Moore, som for første gang i Europa viser sin film Sicko i Alsion-hallen. Men Sønderborg har meget andet kultur at byde på, et symfoniorkester og en af de største teaterforeninger, måske den største i provinsen."

Mad Dog Ranch

At provinsen rykker på kulturen i disse år, er ubetvivleligt. Jylland har deauden haft besøg af Bill Clinton, tyske Gerhard Schröder og Al Gore for lige at nævne nogle fra den politiske verden. Horsens havde i forrige uge besøg af Tommy Cash, en bror til Johnny Cash, og har også haft Madonna, Rolling Stones og Bob Dylan.

Kultur i Syd, som nu er med på vognen, har en række private sponsorer, som gerne vil sætte egnen på dagsordenen. En af dem er Danfoss, og netop på Danfoss har 75-årige Jens Schmidt været reklamechef, men bruger sit otium på at medvirke ved kulturarrangementer, som han i øvrigt har gjort hele sit liv, blandt andet som formand for Ringriderforeningen. Han kan huske, da Kim Larsen gav koncert. Lune Larsen, "banditten fra Odense", ville også gerne deltage i ringridningen - indtil han så hesten - husker Jens Schmidt og smiler ved tanken. En anden stor begivenhed var Luciano Pavarottis koncert i Augustenborg Slotspark: "Det var en kæmpe oplevelsen, en af de største," vurderer han.

Tilbage til hotellet, hvor vi lige når at se Dybbøl Turistbus køre af sted mod Møllepladsen med Joe Cockers hold på 20 personer, lige ankommet fra Norge i sangerens privatfly. Han bor i med sin familie i et mindre slot i Colorado, Mad Dog Ranch (opkaldt efter en af hans første plader), hvor han bruger nogle af sine mange penge på at hjælpe børn i lokalområdet.

Erhards falske Dybbøl

Vi kan se ud til Dybbøl Mølle, hvor dansken opnåede både sejr og senere nederlag i 1800-tallets krige mod Tyskland. Møllen er et dansk nationalsymbol, også kendt fra John Mogensens sang om, at "Der er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler helt ad helved til," som fik Erhard Jakobsen op af stolen.

Den elskede og hadede centrumdemokrat indspillede en mod-plade, hvor han sang, at Dybbøl Mølle maler helt enormt godt, en sangduel, som blev et stort mediestunt, før vi kendte ordet mediestunt. Han sang falsk, så det peb, men fik kolossal omtale.

Vi kan nå et bad, men pas på med hoteller! Man risikerer at se sig selv i profil foran et stort spejl i badeværelset. Man ser en dum mave bule ud - som ser meget mindre truende ud, hvis man skynder sig at vende sig med front mod spejlet. Dog er den knap så stor som Joe Cockers, viser det sig, da vi lidt senere står blandt de 2-3.000 tilskuere på det udendørs amfiteater, hvor præsentationen smelder ud over højttalerne: Mr. Joe Cocker!

Der er karakteristisk for stigende alder - sangeren er fyldt 62 - at kroppen går i forfald. Men det gør stemmen ikke nødvendigvis.

Ingen publikumspleaser

Joe Cocker står på scenen og synger. Han står tilsyneladende helt bomstille, men hele kroppen vibrerer, hvilket udelukkende giver sig udtryk i, at han knipser uophørligt med strittende fingre, på især på venstre hånd er knipsefrekvensen stor. Dog sker det elegant, som var det dirigent- eller pianistfingre. Det er hans særlige kropssprog, han performancestil.

Han giver sig ikke af med at please publikum med smalltalk mellem numrene, og det virker i grunden værdigt. Derved bevarer han mystikken, og musikken står rent. Han ligner en mand, der er trukket lige op af en stol hos barberen, uden at denne blev helt færdig.

Jeg aftaler med min sidemand, Erik Dyhr Thomsen, udviklingschef i emballagebranchen, at han bagefter skal fortælle mig, om Joe Cocker levede op til forventninger. Han er kommet over fra en lille by uden for Varde, og jeg fortæller ham, at der er ved at komme en Varde-mafia i København, som allerede sidder på flere store poster i kulturlivet. Det vidste han ikke, men det glæder ham, og endnu mere glæder musikken ham. Efter to numre er han allerede tilfreds.

En vidunderlig augustaften, bedre kan det ikke være. Jes Johansen har fortalt, at Joe Cocker er på kl. 20.30, og det er han, samt at koncerten varer 90 minutter, og det gør den. Joe Cocker er præcisionens mand. Her er iberegnet ekstranummer samt en version af "With a little help from mig friends" (beatmusikkens svar på "Sku' gaml venskaw rejnt forgo") med juhuu-piger i fri udfoldelse. Et Beatles-nummer, som han i sin tid sang, skønt det dengang i 68 nærmest var tabu at tage andres numre på sit repertoire. Han gjorde det, og man kan sige, at han på det nærmeste erobrede det, så det mere blev hans end deres. Ikke ringe.

Ud over fingerballetten slutter han nogle gange numrene af med et tungt hop, men nu er han gået så vidt som til at bevæge sig to skridt væk fra mikrofonen. Han virker pludselig graciøs. Koncerten er slut. Sangeren, der på sin turné også har optrådt i en tyrefægterarena på Mallorca, takker af. Han var næsten så stor som Bob Dylan og Mick Jagger. Der er milevidt fra de hundrede tusinder, han har sunget for, blandt andet da han slog igennem på Woodstock-festivallen, til os, det par tusinde, der står i den sønderjyske nat. Sangene er de samme, frugten af et langt liv i musikken. Nok er han for nogle en "has-been", men glemt er han langt fra.

Joe Cocker optræder ved en koncert i aften i Den Fynske Landsby i Odense

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu