Læsetid: 3 min.

Den knap så søde studentertid

Trods overbevisende skuespil og inspireret rollebesætning får ungdomsgyseren 'Kollegiet' ikke skræmt tilskueren fra hverken vid eller sans
10. august 2007

Det er altid prisværdigt, når førstegangsinstruktører tør have høje ambitioner. Med Kollegiet forsøger Martin Barnewitz at krydse dansk hverdagsangst med den japanske spøgelseshistorie og dennes tradition for kvindelige genfærd, som er fanget mellem to verdener.

Vi kommer ind i handlingen, netop som den uerfarne og socialt underbegavede provinspige og engelskstuderende Katrine (Neel Rønholt) flytter ind på et kollegium i en forstad til København.

Det skal blive en ilddåb. Katrine opfatter med det samme, at der hersker en trykket stemning på stedet. Det gør der, fordi gangens alpha female, Sanne (Julie R. Ølgaard), er en uforsonlig superbitch med et skarpslebent talent for psykisk terror.

Den væmmelige hverdag

De andre beboere (bort)forklarer Sannes fjendtlige attitude med, at hun bor på det værelse, hvor en kvindelig beboer 20 år tidligere kom af dage under mystiske omstændigheder. Det havde vist noget med elektricitet at gøre, fortæller charmerende Lukas (Jon Lange), som tager imod Katrine med åbne arme og skumle bagtanker.

Efterhånden finder Katrine ud af, at der er tale om mere end en skrøne. Kollegiet huser faktisk et hævngerrigt genfærd, som snart begynder at terrorisere dets endnu levende beboere.

Det oplagte valg ville have været at lade autoritative og slagfærdige Mira Wanting spille skarptungede Sanne, men i stedet spiller hun - med held - mod type som den lidt undselige Lena, som Sanne piller ned i fuld offentlighed, præcis når det passer hende.

Ølgaard er glimrende som Sanne, en bad vibe i menneskestørrelse, og det er via dynamikken de tre tøser imellem, at de mest autentiske stunder opstår. Filmens slaglinje lyder: "Ikke alle overlever at flytte hjemmefra," og i enkelte scener lykkes det for Barnewitz at flette en angst for social udstødelse, som alle kan relatere til, ind i en ellers ret kulørt genrefilm.

Rønholts ekstremt fotogene ansigt har en form for sart sødme, som fremmer sympatien for hendes figur (det samme gør den sårbarhed, der ligger i, at Katrine har mistet sin mor), hvilket er filmens held. Også en spøgelseshistorie må have kød og blod, og de gode præstationer til trods er persontegningen generelt ikke udførlig nok til, at man for alvor lever sig ind i figurerne. Som næsten altid i gyserfilmsammenhæng får det den konsekvens, at man ikke rigtig bliver revet med, når blodet i tredje akt begynder at flyde.

Ikke chok nok

Barnewitz udviser en vis opfindsomhed med hensyn til at lade mystiske hændelser på billedsiden afspejle de mystiske hændelser på handlingsplanet, men filmens chokeffekter lader noget tilbage at ønske. Kun en enkelt af dem stikker, om man så må sige, dybt nok. Og selv om det altid er problematisk at bedømme gyserfilm efter en realistisk målestok, forekommer det altså absurd, når de andre kollegiebeboere mistænker spinkle Katrine for at have klemt en fuldvoksen mand til døde i en elevator. Ej heller er der meget troværdighed over det, når den forsigtige hovedperson efter blot få dage på kollegiet sniffer kokain i et misforstået forsøg på at falde til, som forudsigeligt nok i den grad giver bagslag.

Sagt halvt i spøg kan det desuden undre, at Barnewitz har valgt så anonym en fysisk ramme (Kollegiet er indspillet på et nedlagt plejehjem i Brønshøj), når nu der i København findes en bygning så morbid i sin groteske mangel på æstetik og charme som Øresundskollegiet. Enhver, der har gået igennem det sted på en regnfuld mandag eftermiddag, ved, hvad vaskeægte gru er.

Kollegiet. Instruktion: Martin Barnewitz. Manuskript: Jannik Tai Mosholt. Dansk (65 biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu