Læsetid: 3 min.

Kunsten at føle sig i live

Den produktive provokatør Ole Bornedal har med 'Kærlighed på film' begået et værk med æstetiske og humoristiske kvaliteter, men uden megen metamagi eller filosofisk tyngde
Bornedalsk. Anders W. Berthelsen og Rebecka Hemse i en scene, hvor instruktøren viser sig som tyren i dansk kulturs porcelænsbutik.

Bornedalsk. Anders W. Berthelsen og Rebecka Hemse i en scene, hvor instruktøren viser sig som tyren i dansk kulturs porcelænsbutik.

Henrik Saxgren

24. august 2007

Man kan formentlig sige en hel del om en (mandlig) filminstruktørs psykologi ud fra, hvor længe han vælger at dvæle ved en afklædt skuespillerindes kønsbehåring. Ole Bornedal vælger at dvæle ved afklædte Rebecka Hemses længere, end taktfuldt er. Og sådan skal det være. Bornedal er trods alt - ikke mindst i egen selvforståelse - tyren i dansk kulturlivs porcelænsbutik, den der blinker sidst. Antitesen af de milde vindes mand, ham der kun gider beskæftige sig med det, der virkelig tæller: Den lille død, det vilde ridt, den store finale. Som meditation over det moderne menneskes tilstand har Kærlighed på film dog ikke overvældende saft og kraft. Til gengæld har den en sær charme og underholdningsværdi som fortælling om en normaldanskers færd i et surrealistisk parallelunivers.

Vor hovedperson er Jonas (Anders W. Berthelsen), som har to børn med Mette (Charlotte Fich), med hvem han lever i et nogenlunde normallunkent ægteskab i et spritnyt byggeri i den sterile Ørestad. Trods sit langtfra dårlige liv længes Jonas efter noget mere - måske også fordi han som politifotograf konstant konfronteres med dødens uigenkaldelighed.

Farlig forvirring

Familiens trygge tilværelse slås itu, da de påkøres af Julia (Rebecka Hemse), en desperat rigmandsdatter med en traumatisk fortid, som inkluderer en voldelig, kriminel og vistnok afdød kæreste, Sebastian (Nikolaj Lie Kaas). Ulykken sender Julia i koma, og Jonas, som føler et medansvar for det skete, besøger hospitalet, hvor han over for offerets familie kommer til at udgive sig for den Sebastian, som de aldrig har mødt.

Kort efter vågner Julia op med store skader på såvel syn som hukommelse. Jonas forelsker sig i hende og forfølger nu lykken under falsk identitet, for som en af hans (meget skrevne) replikker lyder: "Scenen er måske falsk, men følelsen er ægte."

Bornedals revselse af vores gennemregulerede airbagsamfund er altid mest vindende, når den serveres med bidsk komik. Fordi alle kender omfanget af instruktørens utilpassethed og harme, kan han skabe stor moro med små satiriske armbevægelser, som når Jonas' kone 'liiiigeså forsigtigt', som hun siger, ryger en smøg under emhætten. Og det er de enkelte øjeblikke af skæv opfindsomhed snarere end helheden, der holder liv i Kærlighed på films klude, eksempelvis når en retsmediciner som en anden Hamlet - med en hjerne, ej et kranium, som rekvisit - spontant reflekterer over eksistentielle anliggender. De mere nutidige henvisninger tæller Billy Wilders Sunset Boulevard (1950) og med lidt god vilje, Bornedals egen Nattevagten (1994), hvor det at bytte identitet jo heller ikke just var risikofrit.

Amoralsk relativitet

Bornedal sætter Jonas' mangelfulde moral i kløgtigt relief ved at udstyre ham med to kyniske og utiltalende kolleger (den ene spillet med vanlig dæmonisk nærvær af Dejan Cukic), som ikke har nogen form for uskyld eller forhåbning i behold.

Tredje akt lider dog under, at Bornedal insisterer på at forene sine distanceskabende og genrebevidste fortælleteknikker - som af og til lyder påtaget naive: "Hvor er kvinden? Der skal altid være en kvinde." - med et højspændt 'firkantsdrama'. Det er dog kun kvinden på den dramatiske sidelinie, Charlotte Fichs Mette-figur, man for alvor kan mønstre indlevelse i. Julia og hendes skæbne er særlig svær at kere sig om, da figurens primære funktion er at aktivere de mandlige aktørers seksual- og dødsdrift. I en film med adskillige kluntede replikker har hun tilmed den vel nok værste om det på en gang uudholdelige og dragende ved tanken om et helt almindeligt familieliv.

Hvis dialogen og filmen generelt er ujævn, er Dan Laustsens fotografering et konstant aktiv: Han suger Bornedals højt besungne sanselighed ud af billederne, som fremstår kølige og metallisk uantastelige. Det er da også på det rent visuelle plan, at Bornedals seriøse og dødspoetiske dagsorden til allersidst træder i abstrakt karakter i form af et anderledes varmt billeddigt, som ordløst og smukt formidler menneskets higen efter at få noget ud af den - i det store billede - korte tid, vi er her.

Kærlighed på film. Instr. og manus.: Ole Bornedal. Dansk (CinemaxX, Dagmar, Empire, Falkoner, Grand, Metropol og Palads i Kbh. samt en lang række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu