Der er en flok kunstnere derude, som denne korrespondent efterhånden har oplevet så mange gange til koncert, at det nærmest er latterligt. Antallet fortaber sig i tågerne og kan sikkert tolkes som både tryghedsnarkomani og fantasiløshed, og på det punkt skal De endelig ikke holde dem tilbage, kære læser.
I selvforståelsens milde skær opfattes det dog som lige dele taknemmelighed og trofasthed grundet den store mængde kvalitetsoplevelser (som det hedder på følelsesøkonomisk nysprog), denne udvalgte skare har skænket undertegnede på plade og scene - og så en god portion nysgerrighed med hensyn til hvad de mon nu har fundet på denne gang.
Denne særlige skare tæller (eller talte) folk som Bob Dylan, Nick Cave, C.V. Jørgensen, Tom Waits, PJ Harvey, Van Morrison, Marianne Faithfull, John Cale, Love Shop, Patti Smith, Leonard Cohen, Sonic Youth, Elvis Costello, Iggy Pop, Sort Sol, Lou Reed og - nå ja - så de hersens Rolling Stones.
Det kan jo gå op og ned, den slags. Knapt så ekstremt hos de fleste som f.eks. med mr. Dylan, der tilsyneladende sætter en ære i aldrig at leve op til nogen af mennesket kendte forventninger - eller helt så konsistent som Patti Smith, der simpelthen aldrig skuffer, men op og ned går det nu engang med ens ledestjerner.
Den gode nyhed og helt store optur på denne velsignede solskinsdag er så, at Rolling Stones i Parken søndag aften var så gode, at det sang i gebisset, hvinede i hypofysen og rislede i centralnervesystemet, så det var en fryd. Hallelujah, praise the Lord and pass the ammunition, det var den fineste koncert med disse bedagede herrer denne signatur har oplevet siden Forum i det herrens år 1970; og med hensyn til lige den koncert bør det understreges, at vi (dvs. jeg) var så pumpet op af såvel illegale som legale substanser, at det muligvis i en vis grad påvirkede bedømmelsesevnen .
Stil og originalitet
I Parken stod den på kildevand og tobak i rigelige mængder, thi sådan holdes hovedet klart og hjertet varmt. Der var fra de første umiskendelige akkorder i "Start Me Up" blev slået an kl. 21:38 ingen tvivl om, at det tekniske var i top, thi balancen instrumenterne imellem fremstod perfekt med Mick Jaggers karakteristiske vokal lå højt og tydeligt i mikset. Når det betænkes, hvor mange akustiske katastrofer Parken efterhånden har lagt navn til, er det forbundet med en næsten skadefro kildrende fornemmelse at konstatere, at det altså kan lade sig gøre. Det er og bliver alfa og omega for en koncertoplevelse, thi vi er efterhånden kollektivt så auditivt forkælede, at selv den mest hårdføre ikke kan andet end græmme sig, når lyden i PA'et minder om en elefantfloks dødsskrig, filtreret gennem et ton jordslåede håndklæder.
Det skadede så heller ikke sagen, at de fire herrer samt hjælpemusikere - korsangere, pianist og blæsere - spillede som om de havde den onde selv i hælene. Der hvilede en ganske særlig majestæt iblandet såvel nerve som nosser over foretagendet, der ganske blæste enhver forestilling om en trist lille spadseretur gennem rockmuseet durk ud af vinduet. De så alle ud til at både mene og nyde det på en facon, der gjorde, at i hvert fald denne tilhører smed reservationerne og bare lænede sig tilbage (så godt som det nu var muligt i det ubehagelige plasticsæde, han havde fået stillet til rådighed formedelst 1.500 bob!) og gav sig hen.
Jagger ikke blot holder sig fantastisk, han er og bliver den fødte showmand og fremstår til stadighed som et skoleeksempel på rockens naturlige anlæg for at vende begrænsninger til en styrke; der var sikkert ikke én af de medbragte korsangere, som ikke teknisk set kunne synge røven ud af bukserne på Jagger, men hvad så med karakter, stil og originalitet? Det ejer han alt sammen til overmål. Karakter kan man satenedeme heller ikke frakende de to guitarister Keith Richards og Ron Wood - førstnævnte er nærmest blevet en helt genre i sig selv i kraft af en fuldstændig unik tilgang til rytmeguitaren - hvis spil væver sig sammen, så det er umuligt at høre, hvor den ene begynder, og den anden holder op.
Gruppens hemmelige våben var som altid trommeslager Charlie Watts, hvis Buster Keaton-agtige udstråling ikke kan skjule, at hans sejt fremaddrivende lilletrommeslag sidder lige i solar plexus. Hver gang! Den samlede erfaringsmasse på scenen den aften beviste således overlegent og ubesværet, at nogle af os bare bliver bedre med årene.
Gungrende og gribende
Betænkes det, at Stones havde sit kunstneriske mest prægnante album i årevis med i bagagen og det tilmed har lagt navn til den igangværende A Bigger Bang Tour, blev vi ikke ligefrem forkælet med materiale derfra. Tværtimod blev det kun til åbningsskæringen "Rough Justice", ellers stod den mestendels på det, der i min ungdom adviseredes som Gyldne Favoritter, krydret med præcis overraskelser nok til, at det ikke sandede til i forudsigelighed; smuk var Keith Richards fortolkning af "You Got The Silver" med Ron Wood på indfølt slide, på samme måde som både "Ruby Tuesday" og countryklassikeren "Dead Flowers" sad lige i hjertekulen. Koncertens højdepunkt udgjordes af en forrykt swingende "Can't You Hear Me Knockin'", hvor tenorsaxofonisten Bobby Keys leverede en solo af de sjældne, fulgt til dørs af såvel Woods soloindsats som Jaggers sjælfulde mundharpespil. Den der særlige polyfoniske teknik, Stones lærte sig fra Chicago bluesens mestre, foldede sig fuldt ud på klassikere som "It's Only Rock'n'Roll", "Honky Tonk Women" og især den klimatiske "Jumpin' Jack Flash", som jeg sandt for dyden aldrig har hørt en bedre udgave af.
Måske var det mest fantastiske ved al denne hurlumhej, at gruppen meget vel kunne have stillet op med et radikalt anderledes sæt, bestående af 19 andre sange end dem, de så fornemt diverterede med på denne pragtaften under åben himmel - og have leveret en mindst lige så gyngende, gungrende og gribende omgang primal rock & roll; thi bagkataloget er ikke blot enormt, men også sprængfyldt med fuldfede riffs, mindeværdige arrangementer og de der flabet intelligente tekster, Jagger ikke altid får kredit nok for. Der blev losset mås, sat fut i fejemøget og liv i de gamle klude på en facon, så det er svært at få armene ned. Hvilket selvfølgelig har besværliggjort skrivningen af denne artikel, men hvad gør man ikke for vor lille avis' højt begavede læserskare? Se, det kalder jeg et godt spørgsmål!
The Rolling Stones, Parken, søndag
