Læsetid: 5 min.

Meningen med kristendommen er Guds død

Den forhenværende ateist og nu afdøde filosof Richard Rorty mødes med den erklærede halvtroende tænker Gianni Vattimo i en strålende lille bog om religionens fremtid efter metafysikken
Den forhenværende ateist Richard Rorty mødes med den erklærede halvtroende Gianni Vattimo i en strålende bog
25. august 2007

Hvis Gud er død, giver det ikke længere mening at være ateist. Hvis der ikke er nogen, der tror på Gud længere, er det svært at se, hvorfor andre skulle erklære sig overbevist om, at Gud ikke findes.

Denne tese er udgangspunktet for en dialog mellem to markante tænkere fra den periode i det 20. århundrede, som kunne kaldes postmoderne: Den italienske hermeneutiker Gianni Vattimo og den netop afdøde amerikanske pragmatiker Richard Rorty blev bragt sammen en decembermorgen i 2002 i Paris af en tredje filosof, Santiago Zabala. Dette møde er omdrejningpunktet for bogen Religionens fremtid, som nu kommer på dansk, der foruden samtalen indeholder et essay af både Rorty og Vattimo og en indledning, hvor Zabala skitserer præmisserne for dialogen:

"Efter moderniteten er der ikke længere stærke filosofiske grunde til hverken at være ateist og afvise religionen eller til at være teist og afvise videnskaben; metafysikkens dekonstruktion har ryddet grunden for en kultur uden de dualismer, som har karakteriseret vores vestlige tradition. "

Den postmoderne tilstand er ifølge Zabala kendetegnet ved, at religionerne ikke længere bekæmper den naturvidenskabelige rationalitet, og at videnskaberne ikke mere behøver føre en kamp mod religionernes kosmologiske forklaringer.

Dette gælder ikke som en global, social og politisk konsensus, men kun som præmisser blandt filosoffer og videnskabsmænd. Religionernes genkomst som intellektuelt fænomen skal derfor ikke ses som et opgør med den dramatiske tese om Guds død, men derimod som en konsekvens af den. Netop fordi ingen længere tror på den bogstavelige Gud, bliver religionerne interessante igen.

Zabala følger tesen i Gianni Vattimos berømte bog Jeg tror, at jeg tror, hvor Guds død udlægges som en kristen sandhed. Da Gud valgte at lade sig inkarnere i Jesus, trak han sig selv tilbage og overlod troen til menneskene selv. Kristendommens sande betydning kan for Vattimo resumeres i budskabet om næstekærlighed, caritas. Vattimo opfordrer til, at vi begynder at realisere det religiøse hinsides konflikt mellem den blinde tros fanatisme og den rene forkastelse af rationaliteten som syndig. Og det er kristendommen, der forsikrer ham om, at der gives ikke nogen højeste årsag. Fordi han ikke tror på Gud, kan han være kristen.

Den svage tænkning

Det originale moment i Vattimos tænkning er, at han vender den filosofiske kritik af metafysikken på hovedet: Den svækkelse af de stærke strukturer og store sandheder, som begrædes som værensglemsel og nihilisme blandt mange tænkere, ser Vattimo som en positiv åbning for tænkende fortolkninger og demokratiske samfund. Som han har sagt i anden sammenhæng: "Det gode ved de vestlige samfund er, at vi ikke tror på vores værdier." Denne indstilling af blikket karakteriserer den såkaldte 'svage tænkning'.

Rorty accepterer Zabalas præmis for samtalen, idet han bestemmer dekonstruktionen, pragmatismen og den Wittgensteinske tænkning som afmonteringer af modstillingen mellem tro og viden:

"Alle disse anti-essentialistiske bøger opfordrer os indtrængende til at kæmpe os fri af den græske distinktion imellem det tilsyneladende og det reelle, og imellem det nødvendige og det kontingente."

Som konsekvens af denne erkendelse fortryder Rorty, at han tidligere har kaldt sig ateist og annoncerer nu betegnelsen 'anti-klerikal' om sin position. Ateismen fastholder modstanden mod en kobling mellem religion og sandhed, som den svage tænkning afmonterer. Anti-klerikalismen er derimod en politisk optik, som forskyder opgøret med religion til en kamp mod religiøse og dogmatiske autoriteter i politik. Det bliver for Rorty ikke en filosofisk, men en politisk opgave at kritisere den amerikanske præsidents snak om, at han taler med Gud om natten eller islamisters po-stulater om hellige krige og religiøse pligter.

Den svage tænknings kristendom bliver acceptabel for Rorty, fordi den ikke sætter et moralsk imperativ som præmis for den personlige tro: 'sådan som jeg tror, bør også alle andre tro'. Det for Rorty interessante er, at den pragmatisme, som han selv har udviklet i forlængelse af amerikanske tænkere som John Dewey og William James tilsyneladende kan kobles med Vattimos hermeneutiske åbninger af tyske tænkere som Nietzsche, Heidegger og Gadamer:

"For disse to tankebaner har den idé til fælles, at eftersøgningen af sandhed og viden ikke er hverken andet eller mere end en søgen efter intersubjektiv enighed."

Det rigtige er for de positioner ikke givet som absolut sandhed. Det rigtige er det, som vi kan blive enige om. Det gælder i naturvidenskaben, i filosofien, og det gælder politisk. Vattimo formulerer den samme præmis med det kendte diktum, at der ikke gives fakta, men kun fortolkninger af fakta - og dette er i sig selv en fortolkning. Det betyder ikke, at virkeligheden 'derude' ikke findes, men derimod, at det, vi taler om, når vi taler om virkeligheden, er vores egne fortolkninger af den.

Den store forskel imellem de to er ifølge Rorty, at Vattimo ser det hellige som en fortidig begivenhed, mens han selv kun forbinder det hellige med håbet om et fremtidigt klasseløst og tvangsfrit samfund. Han har ingen ide om, hvordan sådan et samfund skulle realiseres, og han ser ingen aktuelle udviklingstendenser i den retning. Men håbet om det er for ham det hellige.

Hvor er bruddet?

Der er en anden radikal forskel mellem de to, som berøres, men som desværre ikke udfoldes som problem: For Vattimo er demokrati, svækkelse af autoriteter og sekularisering funderet i kristendommen, mens denne traditions væsentligste begivenhed for Rorty er oplysningens gennembrud i 1700-tallet. Den ene ser kampen mellem autoritet og frihed, påbud og myndighed som en allerede intern konflikt i kristendommen, hvorimod den anden ser konflikt historisk udfoldet som oplysningens brud med religiøs dogmatik.

Samtalen mellem de to er interessant som studie i, hvordan en forhenværende ateist og en erklæret 'halvtroende' på argumenter kan nå frem til enigheder om, hvad der er det rigtige. Denne gensidige åbning er filosofisk kvalificeret som fortolkninger af to forskellige moderne positioner og kan ses som en implicit realisering af det eksplicitte program for samtalen. På den anden side savner man en analyse af, hvordan forskellene mellem den naturvidenskabelige og de humanvidenskabelige sandheder er funderet. Det kunne være interessant, hvis det brud med modstillingen 'sandhed' og 'tro' ikke forblev en pointe for samtalen, men blev taget som præmis for videre refleksioner. De gør oversætteren Jens Viggo Nielsen til gengæld i sit fremragende efterord, hvor han følger de to tænkeres fortolkninger derud, hvor de både kolliderer og bliver problematiske. Efterordet fuldbyrder mødet mellem Zabala, Vattimo og Rorty i en glimrende bog, hvor oversætteren får det sidste ord:

"Men alligevel kunne man godt hos dem begge ønske sig en mere dybtgående betænkning af, at netop den vestlige videnskab til dato har leveret de bedste teorier om verden, som menneskeheden besidder. Videnskaber virker med andre ord, og selv om vi kun har adgang til fakta igennem vores fortolkninger, så støder vi efter alt at dømme i vores fortolkninger på modstand 'udefra', eller op til det, Eco kalder for 'det allerede givnes modstandslinier'."

Richard Rorty & Gianni Vattimo - redigeret af Santiago Zabala: Religionens fremtid. Strålende oversættelse og efterord ved Jens Viggo Nielsen. 198 kr. 156 s. Aarhus Universitetsforlag. ISBN 87-7934-2833

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bare dette, Rune, for at takke dig for dine mange anmeldelser, ledere, kommentarer og essays. Din intellektuelle nysgerrighed og filosofiske viden er altid en fornøjelse at læse.

To ting: Som en reklametekst engang sagde (ganske vist om Sherlock Holmes, men det passer også fint på Gud): "Han kan ikke dø, for han har aldrig levet".

Og som Jesper Jensen sagde (hvilket vel er en følge af ovenstående): "Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud."

En kommentar til Kurt Rosenstrøms kommentar:
I betragtning af, at han betragter argumenter vedrørende det religiøse som meningsløse, så er det da en ganske imponerende tankerække, som han præsterer oven for - oven i købet uden at have læst bogen! ”Intellektuel teologi” og ”intellektuel teologi” er altså, lader argumentationen til at lyde, to helt forskellige ting. Det var det første. Det andet er, i forlængelse heraf, at både Rosenstrøm, samt Jung og de andre autoriteter, han henviser til, er rundet af en lang tradition af intellektuelle (Jung er f.eks. temmelig afhængig af Platon m.fl.), og derfor holder henvisningen til de "psykiske grundprocesser, som jeg ser det, heller ikke uden særdeles konstruktive mellemregninger. Jeg er for min part snarere, som jeg også "intellektualiserer" over det i bogens efterord - som den gode Kurt Rosenstrøm altså ikke har læst, men alligevel mener at kunne afskrive på forhånd sammen med resten af bogen - enig med den anden kommentator her oven for i, at ham Gud virkelig er svær at få smidt ud. Efter min opfattelse er det fremdeles, og for det tredje, noget af et kunststykke at ville fastholde den traditionelle mytologiske opfattelse af Gud på moderne, og det vil altså også sige på den rationelle argumentations vilkår. Så det med ”det evige liv” kan vi vist godt lade ligge, hvad det så end skulle være for en ”størrelse”. "Det store spørgsmål" for eller imod Guds eksistens bliver derimod stående tilbage, og hører efter min opfattelse, hvilket jo med al tydelighed fremgår af ovenstående indlæg qua personligt vidnesbyrd, til inden for det, Kierkegaard i sin tid kaldte for "inderlighedens privatteater”. Men omvendt udelukker dette ikke, at vi også kan diskutere disse emner med hinanden, sådan som f.eks. gøres i dette forum, hvilket præcis er Rortys og Vattimos pointe. Enige bliver vi nok bare aldrig, og det er her min egen kritik af de to sætter ind. Men som sagt: Herom kan man bl.a. læse i bogens tekster og dens efterord, hvi s ellers man gider gøre sig ulejligheden.
Med venlig hilsen

Kurt Rosenstrøms finder, at jeg er ude i en ”redningsaktion”, fordi jeg spagfærdigt tillader mig at gøre opmærksom på, at det er god kutyme at sætte sig ordentligt ind i det, man ønsker at udsætte for kritik. Samtidig overvurderer Rosenstrøm nok, som jeg ser det, rækkevidden af den diskussion, han rejser. Hvad skulle jeg redde bogen fra? Et angreb fra én, der ikke har læst den? Nej, vel? Men lad det nu ligge. Imidlertid vil jeg på det kraftigste fråråde ham at læse det, han - bevares, altså uden at have læst dem - kalder for mine” guldkorn”, for han vil kun blive skuffet. Han har jo allerede alle svarene, lader det til. Tilmed kan han så henvise til autoriteter et eller andet sted ude på nettet, der taler om ”de psykiske grundprocesser” som det, der viser hen til Gud som det dybeste i sjælen, og hvad ved jeg. Samtidig med, at han mageløst i en sidebemærkning formår at udnævne Kierkegaard til dogmatiker til forskel fra sig selv osv. osv. Man skal ganske vist høre meget før ørerne falder af, men alligevel kan man nok undre sig over, hvorledes det forhold, at Rosenstrøm ikke kender noget til ”inderlighedens privatteater”, som han formulerer det, fordi han ”for det meste analyserer tingene udefra”, distancerer ham nævneværdigt fra den (dogmatiske) videnskabs optik, som ikke ved noget om mennesket? Det gør videnskaben ganske rigtigt ikke, og derfor kan en filosofi, der vil beskæftige sig med eksistensen og friheden, ikke nøjes med videnskabens udsagn om verden. Men det betyder omvendt ikke, at man ikke må argumentere for sine påstande, hvilket Rosenstrøm da også lader til at forsøge på. Ligesom man heller ikke uden videre kan sidestille teismen, der hævder at vide, hvad Gud tænker, med ateismen, der bl.a. er funderet i videnskabens plausible viden om det menneskelige dyrerige: Gud er og bliver i den forstand begrebet om det ubegribelige, som jeg ser det, og jeg forstår her ganske rigtigt ikke en lyd af den (dybe, forstår man) ”folkereligiøsitet”, Rosenstrøm henviser til, selv om jeg da udmærket kender til myte- og symbolforskningen hos f.eks. Ricoeur m.fl. Ligesom jeg stadig heller ikke formår at forstå Rosenstrøms forsøg på at tale sig ud af sproget som andet og mere end en besværgelse. Sorry! Såfremt Rosenstrøm & Co. imidlertid har ret i, at evigheden har til huse i vores indre (det kan jo også bare være noget, vi bilder os ind), så kan vi jo alle sove roligt om natten, ubekymrede og trygt forvissede om vores evige salighed: men hvorfor så skrive så lange ”bekymrede” udredninger om disse ting? Er det en form for indirekte meddelelse eller hvad? Nå, nok om det! Hvad Rosenstrøm gør, må han selvfølgelig om, men jeg foretrækker nok for min part at fortsætte med at (forsøge på at) skelne imellem det i sand forstand fiktive og det rent illusoriske, sådan som Sløk i sin tid formulerede det, og derfor fører en fortsat dialog med Rosenstrøm og hans personlige udgave af filosofiske ”guldkorn” efter alt at dømme ingen steder hen.
Med venlig hilsen

Æhhh, er det her et eksempel på inderlighedens privatteater - ganske vist delvist offentligtgjort - eller hvad foregår der? Hvem er denne "Kurt Rosenstrøm" Jens Viggo Nielsen taler med? ;-)

Iøvrigt virkelig interessant artikel. Jeg kom til at tænke over denne sætning:

"Det betyder ikke, at virkeligheden 'derude' ikke findes, men derimod, at det, vi taler om, når vi taler om virkeligheden, er vores egne fortolkninger af den."

Fortolkning af hvad? I overensstemmelse med Wittgenstein er det vel problematisk at tale om "fortolkning" fordi det forudsætter en bevidst udvælgelsesakt fra mennesket. Som om det blandt flere mulige bestemte sig til en "egnet" fortolkning. En konstruktion der roder os ud i alskens problemer, for hvad er det da vi holder fortolkningen op i mod? Findes der to sammenlignelige størrelser som man kan holde op imod hinanden? Og hvordan bestemmer vi "egnethed", udfra hvilke kriterier? Man kan åbenlyst "vælge" mellem fortolkninger, men mellem fortolkninger og "virkelighed" - hvordan kan vi rationelt bedømme om det vi siger om det allerede givnes modstandslinier nu også er rigtigt? Hvilken instans kan her tages i anvendelse? Fungerer det så fungerer det, men ligesom i dyreverdenen kan man dårligt tale om den bedste model for egnethed blandt de mange forskellige måder dyrene demonstrerer på tilpasning etc.