Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Midt i en krigstid

Rifbjerg vil hellere skrive sine indfald end en roman, og resultatet bliver - som helhed - derefter. Men sikke indfald undervejs!
Kultur
23. august 2007

Hovedløs, Klaus Rifbjergs nye bog, er et mærkeligt distræt og faktisk ret utilfredsstillende stykke litteratur. Det er en to'er og kan kun læses som sådan - nummer et var Esbern, som Rifbjerg udgav i 2005. Den var i det store hele et portræt af digteren Gustaf Munch-Petersen og hans tid. Nu er vi nået til Anden Verdenskrig.

Også i Hovedløs følger vi en flok af personer på skift, og også denne gang glider vi kronologisk frem og tilbage. Først '45, så '39, så frem gennem krigen. Der er modstandsfolk og værnemagere, tyskere og jitterbug. Der er gamle kendinge fra den forrige bog: Den konservative Harald Hynkel, som nu er lidt for engageret i den dansk-tyske forening, hans kone Missi Morgenstjerne, Esberns professor-forældre, tjenestepigen Asta, arbejderne Einar og Elsa, sønnen Kim.

Omkring disse står der en tung em af litterær tomgang. I starten går de meget rundt og tænker på Esbern - læs: Munch-Petersen - som døde i slutningen af forrige bog. Senere visner de hen og bliver forgræmmede af livet. Projekter har de ingen af, i stedet kastes de rundt af tiderne og skæbnen. Det er tungt at komme igennem, det er som om Rifbjerg intet vil med sine fortsættere. Og hvorfor så skrive nummer to?

Fryd og fortabelse

Så er der de nytilkomne. Såvel den karismatiske klovn og seksuallæge Charles Max - bogens sjoveste bekendtskab - som reporteren Birger Okker roder sig ind i modstandskampen. Dermed suges de ind i en underverden, hvor fest og fortabelse er dagens orden. Begge initieres ved at få et nyt, let komisk navn. Undervejs danner de makkerpar med kvinder, som fascinerer og skræmmer dem. I bogen er det illegale liv nemlig ikke nogen heroisk affære, i stedet handler det om fryden og rædslen ved at tabe sig selv. Lidt på samme måde som sex tidligere har gjort det i Rifbjergs forfatterskab.

Skulle der være en morale i Hovedløs, så ligger den her. I forhold til krigen er der en tydelig kridtstreg, som ikke må overtrædes: Noget er rigtigt, noget er forkert. Men hvordan det falder ud for den enkelte - tyskertøs eller modstandskvinde - det har ikke meget med personlig moral at gøre. Langt vigtigere er uforudsete møder. Og drifter, den enkelte ikke selv forstår.

Modstanden er forvirret og uigennemskuelig, det personlige er ikke politisk: Blandt dem med armbånd er der dumme svin og svage mænd. Nogle får listet sig om på den rigtige side ved en tilfældighed. Dog går Rifbjerg ikke så langt som at skrive om heltemodige værnemagere.

Bombeangreb

Men det er ikke helt til at sige, om den morale faktisk er der i Hovedløs. For heller ikke i skildringen af krigen, er Rifbjerg særligt engageret. I stedet er han nærmest distræt. Så er der lige en halv scene, som kan minde om Knud Sønderbys Midt i en jazztid, så en anden, som vist er en kommentar til Tage Skou-Hansen og De nøgne træer - modstandsfolk i Århus, som læser Rilke, ikke sandt?

Intet er gennemført med konsekvens. Vor forfatter strejfer om, får en idé og lader handlingsgange og personer stå tilbage som halvfærdige skeletter. Det kan være et forsøg på at realisere det, der undervejs formuleres som en poetik, "kunstens subversive rolle som konstant afledning". Mest virker det, som om han ikke gider anden, endsige tredje gennemskrivning. Det skaber ikke en god bog. Men det skal med, at Hovedløs i passager bæres frem af stor inspiration. Så ser man, hvor ufatteligt godt, Rifbjerg kan skrive. Her et bombeangreb, som onduleres i én lang sætning:

"Der havde været forvarsel, som de ikke havde taget hensyn til, de sad jo indendørs, men samtidig med at gulvet bevægede sig, og flaskerne klirrede, og det knaldede rundt omkring, hørte de sirenen og den brummende lyd af propeller, og lidt efter vidste de ikke, hverken hvor de var, eller hvem de var, eller hvor gamle de var, eller hvad de hed, og hvem de var gift med, eller hvilken nationalitet, de havde, de forsøgte blot at finde et eller andet at klynge sig til og holde fast i mellem alt det, der tilsyneladende bevægede sig i alle retninger på én gang eller fløj op og faldt ned i et hvirvlende crescendo, i hvis midte de selv befandt sig og snurrede skrigende rundt som et par Mester Jakel-dukker, dukkeføreren har smidt fra sig og op i luften i et anfald af frådende raseri og fornærmelse."

Tak for kaffe. Måske er Hovedløs tænkt sådan her: Ikke en roman, men en vakkelvoren ramme, hvis fremmeste funktion er at lade det rifbjergske sprog og sansen for et godt sammenstød komme til udfoldelse. Kun ærgerligt, at læseren skal tygge sig gennem alt det andet.

HOVEDLØS
- Klaus Rifbjerg
- 345 sider
- Gyldendal
- Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her