Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Midt i en myldretid

Verden er ankommet, og vi har brug for musikere, der kan formidle og fordøje den globale oplevelse - med alle de splittelser og kompleksiteter, det medfører. Det kan to af denne anmeldelses tre solister. Den tredje kan noget helt andet
Kultur
1. september 2007

Farver, masser af farver. Skyer af krydderier. Eksotiske smeltedigler. Spilkogende heksekedler. Jambalaya for ørerne. Globetrotter sampler-delica. Tværkulturel hybridkunst. Audioturisme.

Hvis du er træt nu, kære læser, så forstår jeg dig godt. Du har sikkert genkendt ordene, rullet øjnene i afmagt over de trivielle kombinationer. Du har tygget dig gennem ordene i mange sammenhænge de seneste år, og i høj grad i musikanmeldelser, hvor verden for længst har mistet sine afstande. I natklubber danser vi til lyden af brasiliansk ghetto eller balkanlandes fester. I biografer har arabisk musik længe signaleret højere spiritualitet, eftertænksomhed, hvis ikke decideret højloftet tragedie. I r&b bliver indisk og østeuropæisk og arabisk musik finsnittet for at passe til afklædt ungdoms afdansningsbal i vestligt klubland.

Multikulti er ikke, hvad det har været. Vi har vænnet os til fremmedartede adrenalinfix. Fjernøsten, Sydamerika, Afrika er blevet parfumer, vi forstøver over vores rådvilde kultur. Og som med enhver anden form for import, lån eller tyveri, så er det fåtallet, der formår at kanalisere den moderne globalisering ind i et validt kunstnerisk eller i hvert fald basalt musikalsk underholdende udtryk.

Hypnotisk smygende

Det formåede britisk-srilankanske M.I.A. på sit debutalbum Arular fra 2005, og det formår hun også på sit andet, nye album Kala. Få musikere rejser som M.I.A. så ubesværet under varme himmelstrøg, uden at personligheden fordamper eller musikken bliver til et ensidigt shopping-raid eller et mellemfolkeligt sammenbrud af velmenende tværkulturelle artigheder.

30-årige Mathangi 'Maya' Arulpragasam, der er født i London og vokset op i først Sri Lanka, så England, gnubber baldemuskulatur med indiske trommetraditioner, billige rytmebokse i fjernøstlige barer og amerikanske drenge, der kun tænker på én ting.

Verden er M.I.A.'s legeplads eller genbrugsforretning. Ned om hjørnet for at shoppe et kor fra en Bollywood-film, spidsrod gennem bazaren for at blive tryllebundet af slangetæmmerens snirkler. Verden vil komme til os, om vi vil det eller ej, og M.I.A. er en stolt, drilsk, stilbevidst budbringer.

Prøv at høre numrene "Bamboo Banga", "Hussel" eller "World Town" og damen rappe og synge med skarp britisk accent, mens hun pynter sig med smykker, makeup og mønstre fra alverdens kulturer - prøver ét, finder det værdigt for en stund, smyger det af sig til fordel for et nyt. Mens bassen og trommerne holder mellemgulvet i evigt hypnotiske cirkler.

Kreativiteten kommer lidt mere i sprøjt på Kala, i forhold til Arulars ene lange skudsalve. Det er mere spraglede, endnu mere kosmopolitiske, mindre skarpslebne, men fortsat effektive sprøjt. Der er stadig noget nærmest trodsigt skødesløst over sangene, og det er en helt afgørende balance at holde for M.I.A. For hendes ghetto chic fødes af den illusoriske krudtrøg fra nonchalante seksløbere affyret under bølgebliktagets skygge i shantytown. Det må ikke blive for færdigt eller overproduceret, for det ville være et stilbrud og formentlig også en form for klasseforræderi for en gør-det-selv-dame, der snobber nedad - på mest begavede og forførende vis.

"If you're dead from the waist down/It's easy staying down", synger hun formentlig til den mere kropsforskrækkede del af den vestlige kultur. For M.I.A. foretrækker på Kala at se livet gennem den tredje verdens optik: "Catch me at the border I got visas in my name/If you come around here I'll make em all day".

Og det perspektiv har vi alt andet lige brug for at få flere historier fra...

Chaos globale polyfoni

Vi befinder os i midt i en myldretid. Og få formår at samle den globale polyfoni så formfuldendt som fransk-spanske Manu Chao på sit nye album La Radiolina.

José-Manuel Thomas Arthur Chao er 46 år gammel. Hans familie flygtede fra Spanien, fra Franco, tilbage i 70'erne, og hans tekster kredser den dag i dag om verdens umyndiggjorte og om magthavernes dårlige opdragelse.

Tidligere var han forsanger i det brillante chanson-punk-band Mano Negra, men siden midten af 90'erne gik han nye veje, ultimativt med en succesfuld solokarriere, der nu sammenligner ham med Bob Marley.

La Radiolina er uanset hvad et forrygende album. Ja, jeg var ærlig talt ikke forberedt på den grad af ynde i sangskrivning og formfuldendt kompleksitet, der ikke så meget brøler, som sitrer mod trommehinderne på dette fjerde soloalbum.

"La resignación es un suicidio permanente", lyder et slogan i den politisk-poetiske sektion/nyhedskanal på Manu Chaos website. Sektionen hedder også som nærværende album La Radiolina, og så længe der er larm er der modstand. Og jo mere sammensat larmen er, jo mere demokratisk er modstanden. Og den er sammensat på albummet La Radiolina.

Et skrammet mylder af håndspillede melodier og stemmer, der griber ind i hinanden i smukke organiske mønstre. Et boblende brillant mix, som samtidig konstant blotter skarpe kanter og melodiske glasskår. Vigtigste kendetegn: Manu Chaos stemme og nærmest Mali blues-inspirerede guitarer, der uafbrudt taler om vemod og oprør, magt og afmagt.

Nede i det subtile mylder, der fremstår som en fuldbyrdet personlig stil hos Manu Chao, finder man både reggae, dub, salsa, amerikansk rock, mexicansk blæs, malinesisk blues, algerisk raï, fransk chanson. Og en frontfigur der synger på flere sprog - på spansk til George W. Bush - mens han galvaniserer vore hjerter mod korruption og oplyser os om verdens dårligdomme. Zaïre, Congo, Palæstina, Bagdad.

Musikerne og stilarterne griber ind i hinanden i en spraglet energiudladning fordelt over 21 numre, der fades og mixes over i hinanden uden videre sentimentalitet eller finesse. Vi har jo travlt. Hjerter skal aktiveres, fødder skal flyttes. Og det lykkes formidabelt for Manu Chao.

Outlandish solo

Sammenlignet med M.I.A. og Manu Chao er dansk-marokkanske Isam Bachiri - kendt og elsket fra Outlandish - nærmest en luksuriøs puritaner, en idylliker, en romantiker med amerikansk musiktradition dunkende lige under det danske sprog på hans solodebutalbum Institution - med reference til vor hovedpersons erfaringer med det offentlige Danmark.

Under Isam B. glider den 31-årige sanger og sangskriver elegant over en håndspillet r&b tilsat lidt strygere og sprøde mandekor.

Ikke så meget gejl på produktionssiden, tværtimod et tørt og fornemt sammentæsket band, som svinger under frontentertainerens vokaler, der er klædeligt tilbageholdende i frasering og nært naturalistiske i klang.

De nyskrevne tekster er ikke det helt store. Dybfølte jovist, sikkert, men lovlig uslebne. Dog med et gevaldigt løft da Per V hjælper med en enkelt gang: "Hey du ædle/Middelmådighed/Stigmatiser mig som du har lyst/Din 'Skik følge eller land fly'/For vi skal alle ligne hinanden/Men jeg' så græsk-katolsk/Om dig og dine lykkepiller".

Ellers er det tekster der bevæger sig langs det banale - selv når krigen-du-ved-hvor undsiges - men de passer alligevel sært smukt til denne roligt brændende plade.

Isam B. er en aldeles fremragende sanger, og så meget desto mere imponerende en sanger, fordi han forstår at underspille sin dygtighed og sin passion, selv når der bliver trykket igennem. Og det er her at Instititutions brillante strategi lykkes: I omplantningen af en sort poptraditions storladne patos til et mere intimt, dansk genert bed.

Herfra vi kan plukke ti sange fra det gode til det fremragende (Isam og den faste medskaber René Cambonys kærlighedssang "Hver sin vej" er helt oppe at ringe).

Heraf fortolkninger af to vidt forskellige stykker dansk arvegods: C.V. Jørgensens "Entertaineren" og H.C. Andersen/Poul Schierbecks "I Danmark Er Jeg Født". Sange, der holder effekterne tilbage og gør plads for så meget desto mere væren. Smukt spillede og realiserede, intenst beboede. Så spændet mellem denne anmeldelses tre indvandrere er altså betragteligt. Fra M.I.A.'s sexede simili og chic kombinatorik over Chaos tusind-tungede protestsange til Isam B.'s helhjertede enkelheder. Og det er godt sådan.

M.I.A.: Kala (XL Recordings/Playground)

Manu Chao: La Radiolina. (Radio Bemba/Warner) Udkommer på mandag.

Isam B.: Institution. (Genlyd/Sony BMG)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her