Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

På randen af et nervøst sammenbrud

Et par unge velsyngende danske damer burde kunne få hul igennem med hver deres dansksprogede album, som begge løfter sig et godt stykke over gennemsnittet
Kultur
13. august 2007

Jeg søgte engang en stilling, hvor vedkommende, der skulle evaluere min ansøgning, muntert fortalte mig, at hvis "du bare havde været 29 og haft babser, ville jobbet have været dit!". Det udsagn tænker jeg ind i mellem på i forbindelse med mit job her på avisen, når der lander endnu en kvindelige sanger-sangskriverudgivelse på mit bord. Er jeg egentlig den rette til at tage stilling til disse fagre ungmøer, som bevæbnet med enten guitar eller klaver i den grad står på kanten til et nervøst gennembrud? Burde en søstersjæl ikke i stedet træde til i givne tilfælde og vurdere hvorvidt dette særlige kvindelige musikalske rum er blevet indrettet til fuld tilfredsstillelse og i overensstemmelse med loven, som den dikteres af både Bo Bedre, Feng Shui og en hær af såkaldte livsstilseksperter? Jeg ved det ikke, men det optager mig en del.

Der findes jo også inden for bøgernes verden en ganske særlig og umådelig synlig genre, nogen har døbt kvindelitteratur. Er den ligesom f.eks. dameblade udelukkende rettet mod det smukke køn? Er vi, der står op og tisser, sådan pr automatik udelukket derfra? Eller er det bare et signal om, at vi der bevæger os ind i en zone, hvor de kvindelige principper og dyder (og deres fascinerende modsætninger) i højere grad gør sig gældende end i resten af litteraturen. Nu er jeg personlig ret nysgerrig hvad angår kvinder generelt og ligesom jeg holder meget af at kigge på dem, skænker det mig også gerne både glæde og anledning til undren at føre dialog med samme; det er dog sjældent, vi falder i snak om, hvor mange meter vi-nylplader jeg har stående. Og det er tilmed min lidenskab, hvis det er følelser, det drejer sig om. Derimod bliver jeg forbløffende ofte spurgt om hvordan jeg har det. Hvortil jeg naturligvis altid med fast stemme svarer "Godt!". Ellers ved man sgu aldrig hvad det kan udvikle sig til.

Talent, så det syder

Nå, når vi nu ikke har fået en skid af ovenstående på plads, vil jeg ile med at bekendtgøre, at jeg nærer udpræget forkærlighed for sangstemmer m/k og at mange af de kunstnere, jeg beundrer, er af hunkøn; Billie Holiday, Joni Mitchell, Cesaria Evora, Aretha Franklin, Björk, Anne Linnet, Patti Smith, Jomi Massage, Miss Elliott, Diana Krall, Marianne Faithfull, Whitney Houston og mange, mange flere finder gerne vej til husets afspilningsgrej og finder derfra vej til min sjæls dybder (eller mangel på samme). Så tilgiv mig, når jeg nu atter kaster mig ud i følelseslivets nuancerede univers, som det tager sig ud i kvindelig musikalsk forklædning. Måske skulle vi bare holde fast i, at vi trods alt er en slags mennesker alle sammen -

Så lad os starte med denne Laura Mo, et på alle måder opløftende og givende bekendtskab. Denne unge kvinde har spunk og talent, så det syder og man skal den ondelyneme være godt stiv i korpusset, hvis ikke det går i svingninger under aflytningen af Alkymist, en overbevisende debut fra et sandt naturtalent, som både kan synge - om end med en lidt lillepiget stemme, der næppe vil være alle og enhvers kop te, men som jeg personligt finder indtagende - og skrive gode sange, der bryder den klassiske vestlige facon ved at inddrage milde verdensmusikalske klange - klezmer, tango, milde østeuropæiske klange - hvilket liver ge-valdigt op på et album, hver en flok skrappe musikere gør alt i deres magt for at få såvel solist som sange til at tage sig så godt ud som overhovedet muligt. Hvil-ket de så også formår til overmål.

Hos Mo er der både plads til såvel opvask som kosmos, og positionen, der tales fra, er fra start til slut udpræget panteistisk, thi her står natur og en levende nærhed i centrum. Med filosoffen Schellings ord: Ånden sover i stenen, slumrer i planten, vågner i dyret og lever i mennesket. På samme måde som der er rigelig plads til både ømhed, undren og følelsen af tab i det løfterige tekstunivers. Det hele serveres med en frisk naturlighed, der dæmmer op for eventuelle ansatser til det salvelsesful-de og det er så absolut Mos force, at hun ikke puster sin emnekreds op til mere end den kan bære. En vidunderlig lille plade, som helt sikkert vil blive spillet i stor stil fremover.

Hudløs tekstforfatter

Med Julie Marias andet album - men det første på dansk - På kanten af virkeligheden, befinder vi os i et sartere og noget mindre udadvendt univers end Mos rødkindede og robuste. Vi rykker billedligt inden døre og såvel det harmoniske som melodiøse grundlag tangerer i højere grad det (let) jazzede end Mos indtagende folkemusikalske tone - tilsat en mere nutidig produktion, hvor studiet i høj grad også er medspiller. Også her kommer vi her helt tæt på de store følelser, som de har det med at regere i unge mennesker - om end de serveres med et lavmælt udtryk og i et enkelt sprog, stort set renset for ansatser til det tomt lyriske. Julie Maria er en hudløs tekstforfatter med rig adgang til de følinger, ethvert forhold på det nærmeste sitrer af. Igen befinder den indforskrevne flok musikere sig i gudeklassen og der arbejdes konsekvent med plads og lys i udtrykket. Ikke en overflødig tone høres og skal jeg være lidt kritisk, bliver det engang i mellem næsten for dygtigt og smagfuldt for min smag. Lidt vildskab ville gøre underværker, så skønt er det således pludselig at høre Steffen Brandts anderledes rustne organ på duetten "At elske dig". Men som helhed er det et imponerende stilsikkert værk, Julie Maria hermed skænker verden.

Disse unge kvinder besidder hver især helt sikkert mere talent end de fleste i genren og der er i begge tilfælde tale om plader, der lyder som mere end lovende begyndelser; de er allerede i fart, nu er det op til Dem, kære læser, at fange dem i flugten

*

*

* Begge albums udkommer idag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her