Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Patriotisme i yderste potens

Med 'This is England' har Shane Meadows begået en unostalgisk, stemningsstærk og rasende velspillet film om skinheadkulturen i Thatcher-æraen
Forvandling. Shaun ved starten på sin forvandling, der først gør ham til skin head og siden til deltager i korstoget mod pakistansk indvandring.

Forvandling. Shaun ved starten på sin forvandling, der først gør ham til skin head og siden til deltager i korstoget mod pakistansk indvandring.

Camera Film

Kultur
17. august 2007

This is Englands indledningssekvens har så stor slagkraft, at den tåler sammenligning med de første fem minutter af Mathieu Kassovitz' mesterværk Hadet (1995), der også handler om racisme og intern splid. Til reggaetonerne af Jamaica-gruppen Toots and the Maytals' "54-46 Was My Number" kaster instruktøren, Shane Meadows, en mængde fermt sammenklippede kronologiske markører mod tilskuerens nethinde: Space Invaders, Knight Rider, aerobicudøvere, Falklandskrigen, kvindelige fredscampister ved militærbasen Greenham Common, Margaret Thatcher i, hvad der vist er en bulldozer (i sandhed et kongenialt valg af køretøj) og mange flere.

Musikvalget giver god mening, da skinheadkulturen - som også havde ikke-racistiske fraktioner - til dels var inspireret af Jamaicansk subkultur.

Med i klubben

Da en af Meadows' pointer er, at regeringens voldshandlinger smitter af på samfundet i øvrigt, giver det god mening, at indledningssekvensens kornede nyhedsarkivoptagelser af blandt andet Falklandskrigen nærmest lydefrit glider over i selve filmen. Med få dristige afstikkere - som når instruktøren i en stilistisk understregning af sit tema om fællesskabets betydning bryder realismen ved at lade personerne gå på rad og række i slowmotion - er This is England nemlig fortalt i et hverdagsagtigt, dokumentar-agtigt filmsprog, som går godt i spænd med den improviserede spillestil.

Handlingen begynder i juli 1983 på Nottingham-egnen i Midtengland. 12-årige Shaun (Thomas Turgoose) er enebarn og har mistet sin far i Falklandskrigen året forinden. I skolegården må han lægge øre til ondsindet drilleri, og livet bliver ikke nemmere af, at Shauns mor klæder ham i håbløst umoderne bukser og sweatere med rensdyrmotiv.

På vej hjem - i en scene, som næsten må være en henvisning til Stanley Kubricks A Clockwork Orange (1971), der jo også har en stilbevidst og selviscenesættende ungdomsbande i centrum - støder Shaun i en tunnel ind i den charmerende Woody (Joseph Gilgun) og hans kortklippede slæng, som også tæller britisk-jamaicanske Milky (Andrew Shim).

Deres venskab udfylder tomrummet i hans tilværelse, og snart er en behørigt proletarchikt ekviperet Shaun blevet en slags maskot for Woody og co. Da en New Romantic-tøs, Michell (kaldet 'Smell'), indvier Shaun i seksualitetens verden, er der for alvor taget hul på ungdommens udskejelser.

Men et andet og mere alvorligt uskyldstab lurer, da den noget ældre skinhead Combo (Stephen Graham) kommer ud af spjældet. I modsætning til Woody har han en racistisk dagsorden såvel som kontakter til det yderliggående National Front-parti. Han splitter Woodys gruppe, og nu bliver Shaun en del af Combos korstog mod pakistanske indvandrere.

Miljøet som medfortæller

This is England er en film om skinheadbevægelsens i forskellig grad følelsesmæssigt forkrøblede fodfolk (kun i en enkelt scene møder vi, hvad der ligner en kølig og organisatorisk begavelse).

Meadows - som selv var skinhead og voksede op i den del af England, som trak nitten, da Thatcher blev valgt - afspejler personernes mentale mismod i locations som forladte og forfaldne bygninger, øde strande og nussede cafeer.

Turgooses ansigt, som på samme tid synes ungt og gammelt, er tilpas åbent til at fungere som slagmark for den kamp om hans sjæl, som Woody og Combo udkæmper. Hvor Woody er en rar, men vattet storebrorskikkelse for Shaun, er Combo en konsekvent faderfigur, som forstår at udnytte 'sønnikes' sårbarhed.

Graham leverer en kraftpræstation som Combo, der er mindst ligeså motiveret af banal misundelse og hjertesorg som af ideologi. Hjertesorgen knytter sig til Woodys kæreste, Lol, som spilles af den vildt og voldsomt karismatiske Vicky McClure. Hende ville ethvert varmblodigt væsen tabe sit hjerte til, men trekantsdramaet virker alligevel dramatisk blodfattigt sammenholdt med filmens øvrige tematikker. Et andet fejlskøn er Meadows' overdosering af melankolsk underlægningsmusik, som får enkelte scener til at tippe over i det selvsmagende.

Men i 90 procent af spilletiden er This is England en vital og absolut seværdig film.

This is England. Instruktion og manuskript: Shane Meadows. Britisk (Grand Teatret København, Øst for Paradis i Århus og Cafébiografen Odense)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her