Sæsonen for kreative genindspilninger er begyndt. Sidney Lumets klassiske retsdrama 12 Vrede Mænd (1957), Joseph L. Mankiewiczs Sleuth, Delmer Daves' 3.10 til Yuma (1972) og John Waters' Hairspray (1988) er blot nogle få af de stadig flere gamle filmperler, der for nylig er blevet versioneret for et publikum af nye generationer.
12 Vrede Mænd har fået noget så udsøgt som en russisk nyfortolkning. Den oprindelige film, der skildrer 12 svedige nævninges bestræbelser på årets varmeste dag i New York for at komme overens om, hvorvidt en anklaget er skyldig, forekommer ellers at være noget af amerikansk grundfortælling. Alle nævningene - fra Lee J. Cobbs racistiske bølle til Henry Fondas humanistiske idealist, fremtræder som ærkeamerikanske arketyper, og scenografien gør brug af referencer til baseballkampe og reklamekampagner på Madison Avenue. Ikke desto mindre har Nikita Mikhalkov, en instruktør der i forvejen har ry for at gå egne veje, nu genindspillet filmen med russiske skuespillere og en tjetjener i rollen som anklaget.
Samtidig har britiske Kenneth Branagh hyret Nobelpristager Harold Pinter til at mingelere med Antony Schaffers oprindelige manuskript til Sleuth. I den originale film spiller Michael Caine en ung nyrig opkomling, der har en affære med en nedrig gammel forfatter (Laurence Olivier). Det sitrende spændingsforhold mellem Caine og Olivier gav dengang filmen dens særlige nerve.
Filmen var ikke blot historien om en thrillerforfatter-hanrejs sadistiske hævnlege med sin kones elsker. Den iscenesatte også et effektfuldt sammenstød imellem klasser og generationer. I den nye version er rollerne nydeligt byttet om, idet Caine her spiller den ældre mand, mens Jude Law er den unge stræber.
Hvad angår James Mangolds genindspilning af 3.10 til Yuma er det mest usædvanlige, i hvor høj grad den forholder sig trofast til Daves oprindelige forlæg. 3.10 til Yuma var en typisk repræsentant for en bølge af 50'er-westerns om smalltimers, småkårsfolk, som i ekstreme situationer reagerer med en uventet heroisme, og minder i sin tone ganske meget om mere kendte klassikere som Shane, den tavse rytter eller High Noon (Sheriffen).
I nyversioneringen indvilger den økonomisk betrængte ranchejer (Christian Bale) i at påtage sig at føre den berygtede outlaw (Russel Crowe) på 3.10 til Yuma - det tog, som skal føre ham i til statsfængslet. Det er en fuldkommen traditionel western uden anakronismer, helt uden reverens for et moderne publikum og ganske blottet for Sergio Leone-agtig, selvreflekterende humor. Det hele fungerer alligevel fortrinligt, fordi filmen håndværksmæssigt er så drevent lavet, og fordi Bale og Crowe leverer så fremragende hovedrollepræstationer.
Selvfølgelig har man kendt til genindspilninger fra filmhistoriens første år af.
Sværd-og-sandal-sagaen Quo Vadis? blev f.eks. filmatiseret første gang i 1902 og er siden med jævne mellemrum blevet nyindspillet. Ben Hur og De Tre Musketerer har en næsten lige så rig indspilningshistorie bag sig.
Trafik over Atlanten
Hollywood har altid holdt udkig efter udenlandske filmsucceser, som ville være oplagte at tilvirke til et amerikansk publikums smag. I disse tilfælde er de amerikanske biografgængere som oftest ganske uvidende om, at den film, de ser, bygger på en udenlandsk prototype - f.eks. er det nok de færreste af dem, der strømmer ind for at se den nye Catherine Zeta Jones-komedie No Reservations, hvori hun spiller rollen som chefkok i en Manhattan-restaurant, der ved, at filmen er en remake af Bella Martha, en tysk film fra 2001.
Tilbage i Hollywood-filmstudiernes storhedstid var det ikke usædvanligt, at de, som stod bag den amerikanske version, forsøgte at ødelægge den oprindelige versions negativer. Det var f.eks., hvad der skete med Thorold Dickinsons 1940-version af Gaslight med Anton Walbrook og Diana Wynard i hovedrollerne. Da MGM købte rettighederne for at genindspille den med George Cukor som instruktør og Ingrid Bergman og Charles Boyer i hovedrollerne, forsøgte studiet at brænde Dickinsons original, hvad der skabte voldsom modvilje blandt de britiske filmskabere, der havde kæmpet så hårdt for at dreje filmen.
Vel var dette i en tid før dvd og tv. Filmskabere dengang forventede sjældent, at deres film skulle have noget efterliv. Der går rygter om, at det britiske vidunderbarn Joe Wright nu skriver på endnu en Hollywood-version af Gaslight. Skulle den blive til noget, behøver vi i det mindste ikke at frygte for, at Cukors film skal blive ødelagt for at bane vej for den.
I dagens Hollywood er genbrugsrettigheder en stadig mere lukrativ business. I de senere år er ikke mindst asiatiske skræk- og gangsterfilm blevet kannibaliseret i stor stil af Hollywood - fra The Grudge til The Departed. Også adskillige seriøse europæiske film er blevet omskabt til amerikanske komedier eller thrillere.
Undertiden har europæiske instruktører fået i opdrag af Hollywood at genindspille egne film på amerikansk. Med ringe resultater, må det siges. George Sluizers The Vanishing (1993) med Jeff Bridges og Kiefer Sutherland var lysår fra hans egen langt mere originale og uhyggevækkende version af samme film i 1988. Tilsvarende levede Ole Bornedals 1997-version af Nattevagten for Miramax langt fra op til det niveau, han nåede med sit danske forlæg fra 1994.
Når europæiske instruktører forsøger at omgestalte egne værker for at please amerikanske investorer, undgår de sjældent at udtynde den originalitet og lokale identitet, der i første instans gjorde deres film til noget særligt.
Kunst og makværk
Hollywood har altid søgt at lukrere på sit eget bagkatalog for at finde film med en genkendelsesfaktor eller merchandisemuligheder, der kan genopfindes for nye generationer. Om det er Superman eller Lassie er der et potentielt publikum derude, som ansporer studierne til opdaterede udgaver. Undertiden kan kynismen være skamløs. Behøvede vi virkelig at se nye udgaver af The Poseidon Adventure eller The Wicker Man? Den udeblevne kassesucces kunne tyde på, at svaret var nej.
Men selv om de fleste genindspilninger er spekulationsobjekter, findes der dog også eksempler på det modsatte: at filmskaberne ikke slavisk kopierer den oprindelige film som genvej til hurtige penge, men genfortolker på deres egen idiosynkratiske manér.
Jacques Audiards De battre mon c-ur s'est arrté, en fransk nyfortolkning af James Tobacks Fingers, var velgørende original, præcis fordi den kom så uventet. Trafikken havde stort set hidtil været ensrettet - fra Europa til Hollywood.
På samme måde bjergtog Sergio Leones En nævefuld Dollars publikum med sin dristighed. Her var en spaghettiwesternversionering af Akira Kurosawas Yojimbo, som for at øge forvirringen på sin side var en delvis remake af den amerikanske film noir, The Glass Key - Kurosawa anerkendte desuden altid, at han stod i gæld til John Fords westerns.
Michael Haneke vil inden længe lægge sidste hånd på en amerikansk genindspilning af sin film fra 1997, Funny Games. Da Gus Van Sant i 1998 vovede at indspille en scene-for-scene remake af Alfred Hitchcocks Psycho, blev han beskyldt for uoriginal snyltervirksomhed snarere end hyldet for sit provokerende formeksperiment. Haneke vil formentlig få en bedre behandling af kritikerne i kraft af sit ry som en af den samtidige seriøse filmkunsts mest urørlige genier.
Ikke desto mindre skal det blive interessant at se, hvordan Funny Games vil blive markedsført. Originalen var en satire over voyeurisme, vold og den medieskabte virkelighed i lige så høj grad, som den var en thriller. Unge amerikanere vil imidlertid næppe gå ind for at se en film med Michael Pitt og Naomi Watts, hvis der følger en tvungen forelæsning i mediekritik med. De vil opleve en thrillers spænding og gys og overlade det til akademikerne at udgrunde alle Hanekes brecht'ske virkemidler.
Genindspilninger er selvsagt kommet for at blive. De udgør næsten en genre i sig selv. Glædeligt er det dog - hvis 3.10 til Yuma og 12 Vrede Mænd skal tages som målestok - at filmskaberne i dag ikke blot betragter dem som øvelser i pengeindbringende plagiat- og pastichevirksomhed, men - i al fald nogle gange - som inspirationsforlæg til nye, originale værker.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
