Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det sidste muh

Mad. Dokumentarfilmen 'Vor daglige brød' viser fødevareindustrien som et moderne Legoland, der både fascinerer og frastøder med sine gromaskiner, dræbermaskiner og menneskemaskiner. Østrigs svar på Michael Moore?
Dyret skal dø. En ko føres ind i en henrettelsesmaskine. Her får den et skud for panden, og den udånder sit sidste muh, mens fortvivlelsen står malet i dens ansigt.

Dyret skal dø. En ko føres ind i en henrettelsesmaskine. Her får den et skud for panden, og den udånder sit sidste muh, mens fortvivlelsen står malet i dens ansigt.

Øst for Paradis

Kultur
31. august 2007

De tider er for længst forbi, hvor bonden klappede køerne kærligt på mulen, kløede grisene bag øret og kaldte dem ved navne. I stedet har vi fået kliniske fabrikker til fremstilling af kød, grønt og frugt, alt det, vi kender så godt fra Nettos, Aldis, Faktas og Superbrugsens hylder uden for alvor at kende alverden til, hvordan der ser ud der, hvor det bliver produceret. Man sælger jo ikke lige frem billetter til publikum ude på kødfabrikkerne.

Men den er slet ikke, som man tror, denne halvanden times dokumentarfilm, hvis man har haft en forhåndsindstilling om, at den ville være et overbudsorgie af dyrs ufattelige lidelser under slagtningen, mundende ud i, at man går væk med den faste beslutning, at man aldrig vil spise bøffer mere. Det er en meget smuk film, og indtrykket ligger et helt andet sted.

Kunstnerisk snyd

Selvfølgelig gør det ondt at se en so med grise ligge på et diminutivt område, ligesom det gibber i en at se, hvordan de små gule kyllinger bliver spyet i bundter ud af en maskine. Et kummerligt liv, men menneskenes er ikke meget bedre, ser det ud til, for hvor sjovt er det mon at være den, der skærer pludder af kyllingehalse, hænger høns på kroge, lukker blod ud af koen eller klipper griseben af med en tang?

"Hvad laver du?"

"Jeg dræber grise. Fra morgen til aften."

Så hellere arbejde med peberfrugt, tomater, agurker, salat, kartofler og æbler.

Man skulle tro, at denne kaglen på hønsefarmen var lige til at blive sindssyg af. Men det siger filmen ikke. Den er ikke værdiladet på den måde. Den viser de ansatte i arbejde med yderst professionelt håndelag. Noget, der skal gøres, før det kan blive fyraften. Den viser dem på vej til eller fra arbejde i bussen, hvor der ikke bliver sagt mange ord. Den har skillebilleder, der viser dem, mens de fortærer deres frokost, scener, der har en vis lighed med den scene i en Jørgen Leth-film, hvor Andy Warhol spiser en burger.

Instruktøren er den østrigske Nikolaus Geyrhalter i samarbejde med Wolfgang Widerhofer. Han har valgt at dæmpe alle reallydene i filmen. Han har ikke fjernet det, som folk og fæ siger, helt og aldeles, men droslet det ned, så elementet bliver 'nu snakker nogen', hvorfor indholdet i samtalen er uden betydning. Det er jo snyd, men det er kunstnerisk snyd, et greb. Svært at forklare, hvorfor det virker, men det virker og giver filmen sin særlige undertone, et ord, der her er helt adækvat.

Heller ikke billedsiden er værdiladet, med mindre man ser slagtningen af dyr som noget i sig selv forfærdeligt. Den er saglig. Man hører ikke lydene, men man ser det, der sker, og i fremvisningen er instruktøren en sand mester. Han er tydeligt fascineret af hele det Legoland, som fødeindustrien har udviklet sig til med alt fra flotte, moderne mejetærskere til knaldrøde høreværn. Det er alt sammen meget renligt, og det skal det jo være.

Det ene overraskende sceneri afløser det andet, således at spændingen ligger i, hvad han har i posen til os i det næste. En kvinde sliber en kniv omhyggeligt. En dyrlæge giver en ko kejsersnit. En maskine ryster frugter af et træ. Her kommer nogle foreller svømmende, og der er en mark med solsikker. Så er vi nede i, hvad der vist må være en saltmine. Det må vi gætte os til, for det er jo ikke en oplysende film. Jo, den er oplysende på den måde, at den viser alt det, som om det hele tilsammen udgør et land, en nation i nationen. Et parallelsamfund, som Brian Mikkelsen ville have sagt. Et land, vi efter denne film kender meget mere til.

Dyr skal dø

Poul Nyrup ville nok sige: "Kan vi ikke bare gøre det en lille smule bedre?"

Men i vore rationelle, højeffektive samfund, hvor folk vil have deres daglige hakkekød og fem stykker frugt hver dag, som det nu anbefales, har synspunktet ikke de allerbedste udsigter, og man kan jo reflektere over, hvad der egentlig er bedst for dyrene, når de alligevel skal dø? Om de har et godt, langt liv på markerne som i gamle dage - eller slet ikke når at opdage livet, før de får hugget hovedet af. Det er næppe heller optimalt at blive spist, når man nu lige gik rundt og glædede sig over livet, og det ender jo det samme sted. Men en lille smule bedre kan det nok gøres.

For slagtning er en brutal proces, men det gode ved filmen er, at den kan udlægges forskelligt, bortset fra at Nikolaus Geyrhalter og Wolfgang Widerhofer har tilrettelagt et gys til sidst, en slutvignet, som må opfattes som en personlig kommentar, men stadig rummer en saglighed. En ko føres ind i en i dette tilfælde noget middelalderligt udseende henrettelsesmaskine. Her får den et skud for panden, og den udånder sit sidste muh, mens fortvivlelsen står malet i dens ansigt.

Er Nikolaus Geyrhalter et europæisk svar på Michael Moore? Han er mere dokumentarist. Michael Moore er satiriker, der bruger indslag af dokumentarisme for at afsløre, mens Geyrhalter er æstetisk dokumentarisk og først i anden ombæring polemisk. For selvfølgelig giver hans film noget at reflektere over.

Vor daglige brød. Instruktion: Nikolaus Geyrhalter og Wolfgang Widerhofer. Østrigsk (Empire og Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Århus og Café Biografen i Odense)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her