Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Ud af skallen

'Ikke her for at blive elsket' er en velfortalt, underfundig tango-romance uden sødemidler
Kultur
17. august 2007

Det lyder umiddelbart som en sødsuppehistorie om den midaldrende mandlige ønskedrøm: Gå til tango-undervisning og find kærligheden i form af en yngre, smuk kvinde.

At plottet i al sin banalitet tager sig sådan ud, betyder dog ikke, at Ikke her for at blive elsket kan afvises som triviel. For alt i den arbejder egentlig imod den romantiske idyl, som kun glimtvis indfinder sig. I stedet handler den tiltalende prunkløse, lakoniske film om, hvad det rent eksistentielt kan betyde for et ensomt menneske, at det for en gangs skyld modtager kærlighed.

Familie af pantefogeder

Den ca. 50-årige pantefoged Jean-Claude gør en sørgelig figur, når han lettere stakåndet slider trapper og opkræver beløb af fattige uden mulighed for at betale.

Han lever i den velkendte mandlige bedrøvelighed: Fraskilt, ensom, kun med mekanisk kontakt med sin søn og sin far. Et dårligt liv både psykisk og fysisk. Engang var han en lovende tennisspiller i eliten, men faderen, nu på plejehjem, har smidt hans pokaler ud. Siger oldingen (en fremragende Georges Wilson) i hvert fald. Pantefoged-jobbet er gået i arv gennem tre generationer, og arbejdet hænger Jean-Claude ud af halsen.

Patrick Chesnais spiller figuren uden mange sympativækkende træk - hærget, studs, næsten zombie-agtigt forstenet. Da han for at få motion begynder at tage tango-timer, er han heller ikke nogen ørn på dansegulvet. Men en ung kvinde, der skal lære at danse brudevals, falder for ham, og en uendelig kysk lille affære udvikler sig mellem den vordende brud, der overraskes af sine følelser, og den halvgamle knark, hvis ansigt pludselig får karakter og værdighed, da der vises ham ømhed.

Beskedent ydre

Vi befinder os i det tjekhov'sk nedtonede stemningsleje i denne uhyre præcist fortalte lille hverdagsromance, hvis følelser mest viser sig i det dulgte, altså reserveret for os tilskuere - over for hinanden er personerne blufærdige på en måde, der virker særdeles ægte. Man holder igen - først senere, i enrum, kommer reaktionen.

Pointen er, at den uudtalte kærlighed endelig sætter Jean-Claude i stand til at handle og bryde familieforbandelsen: Tage opgøret med faderen, melde ud overfor sønnen. Som tilværelsens pantefoged har han ikke været her for at blive elsket, men da han først bliver det, sender det store bølgebevægelser ud i hans lille tilværelse.

Brikkerne falder måske lidt for kønt og forudsigeligt på plads mod slutningen, men den strengt beherskede, koncise og visuelt meget funktionelle fortællestil fastholdes til det sidste. Dermed indskriver filmen sig i en interessant tendens mod minutiøs og nuancerig hverdagsrealisme i disse års franske film. For det er lidt af den samme jordnære minimalisme, der udmærker film som Broderier og Nodevenderen.

Alle tre film skaber en velgørende kontrast til fransk films hang til at slå det store retoriske brød op i prætentiøse stiløvelser. Det ydre format er beskedent, det indre så meget desto mere overbevisende.

Men der er nu ikke noget beskedent ved Patrick Chesnais' og Anne Consignys underfundige underspil i de to hovedroller. Sidstnævnte går igennem filmen som en lille sol af lysende kvindelighed og minder om, hvor relativt sjældent man på lærredet møder denne særlige blanding af hverdagsskønhed og karakterfuldhed.

Ikke her for at blive elsket. Instruktion: Stéphane Brizé. Manuskript: Stéphane Brizé og Juliette Sales. Fransk (Gloria og Vester Vov Vov i København og Øst for Paradis i Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her