Læsetid 5 min.

Stederne i og omkring os

Karen Syberg roman-debuterer med en engageret, poetisk og politisk medlevende roman om stedernes betydning
Karen Syberg roman-debuterer med en engageret, poetisk og politisk medlevende roman om stedernes betydning
16. august 2007

At Karen Syberg også har en skønlitterær forfatter i maven, kan vist ikke undre nogen, der har læst hendes artikler, og ikke mindst hendes kulturhistoriske bog Æblets fortælling. Og så alligevel, travlt må hun have, den kvinde, der kan overkomme både den ydre og den indre have. Den ydre have befinder sig på Møn, mens den indre have, som vi møder i debutromanen Stederne, tager form af steder i såvel Kroatien, Tjekkiet, Tyskland som i Danmark.

Som titlen siger, er det stederne, der binder romanens i øvrigt store persongalleri sammen. Steder, som på sin vis kan summeres op til ét sted, nemlig et sted med rindende vand og en flok flydende ællinger. Et sted, der inkarnerer et fristed for menneskets travle færden, et sted, hvor tiden står stille og en egentlig væren, blot her og nu, med åbne sanser, er muliggjort. Alle romanens personer søger på hver deres vis at finde det sted, enten ved at rejse eller ved at ændre deres omgivelser.

Ligesom vi alle har, har de mål for deres tilværelse, mål de søger efter, veje de tror, de er på vej ud af, men tilværelsens tildragelser og møder med andre mennesker griber ind i deres liv, og ændrer de veje af hvilke, de tror, de går. Livet bliver aldrig, som man planlægger det, verden er større end vi selv, og vi kan aldrig overskue, hvad det er for et mønster vi uafvidende er del af. "Life is what happens to you while you're busy making other plans," som John Lennon sagde. Vi kan ikke se og overskue konsekvensen af vores handlinger, hverken for os selv eller for andre. Men dybt inde i hver enkelt af os eksisterer stedet, det sted, hvor vi drømmer om at være til, i en lykkelig væren.

Måske får vi kun korte ophold i det, måske møder vi stedet på en rejse, hvorefter det bosætter sig i os, som et minde, et billede på det drømte sted. For enkelte lykkedes det at gøre stedet til virkelighed i en kunstnerisk skaben.

Politisk medlevende

Det lyder tørt og abstrakt, men sådan er Sybergs bog ikke. Det er en engageret skildring, realistisk, poetisk og politisk medlevende, skrevet i et nærværende og erfarent sprog, med blik for nuancerne, både de indre og de ydre.

Romanen er bygget op omkring en større personkreds, der som nævnt rækker fra Danmark til det østlige Europa. Det er mennesker, der ikke kender hinanden, men hvis liv alligevel griber ind i hinanden, og hvis skæbner ender med på godt og ondt at være tæt sammenføjede.

Det første sted, vi møder, befinder sig i hjernen hos den almindelige danske tømrer Preben Svendsen, som en dag har fået nok af sit velordnede haveliv, og i almindelig kvide over sin arbejdsløshed og livets trummerum, ramt af en drøm om et sted han engang har oplevet på en ferie i Tjekkiet, finder på at ændre sin nydeligt kedelige græsplæne til et sandt planteorgie (og her er Syberg på hjemmebane, man mærker, at hun allerede har plantet den have i hovedet), med rindende vand og drøm om ænder. Hans trætte kone, social- og sundhedsassistenten Laila, forstår ingenting.

Det næste sted er i Kroatien. Vi er midt i det, der for ikke så lang tid siden var en krigszone, nu blot afbrændt liv. Her vender lægen Zonia tilbage til det hus, hun har delt med Mirko, der engang var vanvittig passioneret, siden blot vanvittig, først gemt i bjergene, siden helt væk. Efterfølgende hopper Zonia af på en aids-konference i Danmark, i håb om at få et liv med den danske læge Stefan. Han tager imod hende, men lever selv fjernt fra alt, i en stædig drøm om oprejsning efter hans kones mystiske død, der aldrig indfries.

Det tredje sted er i Tjekkiet. Her bor den purunge Natalia, hvis mor, efter farens pludselige død, er faldet ind i en dyb depression. Tilfældigt møder hun i naboens baghave, den danske dreng Jens, der er på besøg hos sin moster. Også Natalia ender i Danmark, og konfronteres, i lighed med Zonia, med det danske systems besværligheder. I drømme rejser vi frit, virkeligheden er fuld af spærringer.

Håb og skæbne

Det fjerde sted er i Danmark, og bor som en fjern drøm i den enlige mor Louise. Endnu har hun ikke fundet det, men henslæber sit liv i en rædselsfuld konsulentvirksomhed på meget lånt tid.

Stærkest i romanen står de to udenlandske kvinder, den midaldrende Zonia og den unge Natalia. Zonia er prisgivet sin situation i et hærget efterkrigsland, følelsesmæssigt ødelagt efter et forhold til en psykopatisk mand, der bliver ved med at forfølge hende, og som på ganske forfærdelig vis ender med at blive hendes skæbne. Natalia står ganske alene, fordi hendes mor, efter farens død, er forsvundet ind i depressionens magt, hvor der ikke er plads til andre.

Hvor Zonias skæbne på sin vis indhenter hende, også selv om hun med store anstrengelser når frem til Danmark og endelig ser ud til at kunne skabe sig et liv, er Natalia på mange måder bogens håb. Det er hende, der ejer den skabende kraft, der gør det muligt at fastholde stedet, de ydre omstændigheder til trods. Er det retfærdigt? Nej. Det er summen af små valg og fravalg, givne forhold og andre menneskers magt. Som Karen Syberg viste i sin bog om Tove Ditlevsen, så er store drømme og desperate handlinger ikke garant for, at drømmene indfries. Det gør ondt at følge Zonias skæbne, fordi Karen Syberg her har tegnet et menneske, som havde fortjent bedre, men som mareridtsagtigt aldrig slipper fri.

Karen Syberg har komponeret sin roman, så man efter at have fået fodfæste hos de enkelte personer, følger dem i en stadigt mere hurtigt skiftende rytme. Det gør det muligt at skildre deres liv, som strenge, der ind i mellem krydses, danner knuder, eller passerer hinanden. Eller som de ringe i vandet, som forsidebilledet viser.

Hun skriver med en åben sanselighed, som kun er mulig fordi hun ved, hvad hun skriver om. Hun kender de landskaber, hun skriver frem, hun har stået i den have, som Preben planter til, men ikke magter at fuldføre, hun har siddet som den unge Natalia, og pludselig oplevet naturen som besjælet. Man kan sige, at det er sent at debutere som 61-årig. Men når det betyder, at man faktisk har noget at debutere med, i form af et sprog og en moden menneskelig erfaring, så er det lige præcis det rette tidspunkt.

Mai Misfeldt er litteraturanmelder på Berlingske Tidende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu