Læsetid: 4 min.

Syv hovedretter og et enkelt smil til dessert

Syv af landets fineste bands og solister spillede op til dans til minifestivalen BeatDay07 ude på Charlottenlund Fort - et så vellykket arrangement, at det kræver at blive en tradition
20. august 2007

Ideen var oplagt nok - altså, samle syv af de kvalitativt mest tungtvejende danske bands og solister på et sted samme dag og så ellers bare lade musikken spille. Og fraset det logistiske mareridt, man forestiller sig det indbefatter, lykkedes det faktisk de gode folk fra Beatbox Booking at samle cremen af sin stald - nutidens rockmusikere har timemanagers ligesom alle andre og spiller ikke bare sådan op til dans uden videre - til en benådet dag på Charlottenlund Fort, hvor vejrguderne denne fredag tilmed viste sig så nogenlunde nådige. Og jeg havde planer, åh jeg havde planer - jeg vidste, jeg ikke ville kunne nå Oh No Ono (damn), da jeg skulle til et møde, der var berammet til at vare en time. Da jeg to timer senere vaklede ud på gaden - de der lange ikke-ryger-møder tager på en personage som undertegnede - var jeg mest i humør til lidt Mozart, et varmt bad og min kvindes kærlige arme. Men avisen skal ud, så jeg steg på en 14'er, velvidende, at der ikke blev ikke noget Jens Unmack, da hans sæt måtte lakke mod enden, mens jeg gennem bussens vindue betragtede hvordan de rige bor. De bor søreme pænt.

Efter langt om længe at have entreret fortet, var The Raveonettes ved at færdiggøre en koncert, som mange kompetente mennesker lystigt fortalte mig var deres bedste nogensinde. Det gjorde mig så deprimeret, at jeg måtte spise både en shawarma og nogle såkaldte spanskrør med så højt kolesterolindhold, at jeg fik hjerteproblemer på stedet - men også så meget bedre, at jeg så mig i stand til at ile ned til teltscenen, hvor Mikael Simpson & Sølvstorm spillede op til fællessang, så det huggede. Da et kort, men heftigt regnskyl havde forvandlet jorden inde i teltet til pløre, spillede jeg tøsedrengekortet og blev udenfor, lige på grænsen mellem græstæppe og mudderinferno. Jeg kunne lide det, det jeg hørte og publikum elskede åbenlyst gavtyven Simpson, hvis personlige blanding af dub, rock og sanger/sangskriver altid er en fornøjelse, også når kulden kommer krybende. Og det gjorde den jo. Jeg holdt ikke ud til hele koncerten - det er lidt fremmedgørende, når man ikke kan se kunstneren - men nød i fulde drag, det jeg hørte.

Et lydhørt publikum

Så var det over til stor scene, hvor solen var ved at gå ned og Kashmir ved at gøre deres entre. Kashmir bliver måske aldrig en hjertesag for mig, men jeg har masser af respekt for bandet. Blandt de mange bands - udover Kashmir navne som Dizzy Mizz Lizzy, Inside the Whale, Passion Orange, Odd Gallery m.fl. - som med afsæt i den amerikanske grunge i starten af 1990'erne udgjorde, hvad man af en eller anden årsag døbte Den Grønne Bølge, har Kashmir sig ikke alene vist sig som det mest substantielle, men også det mest slidstærke (især eftersom det efterhånden er det sidste, der stadig holder sammen!). Gruppens plader er generelt af høj kvalitet, men det er på en scene, den virkelig skinner og der var fredagens indsats ingen undtagelse. Anført af en tændt Kasper Eistrup beviste bandet, at den mestrer kunsten at få lortet skovlet ud over scenekanten og smask i hovedet på et i øvrigt totalt tændt og lydhørt publikum, der brølede med på sangene i et forrygende sæt, som primært trak på bandets seneste to udgivelser, Zitilites (2003) og No Balance Palace (2005), suppleret med enkelte ældre favoritter, hvor i blandt især "Leathercrane" virkelig lettede på låget. Én af gruppens forcer er og bliver trommeslager Asger Techau, hvis tendens til at ligge lidt fremme på beatet giver gruppen en rytmisk lethed, som man for det første sjældent hører i den ende af rockmusikken og som for det andet får svineriet til at swinge, så man må sig fornøje derved.

Også årets gennembrudsnavn, Trentemøller, var blevet stuvet af vejen nede på den lidet indbydende og grotesk overfyldte teltscene, så jeg tog en fornøjelig halvtime udenfor på den famøse grænse mellem græs og mudder - det gurglede, gungrede og gyngede i det overfyldte telt og lur mig, om ikke deres udsendte også lavede en lille foxtrot på stedet.

Aftenens clue - Mew

Men uden det visuelle og hele den intense koncertstemning daffede jeg efter et stykke tid ud på pladsen for at finde noget varm kaffe mod den bidende kulde. Aftenens clue for denne signatur blev derfor koncerten med minigudebandet (de er virkelig små) Mew, som har måttet sige farvel til bassist Johan Wohlert. Mew kan i år fejre 10-års jubilæum som pladekunstnere, med fire flotte albums i bæltet, hvoriblandt Frengers fra 2003 er et femstjernet under. Og jeg beklager, Johan, men du blev ikke savnet. Med forrykt god lyd fra første nummer - "Zookeepers Boy" - lukkede og slukkede Mew et fabelagtigt arrangement med et af deres både stilsikre og hypnotiserende shows. Der er kommet mere fylde og ruhed over forsanger Jonas Bjerre tilforn så rene kordrengestemme og hurra for det. Med to hjælpemusikere på hhv. bas og keyboards leverede trioen en hårrejsende smuk koncert, hvor både dens sans for melodiøse sange - og evige hang til at brodere instrumentalt på samme som var vi tilbage i den progressive rocks dage - fik fuld skrue. Det betød afslutningen på et supervellykket arrangement, der bød på syv hovedretter - og et enkelt smil til dessert. Lad det bare blive en tradition.

BeatDay07 med bl.a. Kashmir og Mew, Charlottenlund Fort, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu