Skulle man pege på ét iøjnefaldende nyt dansk talent på den aktuelle udgave af Odense Film Festival, der starter på mandag, kunne det være Suvi Andrea Helminen. Med dokumentarfilmen På vej til Paradis har hun begået et fintfølende og særdeles veldisponeret portræt af et ægtepar, som står over for dét, der sandsynligvis skal blive deres livs sidste flytning.
Inge og Holger er begge i 80'erne. De har kendt hinanden, siden de var børn, hvilket vil sige i trekvart århundrede, de har været gift i mere end halvtreds år, de har fået tre børn sammen og har i det hele taget haft et begivenhedsrigt og stort set lykkeligt liv. I midten af 50'erne vendte de tilbage til Danmark efter en årrække i Brasilien og Indien, og i de sidste 20 år har de boet i deres eget lille paradis af et parcelhus med indendørs tropeskov i Allerød.
Men nu nærmer tiden sig, hvor det vil blive for uoverkommeligt at passe hus og have, og de har taget den svære beslutning om at flytte til noget mindre, inden det bliver for sent.
Helminen følger parret i tiden op til flytningen, hvor gennemgangen af de mange effekter, der har hobet sig op gennem et langt liv, både fører til tilbageblik og status. Holger har været en ivrig amatørfotograf, så smalfilm fra fortiden er der rigeligt af, og undervejs suppleres fortællingen med breve, lydbånd og erindringer. I starten fascinerer det sympatiske ældre par først og fremmest ved at ligne billedet på det, de fleste drømmer om: Et par mennesker, der tidligt har fundet den rette livsledsager, som har levet et langt og interessant liv sammen og har fået børn og børnebørn, og som nu kan se tilbage med mæthed og tilfredshed.
Men lidt efter lidt træder også knaster og skygger frem, og glansbilledet erstattes af en mere realistisk fremstilling af et liv på godt og ondt. Dog mest godt. Kærligheden er tydeligvis stadig intakt.
Portrættet af Inge og Holger er nærgående uden at blive overskridende, og instruktøren afvejer med sikker hånd balancen mellem intimitet og snagen. Det er en på alle måder fin film, smukt sanset og fotograferet, generøs og rørende og fuld af stemninger, følelser og antydninger.
Socialistisk paradis
Mindre formfuldendte, om end nok så interessante, er to af de mere politisk betonede film i programmet. Den ene, Afghan Muscles, er lavet af Andreas M. Dalsgaard og skildrer livet i Afghanistan fra en anden vinkel end den, der normalt dominerer nyhedsmediernes fremstilling.
I det krigshærgede land eksisterer tradition og en gryende modernitet side om side, og som et egentlig ganske logisk udtryk for den traditionelle afghanske machokultur er bodybuilding i de senere år blevet landets mest populære sport. Fænomenet dyrkes i en række mere eller mindre veludstyrede motionscentre i Kabul og andre steder, men krigen og fattigdommen gør det vanskeligt at få adgang til professionelt udstyr og de rette medikamenter og kosttilskud. Hertil kommer, at det nationale mesterteam i 1992 blev dræbt ved et flystyrt. Nu forsøger en ung mand, Hamidullah Shirzai, bror og nevø til to af landets tidligere mestre, at genoprette familiens ære ved at stille op til Asiensmesterskaberne i Dubai og Bahrain, hvor Afghanistan tidligere har hentet medaljer.
Året er 2004, og den antropologiuddannede Dalsgaard følger Hamid under forberedelserne til Mr. Asia, der egentlig blot er et forspil til de endnu vigtigere nationale mesterskaber i Kabul umiddelbart efter. Hamid har det ikke let. Med sit job som vagt har han end ikke råd til de 15 æg, der står på hans daglige kostplan, og hertil kommer, at han konstant er under pres fra sin far, der hellere så, at sønnen droppede sporten og stiftede familie. Endelig genlyder gaderne uden for motionscentret af bombesprængninger, hvilket hverken gør træningen eller filmoptagelserne lettere.
Afghan Muscles er et eksempel på en informativ, kuriøs og underholdende dokumentarfilm, der i én og samme bevægelse giver indblik i et ellers utilgængeligt univers og tegner et portræt af et enkelt menneske, der er parat til at sætte alt ind på at realisere en drøm, men som af omstændighederne er udsat for nogle nærmest uoverstigelige forhindringer.
Noget lignende kunne på sin vis siges om filmen En forening i modvind, selv om den udspiller sig i et mere fredeligt og hjemligt miljø, nemlig i venskabsforeningen Danmark-DDF Korea, en af de små venstrefløjsfraktioner, som tiden synes at være løbet fra, og dét i en grad så selv andre grupperinger på venstrefløjen ikke længere vil være i selskab med dem. Den prunkløse lille film er lavet af Christoffer Dreyer som en del af Filmværkstedets projekt Boost the Dox, og når den skal fremhæves her, skyldes det, at det er lykkedes for instruktøren uden at pege fingre eller latterliggøre at tegne et portræt af en gruppe mennesker, der hænger fast i en ungdomsdrøm, som de har svært ved at slippe, også selv om de i dag knap nok selv kan argumentere for deres engagement. Det er en underholdende og ganske ligefrem film, fuld af groteske detaljer, ikke mindst under foreningens rejse til Nordkorea, hvor Kim Jong-ils socialistiske paradis lægges frem for de solidariske gæster i nøje iscenesatte tableauer.
Det samme på ny måde
Det er andet år, at Cecilia Lidin sidder ved roret på Odense Film Festival som afløser for Christian Braad Thomsen, og det kan konstateres, at selv om der sidste år blev lovet nye boller på suppen, så ligner festivalen i store træk sig selv med sin opdeling i et internationalt program for kortfilm og et nationalt program for kort- og dokumentarfilm. Skal man finde forskelle, må det blive i detaljen, eksempelvis i indførelsen af en animationsjury og en masterclass samt et mere righoldigt udbud af sideprogrammer i år med vægt på polske og canadiske film samt danske filmskolefilm, herunder også fra Super 16 og det nye århusianske tiltag Super 8.
En enkelt væsentlig nyhed er der dog tale om, og det er, at Lidin nu har accepteret, at mange danske instruktører foretrækker at have premiere på den københavnske festival cph:dox fremfor i Odense. Så i stedet for at udelukke film, der allerede har været vist i hovedstaden (eller andre steder), præsenteres de fremmødte i Odense nu for et omhyggeligt udvalgt program, der også inkluderer flere af det seneste års mest omtalte danske titler, herunder Eva Mulvads Vores lykkes fjender og Pernille Rose Grønkjærs The Monastery. Sædvanen tro er der fri entré til alle filmvisninger.
Odense Film Festival. BioCity og Café Biografen. 27. aug. til 1. sept. www.filmfestival.dk
Afghan Muscles vises fra 7. sept. vises i Vester Vov Vov (Kbh.), Øst for Paradis (Århus) og Cafe Biografen (Odense)
