Læsetid: 3 min.

Virkelig velklædt sæbeopera

Zhang Yimous i mere end en forstand kulørte kostume- og familie(melo)drama 'Den forbudte by' er svimlende smuk at skue, men hul og dialogtung
31. august 2007

At Den forbudte by er den dyreste produktion i kinesisk filmhistorie, springer i øjnene fra filmens første sekunder. Man mistænker desuden, at Yimou er gået efter at lave intet mindre end den mest farvestrålende film nogensinde.

Vi er tilbage i år 928, i Tang-dynastiets sidste tid. Hovedparten af filmen udspiller sig i et kejserpalads, hvor selv guldbelægningerne synes forgyldte, og hvis indbyggere er klædt i kostumer, det ville være en utilgivelig underdrivelse at kalde overdådige.

Faktisk er scenografien nærmest lattervækkende opulent, og særligt i filmens første kvarters tid har man svært ved at vriste øjnene fra den længe nok til at læse underteksterne og dermed spore sig ind på det plot, som skal vise sig mere end bare en smule snørklet.

Morderisk familiefejde

Med Den forbudte by afslutter Zhang Yimou sin såkaldte kung fu-trilogi, som i øvrigt består af Hero (2002) og House of Flying Daggers (2004). Filmen handler om en brutal kejser (spillet af Chow Yun Fat), som vender hjem til sin kejserinde (spillet af kvinden, som er blevet kaldt Kinas Greta Garbo, underskønne Gong Li) og deres tre prinser. Snart er deres familieliv et shakespearesk morads af magtgalskab, løgn, bedrag og onde hensigter garneret med mørke hemmeligheder fra fortiden.

Kejseren blander eksempelvis sorte svampe i den medicin, kejserinden tager hver dag, og afventer nu, at samme svampes grufulde virkning - sindssyge, intet mindre - indtræffer. På sin side pønser kejserinden på at udføre et attentat på sin mand under den forestående krysantemumfestival. Plottet inkluderer også sager så artige som stedmodersex, en forbudt kærlighedsaffære samt et incestuøst twist.

Flere udenlandske kritikere har opfattet Den forbudte by som en morsom film, hvilket virkelig bekræfter, at humor er en størrelse fuldt så subjektiv som skønhed. Ned i mindste detalje fremstår filmen ganske vist ekstremt iscenesat og (over)spillet, men den har ikke glimt nok i øjet til at have egentlig kitschværdi.

Denne anmelder fandt faktisk, at Den forbudte by sine steder er så selvhøjtidelig som nogen sæbeopera, og de få gange han lo, mistænkte han, at tidspunktet ikke var det rette (en kvindes voldsomme panikanfald i tredje akt gjorde således særlig lykke).

Mere blod, tak

På den anden side modarbejder det tykke tæppe af teatralskhed, som hviler over filmen en seriøs læsning - såsom at Yun Fats nedrige kejserfigur er en kritik af patriarkalsk autoritet. Kritik skal jo bakkes op af en eller anden form for, ja, autoritet og oprigtighed, hvis den skal fæstne sig hos tilskueren.

Fordi intet klinger ægte, er det overordentlig svært at leve sig ind i hvem-snører-og-likviderer-hvem-intrigerne og de involveredes skæbne. Nogle af de medvirkende slår på det nærmeste knuder på deres ansigter for at illustrere de lidelser, deres figurer går igennem, men det er skønne spildte kræfter, når man aldrig indgydes følelsen af, at noget reelt er på spil.

Det betyder samtidig, at filmens mange handlingstråde bliver stadigt mindre fristende at følge med i, og at de talrige scener, som domineres af stride talestrømme, bliver stadigt mere trættende at lægge øre til.

Følgelig byder man den fysiske ramasjang velkommen med åbne arme, og selvom der ikke er så meget af den, som man kunne ønske, er actionsekvenserne flot eksekveret - især dem, som en hær af sortklædte og superatletiske krigere bevæbnet med halvmåneformede kastesværd af en slags tegner sig for.

Den forbudte by. Instruktion: Zhang Yimou. Manuskript: Zhang Yimou. Kinesisk (Dagmar, Palads, Grand og Falkoner i København, Kinopalæet i Lyngby og Metropol i Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu