Er man vokset op med og til hudløshed har elsket en kunstners værk, melder spørgsmålet sig, hvorvidt det er muligt at adskille sin private historie fra de klange, der akkompagnerede netop det uheldige forløb?
Spørgsmålet bliver relevant, nu jeg sidder her med første del af EMI's stort anlagte genudgivelse af sangeren, guitaristen og ikke mindst sangskriveren Sebastians enorme værk - thi jeg må blankt indrømme, jeg er tiltet fuldstændig bagover af benovelse over, hvor fremragende næsten alle de 10 lp'er er, som her er samlet i en attraktiv lille boks, passende betitlet Sangskatten / Samlede Værker I. For der er i sandhed tale om en skat her.
Ud over det høje, høje niveau dette overflødighedshorn af musik tegner sig for, rejser det endnu et spørgsmål - som altid har jeg Højskolesangbogen inden for rækkevidde (udgaven fra 1993) og skyndte mig selvfølgelig at checke, hvilken (eller snarere hvilke) af Sebastians sange, der er blevet fundet værdige til optagelse der?
Svaret er - ingen! Det var satans, venner - er det den der med, at profeter sjældent er velsete i deres hjemland eller hvad?
Jeg forstår det ikke, thi det er svært at komme i tanke om en anden nulevende sangskriver, der spænder så vidt - hvis det f.eks. er moderne Danmarks-sange, De står og kigger efter, så fortvivl ej mere; Sebastian har skrevet en hel røvfuld af slagsen - og som så ofte rammer så præcist. De få kiksere, der er, drukner på det nærmeste i mængden af vellykkede kompositioner. Det er både imponerende og respektindgydende.
Topprofessionel
Det kan være, denne eksemplariske udgivelse retter lidt op på miseren, for det er simpelthen svimlende, hvad denne mand har præsteret musikalsk og tekstligt.
Og for lige at besvare spørgsmålet om, hvorvidt jeg i denne sammenhæng formår at se bort fra, at en pæn del af disse albums udgjorde lydsporet til en afsporet ungdom?
Svaret er et rungende måske. For selvfølgelig kommer der billeder på, når evergreens som "Lossepladsen bløder", "Når lyset bryder frem", "Natten er mørk", "Ulvehøjen", "Du er ikke alene", "La Dolce Vita", "Måske ku' vi", og hvad de nu hedder alle sammen står ud af ens sagesløse højtalere. På den anden side er det så mange år siden, jeg har hørt de skiver her, at jeg er i stand til at gennemskue, både hvorvidt deres appeal er af nostalgisk karakter, og om de sidder ubehjælpeligt fast i deres epoke - hvad der er tilfældet med megen dansksproget musik fra 1970'erne. Men det blev så også i stor stil lavet af glade amatører, for hvem budskabet var det vigtigste.
Dér var Sebastian topprofessionel fra starten; sangene er gennemarbejdede ned til mindste detalje, melodierne ofte forrykt vellykkede, og er tekstmaterialet af svingende karakter, rammer det mestendels plet. At det på et tidspunkt lykkedes litteraten Poul Borum at give Sebastian en form for bad standing pga. et par mindre sproglige forbistringer, siger mere om Borum end om værket her.
Og så evnede Sebastian at finde beåndede musikere, som lydhørt, opfindsomt og solidarisk gjorde deres til, at pladerne blev så vellykkede, som tilfældet er. Vi taler sanger/sangskriver-klassicisme her, mine damer og herrer - beviserne kaster sig i klynger ud af mine sagesløse højtalere.
Femstjernet mesterværk
Knud Christensen begyndte at spille guitar i 1966, ligeligt inspireret af tidens britiske R&B-grupper og ikke mindst de herrer Donovan og Dylan; af Donovan lærte han sig at spille eksemplarisk guitar og ikke sky sin poetiske side, af Dylan lærte han tekstlig skarphed, og hvordan man omsætter samme til benhårde sange.
Efter at være blevet døbt Sebastian af en pladeselskabsmand udsendte han i 1971 debuten The Goddess, hans eneste engelsksprogede lp. Det er Sebastians mest rockede plade nogensinde og den holder bedre, end man turde håbe, selvom engelsk heldigvis ikke blev hans skæbne.
Mange af de elementer, der skulle gøre Sebastian til en af tidens skarpeste stemmer, ligger i kim her, men folder sig for alvor ud på det første femstjernede mesterværk: Den store flugt, den dansksprogede debut fra 1972, én af både årtiets og Sebastians vægtigste udgivelser. Klassikerne står i kø for at komme til - bl.a. "Hvis du tror du er noget", "Rose" og "Den gamles drøm".
De efterfølgende albums anslår samme tone uden at nå helt samme højder, men et pladeselskabsskift i midten af årtiet fører til at Sebastian får samlet et ustyrligt stærkt hold omkring sig, hvilket kulminerer med årtiets pessimistiske mesterværk, det imposante Ulvehøjen fra 1977 - Sebastian lod ikke tidens punks meget efter i sortsyn, bare lyt til "99/Mediemassøsen".
Pladerne udsendes i denne periode årligt, og der bliver endvidere plads til lydspor til to tidstypiske ungdomsfilm, Måske ku' vi (1976) og Du er ikke alene, udsendt i 1978 som Ikke alene Danmark.
En god og stærk satsning
Men årtiets definitivt sidste mesterstykke var 1979's Tiderne skifter, bestående af Sebastians tonesætninger af en række af Bertolt Brechts berømteste tekster - det er stadig en forfærdende god og stærk satsning.
Okay, i løbet af de 10 albums slås der da et par skæverter; "Trunte & Tromle" er således en gysende rædselsfuld børnesang, albummet Over havet under himlen fra 1973 holder ikke helt vand og Circus Fantastica fra 1979 kan trods gode takter næppe kaldes vellykket. Men produktiviteten taget i betragtning er her sindssvagt meget at komme efter for enhver, der interesserer sig den mindste smule for den danske sang.
Det medfølgende hæfte består af en tekst af Sebastian-kenderen Torben Bille, som i vanlig Paul Hammerich-stil tegner et hurtigt portræt af kunstneren, sat ind i en groft skitseret tidsramme, og selvfølgelig er det begrænset, hvad han formår at få med på den tildelte plads. Men for novicen skulle det være rigeligt - og ellers har Bille skrevet et par bøger om kunstneren.
Kun savnes tekstark samt mestersangen "Menneske, min ven", der kun findes på en opsamlingsplade. Ellers er der ikke stort at brokke sig over her hos 70'ernes store stemme - for hvem ka'? Knud ka'!
Sebastian: Sangskatten/Samlede Værker I (EMI)
Fri os for Sebastian-sange i Højskolesangbogen. Deres kvaliteter til trods - og de er, som Lynggård skriver mange - duer de ikke til fællessang. En af deres kvaliteter er netop, at de - ligesom fx Kim Larsens - er stærkt personlige og kun egner sig til netop Sebastians egen ofte rytmisk skæve fremførelse, som det er umuligt at få et kor til at frasere rigtigt eller bare nogenlunde ens.
Der er jo heller ingen, der ville begynde at synge Danmarks smukkeste, soicialrealistiske sang, Helmuths "Jeg går mig en tur langs med havnen" i kor, vel?
Klaus Lynggaard skriver i ovennævnte anmeldelsen af boks-sættet "Sangskatten I - Sebastians samlede værke 1971-1979" at Sebastian ikke er repræsenteret i Højskolesangbogen og anfører i den forbindelse at han har checket udgaven fra 1993. I den sidste udgave af Højskolesangbogen har Sebastian omsider og meget velfortjent fået 2 sange med. Jeg er ikke enig med Per Vadmand - men deler Klaus Lynggaards synspunkt om at der burde være mange flere Sebastian-sange med, for "det er både imponerende og respektindgydende hvad denne mand har præsteret musikalsk og tekstligt" (citat).
Sebastian har lavet mange sange, der ikke passer til kor og ensembler. Men han har sandelig også skrevet en masse, som vi med glæde synger med eleverne i vores skoler. Og når man tænker på de hundredevis af kor og tusindvis af medvirkende - også amatørensembler - i hans musicals, hvor der som regel er meget fællessang, så synes jeg ikke, at Per Wadmand har ret. Prøv f.eks. at synge titelsangen til "Ronja Røverdatter" med dit kor - det er da ganske mundret!
Jeg oplevede selv Sebastian live på dette års Skanderborg Festival, og der var vi flere tusinde, der skrålede med på sange som "Du er ikke alene", "Den lille malkeko", "Når lyset bryder frem" og "Måske ku' vi", så når Per Vadmand nævner Osvald Helmuth nummeret - der jo nærmest er en monolog - så er det helt i skoven - eller var det i havnen?
Så meget gerne flere Sebastian sange i Højskolesangbogen!
Jeg synes ikke desto mindre, det er tåkrummende pinligt at høre Sebastians ofte swingende og rytmisk raffinerede sange blive trukket ned til gumpetungt højskoleniveau med militærisk punkterede ottendedele og taktfast lige-på-slaget-frasering.
Men det samme gælder en meget stor del at det, man i dag kalder "rytmisk kor": Det swinger ikke en meter.
Jeg synes Per Vadmand har en pointe i, at det er respekten for Sebastians sange, der gør, at de ikke hører hjemme i Højskolesangbogen. Jeg sidder som medlem i et byråd, hvor man starter hvert møde med en sang - og det "plejer" at være fra Højskolesangbogen. Hvor ville det være fristende ud fra en politisk kontekst at vælge "Du er ikke alene" eller "Måske ku' vi"... men nydelsens begrænsninger ville hurtigt indfinde sig, hvis jeg tager de medlemmernes sangmæssige (incl mig selv) evner i betragtning... for så slet ikke at tale om "Vind og vejrhaner". Ak hvilken ynk og krampelatterlignende forestilling det ville kunne udvikle sig til. Og Sebastians fantastiske tekst og budskab ville totalt gå tabt i denne meningsløse og uforskyldte moro.
Jeg synes dog også, det er lidt sjovt, at Klaus Lynggard tænker netop i de baner, at når nu Højskolesangbogen er det ultimative af dansk tekst- og sangformidling, så bør han også være med der. Tanken kan også være omvendt: kvaliteten er for høj.
Problemet ligger vel simpelthen i, at solosang og fællessang har en helt forskellig æstetik og teknik, så det ikke er uproblematisk at overføre sange, der udpræget hører til den ene, til den anden.
Jeg kunne også nævne Bob Dylan. Har I nogen sinde hørt "Blowing in the wind" som fællessang? Det har jeg. Det tog mig en halv time at få rettet tæerne ud bagefter.