Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Aktøren som vidne til Murens fald

En af Reagans nærneste rådgiveres fortælling om raketforhandlingerne og koldkrigens krampetrækninger
Kultur
27. september 2007

Jack F. Matlock hørte til inderkredsen af præsident Ronald Reagans udenrigspolitiske hof. Derved fik han som diplomat - tidligere ambassadør i hhv. Tjekkoslovakiet og Moskva - siden specialrådgiver for præsidenten sæde i selve den stab med Reagan selv i spidsen, der førte de berømte forhandlinger med Sovjetledelsen og Gorbatjov.

Forhandlinger om nedrustning af atomarsenalerne som i sidste ende banede vejen for det sovjetiske sammenbrud. Jack Matlocks position var enestående. Så at sige ingen andre end måske statslederne selv, deres udenrigsministre og enkelte andre topplacerede vandbærere kom så tæt på begivenhederne og så dybt ned i substansen som Matlock. Kan hænde, at Matlock kom dybere, eftersom han taler flydende russisk og er i besiddelse af en grundfæstet akademisk og praktisk indsigt i sovjetiske forhold og politisk mentalitet.

Disse historiske møder mellem Reagan og Gorbatjov udmøntede Matlock i et digert værk, som nu, tre år efter, er kommet i en forsvarlig dansk udgave ved Michael Alring.

Svagt med en synsvinkel

Bogen er mere et forsinket partsindlæg end en egentlig fremstilling. Måske ikke så overraskende. Selv med de forudsætninger Matlock må forestilles at have for at begå en mere neutral tekst med afkølede vurderinger, er aktørens rolle som vidne vanskelig. Uanset al flid og omhu med notater og dagbøger og inddragelse af andre iagttagelser og litteratur, får den medvirkende en mere eller mindre uundgåelig, selvtildelt positiv rolle. En kritisk vurdering af Matlocks placering som kilde leder man forgæves efter. Ikke én metodisk overvejelse røber tvivl om forfatterens ståsted, endsige kompetence til at vurdere og vægte egen og dermed også andres indsats. Dette er en klar svaghed ved bogen. Så meget desto mere som at amerikanske præsidenthierarkier, ikke mindst Reagans frembyder højst problematiske strukturer, hvor for eksempel en mindre indlysende aktør trænger sig ind i billedet og forskyde balancerne. Det sker også her, hvor Donald Regan, Reagans stabschef, med ét blander sig i en vigtig udmelding. Men hvor stammer signalet i virkeligheden fra? Den slags kritiske overvejelser savnes flere steder.

Reagan beundres

En anden svaghed er forfatterens ret uforbeholdne beundring for præsidenten. Det forstår man sådan set godt. Ronald Reagan var ikke hr. Hvemsomhelst, ikke blot en dum cowboy, der kom ridende ind fra højre, skønt mange gerne fremstillede ham sådan.

Forskellen fra dengang til den nuværende beboer i Det Hvide Hus er slående. Reagan var nok en passioneret konservativ, en sand reaktionær, men trods alt en begavet mand, en dygtig politiker med veldefinerede mål og store evner for den vanskelige forhandling. Ikke blot havde han været guvernør i en sammensat stat som Californien, hans erfaringer som fagforeningsboss kom ham også til gode i det høje embede.

Reagans mål var at bortfjerne risikoen for atom-krig, gerne med Sovjetunionens, Det Onde Imperiums, eliminering som yderligere gevinst. Hele forløbet med forhandlingerne om atomvåbnene, som jo også gav voldsom dønning i Danmark, tjente til at stresse Sovjets samfund og økonomi, således at lederne i Kreml med Gorbatjov i front finalt måtte indse at deres løb var mere eller mindre kørt.

Projektet lykkes som bekendt. Efter Gorbatjov havde slået sig i tøjret ved topmødet i Island i oktober 1986, blev det klart, at Sovjet var mør. Tre år efter falder Muren, og Sovjetimperiet ender i historiens skraldespand, som det er udtrykt.

Forholdet mellem de to hovedaktører er betydningsfuldt. De to forstår hinanden, taler i nogen grad samme politiske sprog og har, hvad man aldrig skal undervurdere, humoristisk sans. Matlock tillægger især Reagans visdom og generøsitet broderparten af æren for det lykkelige forløb. Sådan ses det i bakspejlet. Hvad Matlock ikke tager stilling til, er den enorme risiko, Reagan løb ved aktivt at svække Gorbatjov og destabilisere Sovjet.

Reagans kalkule holdt

Ingen kunne vide sig sikker, om stærke kræfter i det sovjetiske bagland ikke var parat til et kup og det, der måske var værre på den fortsatte knivsæg med armerede atomraketter på hver side.

Sådan gik det som bekendt ikke, Reagans vurdering holdt. Baseret på hvad? På de amerikanske efterretningstjenesters rapporter. I betragtning af disses vaklende kvalitet og jævnt hen for ikke at sige konstante fejlvurderinger, er dette jo et ringe argument. Reagans store stunt blev til statsmandskunst, fordi den lykkedes, ikke fordi den var i foruroligende grad velovervejet.

En republikansk nøglespiller som Jack Matlock har ikke noget særligt vågent øje for denne nok så interessante problemstilling vedrørende Den Kolde Krigs afvikling. Den dygtige diplomat og embedsmand finder derimod årsagen til kritiske holdninger over for Reagans farefulde spil op til selve grænsen for det forsvarlige i den liberale presses manglende forståelse for storhed. Også udenlandske journalister får en på kassen. Matlock har selv overhørt en bemærkning fra en korrupt afrikansk journalist, der skrev grimt om USA. Den erfaring, mener han, fortjener en note, sådan er det nemlig hele vejen igennem for denne good American eller ugly, som man nu ser det. Spændende læsning er Matlocks bog ikke desto mindre. Som kilde til mange detaljer formentlig også forholdsvis pålidelig. Men forlæggerne kunne godt have udstyret bogen med en introduktion af mere kritisk, kildeanalyserende karakter, med en vurderet placering af fremstillingen i forhold til andre, samt en diskussion af bogens tendens.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her